Medieombudsmanden vil ramme partierne selv

På alle måder er det en dybt underlig konstruktion kaldet medieombudsmanden, som SVM-regeringen sammen med SF og Enhedslisten ønsker at oprette for at opdatere medieansvaret i en digital virkelighed, som det formuleres.

Den nye medieombudsmand skal beskytte såkaldt helt almindelige danskere, der kommer i klemme, men sker det overhovedet i nævneværdigt omfang?

Almindelige danskere fungerer i medierne jo primært som cases, det er synd for, og som aktører i vox pop, når redaktioner skal have bekræftet en vinkel ved at interviewe mennesker i gågaden.

Det er uskyldigt. Almindelige danskere bliver ikke hængt ud i et omfang, hvor de har brug for en medieombudsmand til for eksempel at hjælpe dem med at klage til Pressenævnet.

Partierne bag udspillet mener ydermere, at det er et demokratisk og samfundsmæssigt problem, at man som borger bliver bombarderet med nyhedslignende indhold som alternative medieaktører spreder.

Her er der til gengæld noget om snakken. Almindelige danskere hænges ikke ud, men udsættes for en enorm påvirkning via uigennemskuelige kanaler.

”Aftalepartierne er derfor enige om, at medieombudsmanden skal ansvarliggøre og holde de alternative medieaktører op på det nyhedslignende indhold, som de deler, på samme måde som Pressenævnet holder massemedierne ansvarlige for det indhold, de deler, i forhold til de presseetiske retningslinjer,” lyder det i aftalen.

”Alternative medieaktører – som ikke er underlagt det medieansvarssystem, som de traditionelle massemedier er – boltrer sig i et online-univers, hvor de publicerer og videreformidler indhold til mange tusinde følgere,” lyder det advarende i teksten.

Støbte svar
Det oprindelige forslag er på mange måde vokset ud af Søren Pinds vrede mod de etablerede medier, mens slutudspillet er rettet mod influencere, der med stor gennemslagskraft kan drible uden om de regler, som gælder de gamle medier.

Her skal vi have en lille paradoksal mellemregning. For det er selvsamme influencere, som politikerne selv benytter for at nå målgrupper som børn og unge.

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen har for nylig optrådt i indslag på TikTok hos den gennemslagsstærke influencer Frede Dyrnesli, der spurgte dem begge, hvad der er vigtigt: Aldersgrænse på TikTok eller lavere fødevarepriser?

Hvilket fik statsministeren til at forklare via Facebook, at hun svarede forkert, fordi hun deltog ”i et format, jeg ikke havde prøvet før på sociale medier. Lidt hurtigere og skarpere”.

Sandheden er jo, at Mette Frederiksen normalt er pakket ind i en kommunikationsafdeling, der støber hendes svar, men at hun denne gang skulle tænke sig spontant om i situationen. Hvilket så gik galt.

Politikerne er selv særdeles aktive i selvpromovering på de platforme, der producerer nyhedslignende indhold uden for Pressenævnets kontrol – samme platforme, som de nu vil beskytte danskerne imod.

Planlagt og opstillet
Udspillet er desuden udstyret med en krog, der kan sætte sig i nakken på politikerne.

Partierne bag udspillet ønsker, at aktører, der spreder nyhedslignende indhold, men ikke er tilmeldt Pressenævnet, skal overholde en ansvarsnorm om ”god offentliggørelsesskik”, der tager udgangspunkt i almindelig redelighed.

Præcis den ansvarsnorm har politiske partier det selv svært med. Eksempler er mangfoldige.

I en video fra oktober 2025 på de sociale medier sidder Nicolai Wammen tilsyneladende i en podcast og bliver interviewet om Socialdemokratiets politik – det handler om at sætte prisen på daginstitutioner ned.

Men interviewet var planlagt og styret af Socialdemokratiet, har Berlingske afsløret. Det udløser hård kritik fra medieeksperter: ”Langt de fleste danskere vil ikke opdage, at det her er falsk, planlagt og opstillet.”

Eksperterne peger på manglende gennemsigtighed, da Socialdemokratiet ikke vil bekræfte, om en anden person overhovedet er til stede, eller om Wammen bare fører en iscenesat monolog.

Klippet til ukendelighed
Eller tag som et andet eksempel denne video fra Dansk Folkeparti. Den har udløst en klage fra socialdemokratiets Maria Durhuus, der mener, at Dansk Folkeparti har klippet for hårdt og forkert i hendes udtalelser fra Folketinget i videoen.

”Jeg synes, at det er forkert at bruge landets fineste talerstol til at lave indhold på sociale medier fra og endda også redigere i det sådan, at folk faktisk ikke kan stole på, hvad det egentlig er, at der sker derinde,” sagde Maria Durhuus til TV 2.

Folketingets formand Søren Gade har opfordret til, at Dansk Folkeparti fjerner videoen, men det har partiet afvist at gøre.

Videoen består af klip af en forhandling i Folketinget om kriminelle EU-borgere – blandt andet rumænere og bulgarer, som begår tyverier i Danmark. Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn spørger i salen og videoen flere gange, hvorfor Maria Durhuus mener det er et ”urimeligt og urealistisk” krav at ønske permanent grænsekontrol på grænsen til Tyskland og Sverige.

Men i klipningen undlader Dansk Folkeparti flere nuancer i svarene fra Maria Durhuus. Blandt andet, at hun tydeligt understreger, at det ikke er urimeligt at udvise kriminelle udlændinge så længe, det sker inden for internationale konventioner.

I stedet for dette klare argument citerer Dansk Folkeparti en vaklende passage fra Marie Durhuus: ”Men vi er … æhhh … også en del af nogle ... nogle større internationale aftaler, og vi har nogle forpligtelser der ...”

Samlet er der tale om dårlig presseetik, hvis altså Dansk Folkepartis udgivelse var underlagt Pressenævnets regler. Og Maria Durhuus’ kritik af Dansk Folkepartis redigering favner præcis det, der er argumentationen for den nye medieombudsmand.

Falsk chikanekørsel
Også partiers brug af AI-teknologi til at lave fake news kan komme ind under den nye medieombudsmands virke. Det gælder for eksempel denne video, hvor Liberal Alliance laver en AI-genereret foromtale af en fiktiv film, der handler om ”tyveriet af Store Bededag”.

Og Inger Støjberg har angiveligt spredt misinformation via Facebook om en situation, hvor hun følte sig chikaneret på motorvejen. Ifølge Inger Støjberg blev hun forsøgt presset af motorvejen ud mod autoværnet af to indvandrere i en varevogn.

I et opslag på Facebook fortæller hun om hændelsen:

Nederst på formularen

”Til jer to indvandrermænd i en grå kassevogn, der omkring klokken 12.15 i dag forsøgte at presse min bil ud i autoværnet omkring Ringsted, mens ham, der sad på passagersædet, gav mig en fuck-finger. Hvad fanden bilder I jer ind?” skrev Ingen Støjberg og fortsatte:

”Det kan godt være, at I hader mig, men den form for chikanekørsel er bogstavelig talt dødsensfarligt.”

Fra Facebook spredte Inger Støjbergs opslag sig til etablerede medier, der er underlagt Pressenævnet. Blandt andre Piopio, der skrev: ”Danmarksdemokraternes formand angiveligt udsat for særdeles farlig chikanekørsel, der kunne være endt fatalt.”

Og statsminister Mette Frederiksen gik også via Facebook ind i sagen med stor alvor: ”Et angreb på en politiker eller myndighedsperson er et angreb på vores danske demokrati”

Det opslag er i dag slettet.

Historien løber fra Facebook og over i blandt andet TV 2 Nord og B.T., som begge senere erkender, at der mangler forbehold i deres omtale. Det sker efter, at Berlingske kan citere kilder, der fortæller, at de ikke oplevede episoden som et forsøg på at presse politikerens køretøj af vejbanen.

Der findes en perlerække af eksempler, hvor politikerne selv spreder information. Det sker via kanaler, som rammer tusindvis af danskere, men hvor indholdet ikke kan holde til en journalistisk test.

Disse nyhedslignende indslag, vil være en oplagt sag for den nye medieombudsmand, der kan få meget travlt. Ikke med influencere, men med politikerne selv!