Nyhed
25. feb. 2008
Nørderne kom, så og sejrede

Nørderne kom, så og sejrede

Coen-brødrene blev de store vindere ved et tamt Oscar-show nr. 80.

Af Jacob Ludvigsen

Joel og Ethan Coen virkede ikke synderligt imponerede, da de tre gange i løbet af nattens Oscar-show måtte på scenen og hente de prestigefyldte priser for deres Cormac McCarthy-filmatisering No Country for Old Men.

Med priserne for bedste film, bedste instruktør(er), bedste adapterede manuskript og i tillæg bedste birollepræstation til Javier Bardem blev No Country for Old Men den store vinder i Kodak Theatre.

Et amoralsk Texas
Coen-brødrene kunne dermed hente deres fælles karrieres første store hæder fra den vigtigste prisuddeling i USA. Tidligere har de kun vundet for deres manuskript til Fargo i 1996.

Brødrene er berømte for deres kulsorte humor, absurde plots, eksplicitte vold og nørdede filmreferencer. De udforsker i flere af deres film sære, ukendte sider af USA, og Oscar-vinderen No Country for Old Men er ingen undtagelse. Her beskæftiger de sig med et mørkt, amoralsk Texas befolket af kyniske lykkejægere og samvittighedsløse mordere.

En meget fåmælt Ethan og en lidt mere snakkende, men ikke just glædesstrålende Joel tog imod den amerikanske filmbranches skulderklap på en aften, hvor langt de fleste statuetter blev bortadopteret til de forventede kaminer.

Fransk overraskelse
De fire belønninger til No Country for Old Men havde de fleste Oscar-eksperter set i krystalkuglen, og det samme gjaldt prisen for bedste mandlige hovedrolle til Daniel Day-Lewis for hans respektindgydende præstation i Paul Thomas Andersons There Will Be Blood.

De kvindelige skuespilkategorier var på forhånd mere uforudsigelige, og de største overraskelser skulle da også findes netop her. Julie Christie var favorit til at vinde for sin fine hovedrolle som alzheimerpatient i Sarah Polleys Away from Her, men akademiets valg faldt på en mere direkte dramatisk rolle i form af franske Marion Cotillard sminket til ukendelighed som Edith Piaf i Spurven.

Mindre overraskelse
I birolleafdelingen var spillet på forhånd fuldstændigt åbent, selv om mange havde holdt på Cate Blanchetts transformation til Bob Dylan i I'm Not There. Men i stedet blev englænderen Tilda Swinton Oscar-begunstiget for sin rolle i Michael Clayton. Om det kan have spillet ind, at Tony Gilroys syvdobbelt nominerede film ikke fik øvrigt udbytte, kan man kun gisne om, men med dette valg indtraf det usædvanlige tilfælde, at ingen af årets fire Oscar-belønnede skuespillere er af amerikansk afstamning.

Michael Clayton var ikke den eneste film, der fik sparsom gevinst på sine nomineringslodder. Ud over Daniel Day-Lewis, der hermed fik sin anden Oscar, blev kun Robert Elswit fra den otte gange nominerede There Will Be Blood kaldt på scenen for sin flotte fotografering.

Og Soning, der havde modtaget syv nomineringer, måtte nøjes med én Oscar - en fuldt fortjent en af slagsen til Dario Marianellis fabelagtige musik. Til gengæld kunne folkene bag The Bourne Ultimatum glæde sig over at blive nummer to på aftenens topscorerliste med tre tekniske priser for henholdsvis lyd, lydredigering og klipning.

Ægte Oscar-øjeblik
Oscar fejrede 80 års fødselsdag, men desværre var der mere alderdomstræthed end grandios jubilæumsfest over showet. Det nærmede sig dog et ægte Oscar-øjeblik, da den karismatiske eks-stripper Diablo Cody rørt til tårer modtog sin pris for årets bedste originale manuskript til Jason Reitmans populære Juno.

Eller da den 98-årige produktionsdesigner bag for eksempel Hitchcock-klassikerne North by Northwest og Fuglene, Robert Boyle, modtog årets ærespris foran stående ovationer. Men ellers var det kun via talrige montager fra tidligere tiders Oscar-begivenheder, at man fik en snert af de overraskende og storslåede episoder, som showet består af, når det er bedst.

Tamme takketaler
Årets udgave var præget af apolitiske, tamme takketaler, kønsløse optrædener og mangel på improvisation. Vært Jon Stewart kom fint fra start med en række politiske vittigheder, men var herefter en lige så anonym konferencier som de Hollywood-stjerner, han inviterede op for at præsentere de forskellige kategorier.

Christian E. Christiansens Om natten var nomineret i kategorien bedste kortfilm, men desværre tilfaldt hæderen i stedet den franske Le Mozart des Pickpockets. Franskmændene kan så åbne champagneflaskerne sammen med deres østrigske kollegaer, der i kategorien Bedste Fremmedsprogede Film vandt for Stefan Ruzowitzkys stærke Anden Verdenskrig-drama Forfalskerne.

Relevante artikler

Essay
15. sep. 2004
Po­st­mo­der­ni­sten ringer altid to gange

Po­st­mo­der­ni­sten ringer altid to gange

Nyhed
18. dec. 2025
Ekko bringer de sidste julegaver ud

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Chefredaktørnissen Santa Claus kører rundt i hele Københavnsområdet til alle, der bestiller julegaveabonnement på Ekko inden 23. december klokken 12.

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Gaucho Gaucho
Biografanmeldelse
18. dec. 2025

Gaucho Gaucho

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Mest læste

William Friedkin er død
Nekrolog
08. aug. 2023

William Friedkin er død

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten