Sommerfilm
26. juli 2019
Dansen gennem sommeren

Ekkos skribent havde svært ved at sidde stille, da hun som elleveårig blev præsenteret for Channing Tatum stærke, umiddelbare bevægelser og Jenna Dewans kontrollerede elegance i Step Up.

Foto | Phillip V. Caruso

Dansen gennem sommeren

En helt ny verden åbnede sig, da Step Up blev sat i dvd-afspilleren på sommerlejren, skriver Patricia Smollerup i tredje del af Ekkos serie.

Af Patricia Smollerup

De bryder ud i dans. 

Med spring, kombinationer og drejninger bevæger de sig rytmisk rundt på taget af en lagerbygning i Baltimore, mens aftensolens stråler rammer den funklende flod i baggrunden. 

Det er på en gang idyllisk og råt.

Det er hiphop kombineret med moderne dans, og det er fyrens stærke, umiddelbare bevægelser over for pigens kontrollerede elegance og ynde. Med et løft, der kunne være Dirty Dancing værdigt, afsluttes dansesekvensen, jeg som barn med store øjne sugede til mig. 

Det var på en sommerdanselejr tilbage i 2006, at jeg for første gang blev præsenteret for Channing Tatum og Jenna Dewans smukke dans. 

En uges intensiv træning og undervisning i forskellige dansestilarter skulle afsluttes med et fjernsyn, som blev rullet ind i danselokalet. 

Step Up blev sat i dvd-maskinen, og mit elleveårige ”jeg” blev uendeligt inspireret. 

Det var før, Step Up blev maltrakteret af en strøm af kiksede efterfølgere. Dårligt skuespil og papirtynde fortællinger har nærmest kvalt den originale film. 

Drøm bliver virkelighed
Som en lille, danseglad pige på elleve lod jeg mig ikke gå af den forudsigelige fortælling. For sjældent er den velkendte skabelon, som blev genbrugt i 00’ernes bølge af dansefilm, blevet udfyldt med så megen charme, karismatisk skuespil, god musik og veludført koreografi. 

Step Up blev kickstarten på Channing Tatums skuespilkarriere. Med en flabet og dragende attitude er han gadedrengen Tyler, der idømmes samfundstjeneste på Maryland School of the Arts. Her introduceres han gennem dansen til en verden, hvor drømme og ambitioner faktisk kan blive til virkelighed. 

Og med Tatum i spidsen klarer Step Up den ultimative test, hvor så mange andre dansefilm fejler.

Han skinner igennem som skuespiller, samtidig med at han er en fabelagtig danser. Med hurtige ben og akrobatisk styrke breakdanser han på gaden; med elastiske bevægelser styrer han klubbens dansegulv, og i velkoreograferede hiphop-sekvenser er han fængende som det mandlige modstykke til den dygtige, moderne danser Nora (Jenna Dewan).

Kombinationen af stilarter og dans til hiphop-beats med violinspil viste mig, hvor uendeligt mange muligheder dansen byder på.

Hiphopbukser i skolen
”Skal hun have de bukser på i skole?”

Min mormor kiggede vantro, da jeg efter sommerferien troppede op med hiphopbukser med sømmen helt ned til knæene – og lag på lag af trøjer og t-shirts, som jeg nærmest svømmede i.

Men sådan var dansemoden jo.

Selvsikkert gik jeg i skole med outfittet, der fik mine klassekammerater med mere velproportionerede tøjstykker til at kigge skørt på mig.

Men Step Up var mest af alt inspirerende, fordi den viser, hvilken glæde dansen kan tilføre livet. Ligesom den understreger, at drømmen om at kunne leve af det, som man elsker, er mulig. Hvis du griber chancen, når den byder sig, arbejder hårdt for det og tør leve passionen ud.

Min sommerfilm

Sommer er ikke højsæson for film, men alligevel har de fleste en film, som de forbinder med den varme årstid.

I løbet af juli og august vil Ekkos journalister skrive om deres helt personlige sommerfilm.

Tidligere artikler: Casper Hindse om Jørgen Leths Michael Laudrup-film og Anders Højberg Kamp om De frigjorte.

Trailer: Step Up

Relevante artikler

Sommerfilm
19. juli 2019
Da Erik Clausen blev frigjort

Da Erik Clausen blev frigjort

Sommerfilm
12. juli 2019
Min sommer med Leth & Laudrup

Min sommer med Leth & Laudrup

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten