Nekrolog
22. sep. 2020
Michael Lonsdale er død
Den megalomane psykopat Hugo Drax (Michael Lonsdale) prøver i Moonraker at udslette James Bond og resten af verden. Foto | Eon Productions

Michael Lonsdale er død

Skuespilleren bag Bond-skurken Hugo Drax i Moonraker nåede i sin 60 år lange karriere at arbejde sammen med både Spielberg og Truffaut.

Af Marcus Uhre

Den fransk-britiske skuespiller Michael Lonsdale døde i går i en alder af 89 år. Det oplyser hans agent ifølge internationale medier.

Lonsdale var bedst kendt som skurken Hugo Drax i Bond-filmen Moonraker, hvor skuespilleren gestalter en bindegal entreprenør med planer om at forgifte hele Jorden fra sin rumstation.

Ud over sin rolle i den populære filmserie medvirkede skuespilleren i over 200 produktioner i en mere end 60 år lang karriere. De tæller både film, tv og teater.

Og Michael Lonsdale har sat sit præg på filmhistorien som andet end Roger Moores modstander i det ydre rum.

I Hollywood lavede Lonsdale film med både Steven Spielberg og Fred Zinnemann, mens skuespilleren i Frankrig arbejdede med nybølge-instruktører som François Truffaut, Alain Resnais, Louis Malle, Jean-Luc Godard og Claude Chabrol.

Han medvirkede i den spanske surrealist Louis Buñuels Frihedens spøgelse og tjekkiske Milos Formans Goya’s Ghosts.

Fintfølende alsidighed
Michael Lonsdale blev født i Paris i 1931.

Han var søn af en engelsk officer og voksede op i England indtil Anden Verdenskrig, som han tilbragte i marokkanske Casablanca, der var neutral under konflikten.

Han vendte dog tilbage til Paris i 1947 for at blive kunstmaler. Den unge mand fandt kærligheden til skuespillet otte år senere, da han 24 år gammel i 1955 fik sin første rolle i et teaterstykke.

Filmdebuten kom året efter i den historiske komedie Det hændte i Aden. De mindre roller i starten af karrieren tæller også en præstation som præst i Orson Welles’ Kafka-filmatisering Processen fra 1962.

Fred Zinnemann gav skuespilleren en stor rolle i 1973 med Sjakalen, hvor Lonsdale spiller detektiven Claude Lebel, der skal stoppe titlens lejemorder.

Med fintfølende alsidighed kom Lonsdale vidt omkring i karrieren.

Han har også ageret abbed i Rosens navn, der foregår i et Benediktiner-kloster. I James Ivorys Resten af dagen spiller han aristokraten Dupont D’Ivry.

Elsker improvisation
I Jacques Rivettes tretten timer lange improvisationsfilm Out 1 fra 1971 spiller Michael Lonsdale lederen af en teatertrup. Den øver sig på en græsk tragedie om titanen Prometheus, som giver ilden i gave til mennesket.

Med den lange spilletid og en central rolle fik Michael Lonsdale for første gang virkelig lov til at vise sig frem. I en vild scene – alene på en strand – både griner og græder han.

Filmen var lavet til tv i afsnit på omkring 90 minutter. Men kanalen ville i sidste ende ikke sende filmen, måske fordi den var improviseret.

”Improvisationen gjorde mig en smule ængstelig, men jeg fik muligheden for at gøre lige præcis, hvad vi følte og ville i øjeblikket,” udtalte Michael Lonsdale til amerikanske Slant Magazine i 2015 og tilføjede:

”Jeg elsker at improvisere.”

Tilbage til Bond
Da Michael Lonsdale blev spurgt af Bond-fansiden MI6-HQ, om han i sin tid var bange for at ødelægge sin karriere ved at spille en Bond-skurk, var svaret ganske klart.

”Overhovedet ikke! Tværtimod, jeg har lavet så mange film, der ikke var populære eller tjente særligt mange penge. Jeg har kun været i mindre film, så jeg tænkte, at jeg gerne ville medvirke i en stor film. Det var en stor oplevelse at lave en populærfilm.”

Senere har han genopfrisket sin rolle som Hugo Drax i videospillet 007 Legends fra 2012. Lonsdale oplevede også et kunstnerisk højdepunkt mod slutningen af karrieren. Han vandt den franske César-pris for bedste mandlige birolle i Om guder og mænd fra 2010.

Her spiller han en trappist-munk, der er fanget i en religiøs konflikt under den algeriske borgerkrig i 1996.

Michael Lonsdale fik ingen børn.

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere