I Citizen Kane starter Orson Welles’ avismogul med stærke journalistiske principper, men idealismen forfalder, og det bliver enden på hans medier.
Foto | RKONår journalistiske principper forfalder
Kan man have en fagforening for journalister og tv-fortællere, hvor hele bestyrelsen ikke kæmper ihærdigt for redaktionel frihed, men overvejer at spare den væk? Ekko tager fagbladet Journalistens frihedsbrev i forvaring.
Nu skal du høre om noget, der måske slet ikke interesserer dig, men som alligevel er ret vigtigt, hvis du går op i principper og bærende værdier.
Som du måske ved, er Ekko mere end et filmmagasin. Vi skriver også om medier og journalistik – faktisk i et omfang, så vi i beskrivelsen af os selv på hjemmesiden med et citat fra Orson Welles’ klassiker Citizen Kane ligefrem fremhæver et journalistisk ideal:
”Jeg vil give denne bys indbyggere en daglig avis, der ærligt vil fortælle alle nyhederne. Jeg vil også give dem en utrættelig forkæmper for deres rettigheder som borgere og som mennesker.”
Desværre for principperne, men ret godt for fortællingen, sker der det, at Kanes idealisme forfalder. Det samme gør hans journalistiske principper. Han korrumperer og dyrker ikke sandheden, men i stedet magten. Det bliver enden på hans medier, som svinder hen i glemslen.
Kort sagt kan man sige, at filmen illustrerer journalistikkens fald fra folkeven til magtmisbrug – et portræt af mediemagtens fristelser og den pris, man må betale som udgiver, når man svigter sine oprindelige idealer for en nem og kortsigtet gevinst.
En pikant linedans
Hvorfor nu dette anslag?
Måske ved du, at Ekko har et samarbejde med Dansk Journalistforbund, hvor medlemmerne af forbundets gruppe FILM&TVGruppen modtager den trykte udgave af Ekko? Derfor interesserer vi os selvfølgelig for, hvordan det går hos denne fagforening, der også organiserer mediefolk, som arbejder med tv-fortællinger.
For nylig skulle Dansk Journalistforbund spare ti millioner kroner, hvilket ikke mindst er historien om, at relativt færre mediefolk i dag er ansat på overenskomst. Samtidig Har fagforeningen aldrig rigtigt fået gjort sig relevant for en voksende gruppe selvstændige, som ikke nyder kollektivets beskyttelse.
Medlemstallet falder, og når det sker, skvatter økonomien med. Resultatet blev, at redaktøren, der skulle værne om fagbladet Journalistens frihedsbrev – altså skrivelsen om mediets politiske uafhængighed fra forbundet – også blev sat i spidsen for Dansk Journalistforbunds kommunikationsafdeling.
I sig selv en pikant linedans.
For på den ene side skal han repræsentere forbundet og varetage dets interesser. På den anden side forventes han at være uafhængig og kritisk – også over for netop forbundet.
”Journalisten redigeres efter principperne om fuld redaktionel frihed,” som det formuleres i frihedsbrevet. Og det hedder ligefrem i en opdateret version:
”Ved interessekonflikter mellem hensynet til Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikations organisatoriske, politiske eller kommunikative interesser og Journalistens journalistiske dækning af forbundet har Journalistens journalistiske hensyn forrang.”
Djøfisering
Men i forløbet er det kommet frem, at fagbladet Journalistens frihedsbrev også er til salg, så at sige.
Kun seks ud af tretten medlemmer af hovedbestyrelsen kunne stemme for at bevare frihedsbrevet. Tre stemte ikke. Og fire stemte imod.
Argumentet imod frihedsbrevet lød blandt andet, at det i sparetider ville være bedre at ansætte nogle flere jurister end at betale løn til journalister på fagbladet.
Og her må Ekko så sige STOP!
Hvis en sparerunde udløser en total Djøfisering af den forening, der oprindelig blev skabt for at beskytte publicismen og det frie ord, er den frie fortælling i tekst, foto og levende billeder truet.
Det vedrører faktisk os alle, for det vil være et signal til hele branchen og offentligheden. Det kan blive Citizen Kane om igen – begyndelsen på et forfald med smittende effekt. Og det er alt sammen udløst af en økonomisk spekulation, der skyldes, at dem i toppen ikke har formået at løse en presserende udfordring i tide.
Deponeret hos Ekko
Med meget lille margin har journalisternes fagforening i dag stadig et frihedsbrev. Men hvem ved, hvad der sker næste gang, de skal spare millioner, fordi medlemsvæksten ikke kommer i gang?
Ekko har opsøgt den redaktør, der i sin tid fik frihedsbrevet indført. Han hedder Frede Jakobsen, og han er ægte bekymret, selv om han for længst har ladet sig pensionere.
”Det er helt gakgak, hvad Dansk Journalistforbund har gang i. Chefredaktøren skal også være kommunikationschef, og en stor gruppe i hovedbestyrelsen er enten imod frihedsbrevet eller ved ikke, om det er værd at forsvare.”
Ekko har spurgt Frede Jakobsen, om han vil være med til at stå værn om frihedsbrevet, indtil Dansk Journalistforbund viser, at foreningen vil passe på det frie ord. Hvilket vil sige beskytte og benytte frihedsbrevet til at fortælle de historier, der også kan nive udgiveren selv.
”Det er en god idé. Vi tager frihedsbrevet i varetægt og står værn om det,” siger Frede Jakobsen. ”Der er tale om en slags politisk eksil, hvor den kritiske stemme bliver deponeret hos Ekko, så længe det sejler i Dansk Journalistforbund. Så må vi se, om de skal have det tilbage.”
– Så vi nedsætter et lille panel, der holder øje med Dansk Journalistforbund og frihedsbrevet?
”Ja, situationen er alvorlig. Hvis journalisternes fagforbund begynder at tvivle på, om det frie og afhængige ord er værd at beskytte, kan de lige så godt nedlægge sig selv. Det virker jo, som om de har glemt, hvor de kommer fra, og samtidig ikke ved, hvor de vil hen.”
Øjvind Hesselager

Født 1962 i Ribe.
Uddannet cand.comm.
Har været ansvarshavende chefredaktør på fagbladet Journalisten, som udgives af Dansk Journalistforbund.
Tidligere chefredaktør på Bornholms Tidende.
Skriver i dag for Filmmagasinet Ekko.