Kvinder skammer sig over deres lyster

”Jeg blev tiltrukket af bogen, fordi den havde en historie, jeg aldrig er stødt på før.”

Den franske instruktør, 71-årige Nicole Garcia, sidder på yderkanten af en polstret stol i en hotelsuite i Paris. Ordene fletter sig hurtigt ind i hinanden, og en tolk skribler hastigt løs på en blok.

Bogen, Nicole Garcia nævner, er Milena Agus’ italienske Mal di pietre fra 2006, og den har hun filmatiseret med Marion Cotillard i den skrøbelige og udfordrende hovedrolle om en lidenskabelig og dramatisk kvinde, Gabrielle.

I Elsk mig!, som den danske titel lyder, vokser Gabrielle op i en sydfransk by, hvor hun drømmer om at udleve sit begær. Men hendes forældre arrangerer mod hendes vilje et ægteskab med en mand, der skal normalisere hende.

”I 1950’erne bliver denne kvinde kaldet sindssyg, fordi hun er skandaløs og urovækkende. Hendes egen mor vil sende hende på et sindssygehospital,” fortæller Nicole Garcia.

”Jeg blev meget rørt af det, for jeg tror, at mange mennesker – dog nok flest kvinder – kender til den følelse, at man vandrer på kanten af sindssyge. Vi er nødt til at gå lige, så vi ikke falder. Det handler om balance mellem vores styrke og vores svagheder, og det er det, Gabrielle symboliserer.”

Seksuel kærlighed
Den forelskede, men upassende Gabriella, prøver uden blusel at forføre den gifte skolelærer foran hele landsbyen.

For en skandinavisk kvinde er de store følelsesudladninger eksotiske – sydlandsk temperamentsfulde. Og det fortæller jeg Nicole Garcia. Men den køber hun ikke.

”Vi har det alle sammen i os! Kvinder har denne dyriske, seksuelle kærlighed, der brænder inde i dem – selv om den tit bliver undertrykt. Det er måske fællesnævneren for alle mine film,” siger hun, mens en slank hånd roder i det gråblonde, skulderlange hår.

Jeg kender dog ikke mange kvinder, der gebærder sig som instruktøren.

Iført sorte læderbukser og en tætsiddende, sort rullekrave stirrer hun intenst ned i gulvtæppet, når jeg stiller de spørgsmål, som tolken oversætter. Når hun svarer, kigger hun op i loftet, mens hendes krop balancerer faretruende tæt på kanten af den polstrede stabelstol, kroppen og stemmen i et stigende crescendo dirigeret af de gestikulerende hænder.

”Nogle mænd har det også, men de er ikke så undertrykte som kvinder. Kvinder skammer sig over deres millioner af lyster og prøver samtidig at tilfredsstille dem. Det er en appetit, som børn har meget naturligt. De giver udtryk for deres behov, og den ville jeg ønske, at man bevarede som voksen.”

Kvinder har overtaget styringen
Vi støder på et oversættelsesproblem, da jeg siger, at Gabrielles figur virker ”empowering” – ordet findes ikke på fransk, men det findes egentlig heller ikke helt på dansk, selv om ord som ”bemyndigende” og ”styrkende” kan anvendes.

Men da det er opklaret, nikker Nicole Garcia voldsomt.

”Gabrielle er en karakter, der er forud for sin tid i 50’erne. Hun vil føre kvinder ind i fremtiden, hvor de føler sig mere frie til at udleve deres lyster og ikke være underlagt nogen anden.”

”Men filmen er ikke åbenlyst feministisk. Der er måske ti minutter, hvor man bliver opfordret til at overvinde sine forhindringer, men ellers er det en personlig historie. Hendes begær handler ikke om at være fri, men hun har mistet noget, og hun går efter det. Men hun taler kun for sig selv, ikke for kvinder i almindelighed.”

Nicole Garcia er paradoksalt venlig og små-aggressiv på samme tid. Kun få gange har vi øjenkontakt – for hun får hurtigt afklaret, at jeg ikke kan andet end et nogle få ord på fransk.

Alligevel sender hun mig et blink med øjet og et strålende smil, da samtalen leder os ind på kønsdiskrimination i filmbranchen. Hun har været i branchen i mange år – først som skuespiller og siden som instruktør og manuskriptforfatter – men hun køber ikke påstanden om diskrimination.

”Jeg synes ikke, kvinder skal bruge kønsdiskrimination som en undskyldning. Måske var det et problem i fortiden, men jeg synes, at kvinder har taget filmene ud af hænderne på mænd, og nu løber mændene efter os, fordi vi har taget styringen. Sådan har det i hvert fald været i de seneste ti år i Frankrig. Men jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv,” glatter hun ud til sidst.

Symbiose med Cotillard
”Er Marion Cotillard i øvrigt ikke fantastisk?!” udbryder Nicole Garcia så på gebrokkent engelsk, inden hun igen slår over på fransk.

Det er hun unægteligt – fra det undertrykte til det hysteriske formår Marion Cotillard hele tiden at have troværdigheden og sårbarheden med i den splittede Gabrielle.

71-årige Nicole Garcia har været instruktør i 21 år, men hun har været skuespiller, siden hun var i starten af 20’erne. Og hun er ikke i tvivl om, at det giver hende en kæmpe fordel i forhold til at instruere skuespillere.

”Når jeg skriver en film, så tænker jeg på dialogen og dynamikken på samme tid. På settet arbejder jeg med alle rollerne før optagelserne. Det hjælper mig til at instruere skuespillerne, og det er derfor, at de gerne vil arbejde sammen med mig. Jeg hjælper dem.”

”Marion har en fantastisk karriere. Hun er utroligt dygtig og kompetent – og alligevel gjorde hun alt, hvad jeg sagde. Hun lænede sig meget op ad mig, og det var faktisk meget imponerende og rørende. Vi indgik i en symbiose, og jeg tror, at det er derfor, at det blev så kraftfuld en præstation.”