Cannes 2015
20. maj 2015
Michael Caine stjæler pressemødet for Youth
Michael Caine var i hopla, da der tidligere i dag blev afholdt pressemøde for Youth, hvor den 82-årige brite var i centrum. Foto | Mathilde Petit

Michael Caine stjæler pressemødet for Youth

Den adlede skuespiller var i ungdommeligt højt humør og snakkede om den engelske dronning og kroppens forfald.

Af Nicki Bruun

Paolo Sorrentino blev inden årets Cannes-festival startede nævnt blandt favoritterne til at vinde Guldpalmen.

Hans Youth er da også strøget næsten til tops på Ekkos Stjernebarometer, hvor den med et gennemsnit på 3,4 er nærmeste konkurrent til Todd Haynes’ Carol. Chefredaktør Claus Christensen peger sågar på Youth som sin favorit til at vinde Guldpalmen.

Efter pressevisningen af filmen, der har Michael Caine og Harvey Keitel i hovedrollerne som aldrende levemænd, blev der vanen tro holdt et pressemøde, hvor Sorrentino og skuespillerne talte om arbejdet med den.

Det var dog ikke den italienske instruktør, der var i centrum under pressemødet. Sir Michael Caine fik stillet flest spørgsmål, og heldigvis var den engelske legende ungdommeligt veloplagt.

Caines møde med dronningen
Guldkornene væltede ud af Caine som skidt fra en spædekalv. Han startede med at blive spurgt, om det virkelig er hans første Cannes-festival i 49 år.

”Jeg var her med Alfie for næsten 50 år siden, hvor filmen vandt en pris (juryens specialpris, red.), mens jeg ikke vandt noget. Så jeg vendte aldrig tilbage,” svarede 82-årige Caine med et smil på læben.

I Youth bliver Caines karakter, den pensionerede dirigent Fred Ballinger, inviteret til at spille for den engelske dronning, hvilket han afslår. I virkeligheden blev Sir Michael adlet af dronning Elizabeth II i 2000, hvor han kom i problemer.

”’Jeg har på fornemmelsen, at du har været i gang meget længe,’ sagde hun til mig. ’Jeg kan sige det samme til Dem,’ var jeg lige ved at svare,” sagde Caine og fortsatte:

”Hun spurgte, om jeg ikke kunne nogen vittigheder. ’Ingen, jeg kan fortælle dem,’ svarede jeg. Så fortalte hun mig én i stedet, men desværre kan jeg ikke huske den,” fortalte Caine til et grinende pressekorps.

Sorrentinos karriereforlænger
Det var langt fra de sidste humørbomber fra Michael Caines mund, men i mellemtiden fik Sorrentino og resten af skuespillere også lov til at folde sig ud.

På spørgsmålet om, hvorfor han er så interesseret i tidens gang og alderdom, svarede den italienske instruktør, der tidligere har markeret sig i Cannes med Il Divo og Den store skønhed:

”Det er det eneste tema, folk rigtigt interesserer sig for: tiden, der går. Senere kan jeg så lave film om ungdommen og på den måde forlænge min karriere,” sagde Paolo Sorrentino.

Harvey Keitel spiller Freds ven og en instruktør, som leder efter en slutning på sin film.

”Alle Sorrentinos film handler om den eksistentielle kamp, vi alle gennemgår,” sagde Keitel i et toneleje, der var meget lysere, end ordlyden kunne tyde på. Også Rachel Weisz, der spiller Freds datter, bød ind med pæne ord om instruktøren.

”Hvordan en instruktør skaber en tone i en film er mystisk, det er en form for alkymi, som jeg ikke forstår,” sagde skuespilleren, der også medvirker i Yorgos Lanthimos’ absurd-humoristiske The Lobster.

Gammel er bedre end død
Ingen på podiet kunne dog overgå Michael Caine. En journalist spurgte ham, om det ikke er trist nu kun at spille ældre mennesker.

”Det eneste alternativ til at spille ældre mennesker er at spille døde mennesker,” svarede Michael Caine og fortsatte:

”Jeg læste et manuskript for år siden og meddelte instruktøren, at rollen lød spændende. Da han svarede, at det ikke var rollen som førsteelskeren, men som faren, han havde tænkt til mig, vidste jeg, hvad klokken havde slået.”

Da pressemødet lakkede mod enden fik Sir Michael Caine fyret endnu en morsom bemærkning af, da der blev snakket om film i Europa kontra Hollywood.

”Film er det samme alle steder. I Hollywood får man bare flere penge. Youth ville jeg have lavet gratis, men det sagde jeg ikke til producerne.”

Trailer: Youth

Relevante artikler

Biografanmeldelse
04. sep. 2013
Den store skønhed

Den store skønhed

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten