Nico efter Velvet Underground

De fleste har hørt om Nico.

Vi kender hende som den smukke, blonde sanger, der arbejdede sammen The Velvet Underground i 1960’erne.

Vi kender hende som den heroinmisbrugende muse for Andy Warhol.

Og mange af os har nok også hørt, at hun efter sin storhedstid forsvandt ned i en mørk spiral af sprut og stoffer og døde af et hjerteanfald i en alder af blot 49 år.

Men der er en historie om Nico, vi ikke har hørt, forsikrer italienske Susanna Nicchiarelli os en sensommerdag under filmfestivalen i Venedig, der fandt sted i begyndelsen af september.

Her vandt instruktørens film, Nico, 1988, prisen for bedste film i sidekonkurrencen Horizons, mens Trine Dyrholm begejstrede anmelderne for sit portræt af den kontroversielle kvindelige sanger. I det aktuelle nummer af Ekko fortæller Dyrholm om rollen.

Biopics er håbløst kedelige
”Jeg vil gerne være med til at ændre den gængse opfattelse af Nico,” siger Susanna Nicchiarelli.

”Min film handler ikke om, at hun forsvandt i en tåge af alkohol og stoffer. Den handler om det modsatte.”

Vigtigt var det, at filmen ikke blev en ”almindelig” bio-pic, understreger instruktøren. ”Den slags film er så håbløst kedelige,” som hun siger.

Ifølge Susanna Nicchiarelli er bio-pics mest interessante, når vi kun får et indblik i dele af hovedpersonens liv. Afgørende dele, som forandrede den eller de personer, vi zoomer ind på.

Nico, 1988 nøjes derfor med at stille skarpt på Nicos sidste leveår, hvor hun rejser rundt og giver koncerter i Europa under Den Kolde Krig. Den midaldrende Nico er milevidt fra det rampelys, der fulgte hende, da hun var i tyverne.

Men journalisterne bliver alligevel ved med at spørge ind til tiden med The Velvet Underground. Til stor frustration for Nico, der ikke kan forene sig med sit unge jeg.

Hun blev sig selv
Væk er det blonde hår og opfattelsen af Nico som en af klodens smukkeste kvinder. Og Nico er egentlig ganske tilfreds. Hun elsker, at hun ikke er på diæt længere. Hun spiser, hvad hun har lyst til. Hun behøver ikke gå i bad hele tiden, og hun går i mandesokker.

”Nico gør alt for at tage afstand til den 25-årige version af sig selv,” siger Susanna Nicchiaraerelli, som blev fascineret denne periode af sangerens liv.

”Det er det kapitel af Nicos liv, hvor hun finder sin sande identitet. Men det er samtidig også den mest ukendte periode af hendes liv.”

I researchfasen til filmen talte Nicchiarelli med mange af de mennesker, der var tæt på Nico i hendes sidste år, og de pårørende fortalte alle den samme historie.

De fortalte, at Nico faktisk stoppede med stofferne. Hun fandt sig selv og var glad.

”Den fortælling var meget langt fra den kliché-historie, de fleste af os kender. Da først Nico skilte sig af med den berømmelse og skønhed, der prægede hendes ungdom, fandt hun en vej til at blive fri. Den historie har ikke været fortalt tidligere.”

Respektløs fortolkning
I den prisvindende fortælling glider instruktøren og Trine Dyrholm dog lige lovlig langt væk fra virkelighedens Nico. I hvert fald hvis man spørger en række af de mennesker, der fulgte med i sangerens karriere.

Blandt de utilfredse finder vi eksempelvis den forhenværende punkmusiker og nuværende BT-journalist Kenan Seeberg, der i 1980’erne arrangerede Nico-koncerter i København.

Til Berlingske reagerede han på et filmklip, hvor Dyrholm synger My Heart Is Empty, mens hun ryster hele sin krop, laver møllesving med armen og skriger ekstatisk.

”Den optræden er helt ude af trit med enhver form for virkelighed om, hvordan Nico var, og hvordan hun optrådte, både på scenen og uden for scenen. En misvisende og efter min mening respektløs fortolkning,” har Kenan Seeberg sagt til Berlingske.

Virkeligheden kan lamme en skuespiller
Susanna Nicchiarelli har dog kun lovord om Dyrholms præstation.

”Det har aldrig været meningen, at Trine Dyrholm skulle imitere Nico. Vi ville skabe vores egen version af hende. Dyrholm er sin generations bedste kvindelige skuespiller i Europa.”

Instruktøren giver sig til at fortælle om Dyrholms måde at arbejde på. Om hvordan den danske skuespiller foretrækker at forestille sig sine roller i stedet for at begrave sig i fakta.

”Virkeligheden kan lamme en skuespiller. Virkeligheden kan få en skuespiller til at tvivle på, om det nu er muligt at portrættere en person. Så nej, Trine går ikke som Nico. Hun ligner ikke Nico. Det var ikke det, jeg søgte, siger Susanna Nicchiarelli og tilføjer:

”Vi ville lave vores egen Nico.”