Michael Moores nye skuffer fælt
Forestil dig, at du er John McCains kampagnechef Rick Davis. Du har haft pæn succes med at fremstille Barack Obama som en indholdsløs celebrity, der mænger sig med andre kendisser og mæsker sig i rampelyset foran tusindvis af fans på store fodboldstationer.
Nu skal du anti-spinne Michael Moores seneste prodemokratiske film, Slacker Uprising - en film, der næsten udelukkende skildrer Michael Moore levere patosfulde taler foran tusindvis af mennesker og i selskab med stjerner som R.E.M.-forsanger Michael Stipe, komiker Roseanne Barr og skuespiller Viggo Mortensen.
Det er næsten for nemt, ikke? Og det er kun én af grundene til, at instruktøren, forfatteren og samfundsdebattøren Michael Moores nye film ikke vil få en brøkdel af den opmærksomhed, der er blevet hans øvrige film til del.
"En gave til folket"
Michael Moore har valgt at tilbyde Slacker Uprising som en gave til sine amerikanske fans, der kan se og downloade filmen gratis fra instruktørens hjemmeside. Moore har dermed fravalgt den biografdistribution, der med de to forrige film, Fahrenheit 9/11 og Sicko, ellers har givet ham en indtjening på 24 millioner dollar tilsammen.
Sammen med Moores bog Mike's Election Guide 2008, der giver gode råd til demokraternes valgstrategi, og som er væsentligt mere underholdende og interessant end filmen, er Slacker Uprising tiltænkt som et mere eller mindre direkte indspark til den igangværende valgkamp. Fokus er dog på duellen mellem John Kerry og George W. Bush i 2004. Eller rettere: Michael Moores rolle i denne gyser.
I 2004 førte Moore nemlig selv valgkamp, da han rejste rundt til tyve nøglestater og - fortrinsvis på de lokale universiteter - appellerede til Amerikas dovne, uengagerede ungdom om at gøre en forskel og stemme (læs: på Kerry).
Smagsløse interviews
Filmen er et overraskende uopfindsomt sammenklip af Moores forskellige shows og efterfølgende reaktioner, fra West Virginia til Ohio, inklusive indtil flere helt uredigerede og kedsommelige tre-fire minutters sangoptrædener fra gæstemusikere ved disse lejligheder.
Moore forsøger at puste spænding i filmen på to måder. Dels ved at tælle ned til 2004-valget, som vi dog allerede ved, hvordan ender. Og dels ved gennem diverse klip fra tv-nyheder at vise, hvordan de ondsindede republikaneres modstand mod Moore - denne underkuede, heroiske fortaler for demokrati og sandhed - tager til.
Sidstnævnte metode kommer uundgåeligt til at virke selvforherligende, og det samme gør de smagløse interviews, hvor både stjerner og menigmand til overflod hylder Michael Moore.
Humoren mangler
Nu har Moore jo aldrig hørt til den beskedne type, men i det mindste har hans tidligere film haft et større mål end ham selv.
Det synes ikke at være tilfældet i Slacker Uprising, der dårligt fortjener sammenligning med hans øvrige værker. Hverken de mere sagligt overbevisende Roger and Me og Sicko eller de underholdende og skræmmende Bowling for Columbine og Fahrenheit 9/11.
Hvor ensidige de film end måtte være, er de trods alt funderet i argumentatoriske strategier. De er også fulde af humor. I Slacker Uprising er der hverken argumenter eller humor og altså heller ingen provokerende morsomme scener a la Heston-sekvensen i Bowling for Columbine, Bush på golfbanen i Fahrenheit 9/11 eller Moore på vej mod Guantanamo i Sicko.
Kampen om de unge
Man må tage kasketten af for Michael Moores entusiastiske kamp for at få de unge amerikanere til at stemme - og for at tage nye kanaler i brug i bestræbelsen på at nå dem.
Iagttagere mener, at de tætte meningsmålinger mellem McCain og Obama er skævvredet af, at Gallup og andre institutter har svært ved at få fat i de unge vælgere, der ikke ejer en fastnettelefon. De unges medievaner er en udfordring både for præsidentkampagner, opinionsbureauer - og filminstruktører.
Desto mere undrer og ærgrer man sig over, at den amerikanske instruktør ikke følger det gode initiativ op med en ægte Moore'sk optrevling af årsagerne til, at så mange fra den vælgergruppe tilsyneladende ikke kan drives til stemmeurnerne.
Michael hvem?
Det største problem ved Michael Moores satirisk-agitatoriske metode er, at han prædiker for de allerede omvendte. Og når han nu prædiker uden argumenter eller fængende drama, er det kun de allermest inkarnerede fans, der jubler med.
At dømme ud fra Slacker Uprising var instruktøren en lige så vigtig del af valgkampen 2004 som kandidaterne selv. Her i 2008 er der ingen, der kommer til at snakke om Michael Moore.
Slacker Uprising kan downloades gratis fra Michael Moores hjemmeside, men kun hvis man er bosiddende i USA eller Canada.
