Norsk film vinder Guldbjørnen

Det kan man kalde en passende finale. 

Norske Dag Johan Haugerud vandt lørdag aften Guldbjørnen for sin film Drømme, der er midterkapitlet i hans trilogi Sex Drømme Kærlighed. 

Det store filmprojekt blev sidste år søsat på Berlinalen, hvor Sex optrådte i et sideprogram, og fortsat akronologisk med det afsluttende kapitel, Kærlighed, i hovedkonkurrencen på Venedig-festivalen. 

”Filmen hedder Drømme, og dette var ud over mine vildeste drømme,” lød det fra en bevæget Dag Johan Haugerud, da han tog imod prisen sammen med sine producere, Yngve Sæther og Hege Hauff Hvattum. 

”Dette er en film om at skrive og at læse, og jeg mener, at begge ting er enormt vigtige. Lad mig bare sige: Skriv mere og læs mere! Det udvider din bevidsthed, og det er virkelig godt for dig.” 

Danskerne behøver ikke vente længe på selv at få syn for sagen, da Drømme har biografpremiere allerede den 6. marts og er en del af biografklubben Filmporten. Sex havde dansk premiere i sensommeren sidste år og fik fire stjerner i Ekko, mens Kærlighed får dansk premiere den 14. august.

Brasiliansk roadmovie
Der uddeles kun én Guldbjørn, men en håndfuld Sølvbjørne, som blev fornuftigt fordelt blandt andre af konkurrenceprogrammets perler. 

Juryens andenpris gik til den brasilianske The Blue Trail, som forestiller sig en verden, hvor alle over 77 år tvangsindlægges på plejehjem. Vi følger en ældre kvinde, der tager på én sidste roadmovie inden da. 

Også den kan man glæde sig til at se i Danmark, da distributøren Camera Film købte den i løbet af festivalen. 

Sølvbjørnen for bedste instruktør gik til kinesiske Huo Meng. Han deltog med det bukoliske familieportræt Living the Land, der skildrer fire generationer over et år i et forandringens Kina anno 1991. 

Filmen var en tidlig favorit på festivalen, som siden gled ud af vinderdiskussionen. Men der er næppe nogen, der bebrejder den prisen. Det er nemlig en smukt observeret og vedkommende erindringsfilm. Den er skabt med sans for et liv i pagt med naturen, rundet af gamle traditioner og mærket af kinesiske krige og katastrofale kommunistreformer. 

Tidligere på dagen var de øvrige jurypriser blevet uddelt, og selv om hverken Jeanette Nordahls Begyndelser eller Frelle Petersens Hjem kære hjem kunne fejre en jurypris, blev sidstnævnte belønnet med tredjepladsen i publikumskonkurrencen. 

Begge film blev slået af Sorda, et spansk drama om en gravid kvinde, hvis døvhed komplicerer forholdet til hendes nyfødte datter.

Ingen kontroverser, tak!
Der var med garanti mange i salen, som åndede lettede op over, at aftenens taler viste sig at være relativt ukontroversielle.

Den med flere længder mest politiske tale kom fra rumænske Radu Jude, der vandt prisen for bedste manuskript for sin samfundsrevsende satire Kontinental ’25, om en retsbetjents samvittighedskrise.

”Jeg håber, der vil være mere solidaritet i Europa på et tidspunkt, hvor vi er trængt fra alle sider. Jeg håber, at den europæiske domstol vil gøre sit arbejde og arrestere alle disse morderiske svin, der bedriver krig. Og siden I har valg her i morgen, håber jeg, at næste års festival ikke starter med Leni Riefenstahls Viljens triumf.”

Det sidste var naturligvis et svirp med halen til Tysklands valg, hvor det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) står til at gå meget frem.

Derudover var der småt med brandtaler i Berlinale Palast, ligesom det – med nævneværdige undtagelser – har været tilfældet i løbet af hele festivalen. 

Jeg havde ønsket mig, at den ukrainske dokumentar Timestamp ville være blevet hyldet med en bjørn af en art, men juryen undlod at komme med så eksplicit en meningstilkendegivelse. 

Dermed er det lykkedes den nye festivaldirektør Tricia Tuttle at afholde en inkluderende filmfest, som hverken filmpressen eller tyske politikere kan klandre for at hælde for meget til den ene eller anden side.

Israelsk dokumentar hyldet
Efter sidste års ballade, hvor propalæstinensiske ytringer blev tolket som antisemitiske, må ledelsen også være godt tilfredse med, at årets dokumentarpris gik til Brandon Kramers israelske dokumentar Holding Liat.

Prisoverrækkelsen indledtes med et citat fra filmen, hvor Yehuda Beinin, hvis datter holdes som gidsel i Gaza, opsummerer filmens politiske ståsted: ”Vi bliver anført af vanvittige mennesker på både den israelske og palæstinesiske side.”

Instruktøren talte også for besindighed på begge sider, da han tog mod prisen:

”At belyse de mange facetter af en familie – med blik for deres forskelle, sorg og empati for andre – føltes universelt og indtrængende vigtigt. Dokumentarfilm kan hjælpe os til at finde hinandens medmenneskelighed og bidrage til fred.” 

Det er et humanistisk budskab, man dårligt kan stille sig uenig i. I disse omskiftelige tider har årets Berlinale søgt indad med psykologiske dramaer og titler, der inviterer til selvrefleksion efter kunstfilmens bedste forskrifter. 

Prisen for filmkunstnerisk fornyelse gik således velfortjent til Lucile Hadžihalilović’ mørke eventyrfortælling La tour de glace. Det er en kunstnerisk henførende fortælling om en ung pige, der i 1970’erne forvilder sig til et filmset, hvor man optager en filmatisering af H.C. Andersens Snedronningen. 

”En sensorisk rejse gennem spejlet. Jeg tror ikke, at film ændrer verden, men den kollektive drøm, de repræsenterer, hjælper os med at leve. Især i dette forstyrrende øjeblik. Vive le cinéma!” lød det fra instruktøren.