Ugens streaming
12. okt. 2018
Pletskud af Nikolaj Lie Kaas
Journal 64 bliver Nikolaj Lie Kaas’ sidste gang som vicekriminalkommissær Carl Mørck. Men karrierens højdepunkter byder både på sorte komedier og stærke følelser. Foto | Jacob Møller

Streaming: Pletskud af Nikolaj Lie Kaas

Vi hylder den folkekære skuespiller ved at anbefale fem film, der understreger hans talent for både stærke følelser og absurd komik.

Af Frederik Bakkerud og Astrid Gjørup

Nikolaj Lie Kaas’ cv understreger hans alsidige talent.

Det er især de geniale og yderst citerbare replikker, man tænker på. Som i den sorte komedie De grønne slagtere: ”Svend, nu har du pølse på hovedet igen!”

Men gennem den snart tredive år lange karriere har Nikolaj Lie Kaas også vist sine evner i mere dramatiske roller. Det vidner de mange Bodil- og Robert-statuetter ikke mindst om.

Lige nu er han aktuel i biograferne som Carl Mørck i Journal 64. Det er fjerde og sidste gang, han gør sig som tungsindig vicekriminalkommissær i Afdeling Q-serien.

På Ekko vil vi gerne slå et slag for fem af skuespillerens bedste film, der alle kan findes til streaming.

Fasandræberne

Med over 700.000 solgte billetter blev Fasandræberne en værdig opfølger til Kvinden i buret.

Nikolaj Lie Kaas spiller vicekriminalkommissær Carl Mørck som en kold skiderik, og det er især samspillet med hans mere hjertevarme makker Assad, der bærer filmen.

En dag dukker en brutal mordsag op på kontoret. Sagen er tyve år gammel, og den skyldige blev angiveligt dømt i sin tid. Men da Mørck og Assad undersøger mordet, viser det sig, at den skyldige stadig er på fri fod.

Fasandræberne er sandsynligvis den voldeligste i Afdeling Q-serien, men har man smag for nordic noir, er filmen absolut anbefalelsesværdig.

Streames på SF Anytime og Viaplay


Dirch

Priserne regnede ned over Nikolaj Lie Kaas for skildringen af den afdøde komiker Dirch Passer.

Selv om den legendariske revystjerne næppe siger nyere generationer det helt store, har mange nok set Dirch Passer sidde i hoppegyngen under Cirkusrevyen og skrige: ”Moar, jeg er færdig!”

Dirch lægger ud i 50’ernes Danmark, hvor komikerduoen Dirch Passer og Kjeld Petersen sørger for fulde hus til deres forestillinger. Udefra ser alt storslået ud for entertainereren, men bag facaden er det en anden historie.

Filmen viser et liv med sceneskræk og alkoholmisbrug hos en af de største danske komikere gennem tiden. Og så spiller Kaas i en scene over for sin afdøde far, skuespilleren Preben Kaas, som legemliggøres af Martin Buch.

Streames på Netflix og SF Anytime


I Kina spiser de hunde

Her er en absurd komedie fra genrens danske guldalder. Det er ofte Blinkende lygter og Adams æbler, snakken falder på, men I Kina spiser de hunde kan sagtens bide skeer med de to.

Nikolaj Lie Kaas medvirker i alle tre film. Han spiller en sagesløs kok i sidstnævnte. Han er ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han hjælper gerne til, når en pengetransport skal røves.

Det bringer ham ud i ikke så få problemer, og Nikolaj Lie Kaas’ sammenspil med Thomas Villum Jensen er forrygende platkomik. Kaas kan både levere humoristisk deadpan og de morsomme replikker med schwung, som gør ham til en af mange gode oplevelser i Anders Thomas Jensens film.

Streames på C More og FilmLounge

 

Idioterne

Nikolaj Lie Kaas har også gjort sig som galning i Lars von Triers rablende dogmefilm Idioterne.

I overensstemmelse med dogme-idéens kyskhedsløfter er filmen fotograferet råt og upoleret. Det håndholdte kamera følger en gruppe mennesker, der får dagene til at gå med at spille idioter i offentligheden.

Det kan være decideret ubehageligt at overvære, når de invaderer restauranter, fabrikker og offentlige steder under dække af at være en gruppe retarderede på tur.

Nikolaj Lie Kaas indtager et af kollektivets yngre roller, men også Bodil Jørgensen, Jens Albinus og flere andre spiller idioter i en af Lars von Triers bedste film.

Streames på Blockbuster

 

Elsker dig for evigt

Elsker dig for evigt er en af de mest hjerteskærende historier, dansk film nogensinde har kastet af sig.

Nikolaj Lie Kaas er den unge, forlovede Joachim, der kommer ud for en invaliderende trafikulykke. Det lyder i sig selv hårdt, men læg dertil, at fartbilistens ægtemand forelsker sig hovedkulds i Joachims forlovede.

Susanne Biers fortælling forfalder dog aldrig til melodrama. Elsker dig for evigt formidler skrøbelighed med filmisk følsomhed og finesse, og Nikolaj Lie Kaas fik ganske fortjent både en Bodil- og Robert-statuette for sit portræt af den unge mand, der får sit liv ødelagt.

Streames på Blockbuster

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

I denne uge fokuserer vi på Nikolaj Lie Kaas’ bedste roller.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
02. okt. 2018
Journal 64

Journal 64

Biografanmeldelse
28. sep. 2014
Fasandræberne

Fasandræberne

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten