Min sommer med Leth & Laudrup

Jeg havde solen i øjnene, men det var ligegyldigt. Der skulle nok blive mål alligevel. Alt var nemlig iscenesat, udtænkt ned til mindste kvadratcentimeter på banen. 

Bolden ville blive spillet rundt. Først var jeg Stoichkov, dernæst Koeman, så Romario og til slut Michael Laudrup, som scorede. 

Det var en scene taget fra virkeligheden. Fra Camp Nou, FC Barcelonas hjemmebane. 

Men det var også en scene omklippet og tilpasset mit barndomshjems skrånende græsplæne, så den lignede scenerne fra Jørgen Leths portrætfilm Michael Laudrup – en fodboldspiller fra 1993. 

Den film er om noget min barndoms endeløse sommer, mit første møde med, hvordan man kan skabe æstetiske – nogle ville sige kedelige – billeder ud af en så potent sport som fodbold. 

Men det vidste jeg naturligvis intet om, da jeg i en alder af ni år rendte rundt på græsset i sommeren 1995. 

Samtidig var filmen et minde om en tid med det såkaldte Dream Team. Året efter premieren skiftede Laudrup nemlig til ærkerivalerne fra Real Madrid. Det gjorde ondt på en spirende Barca-fan, men Michael Laudrup – en fodboldspiller blev sommeren efter et symbol på, hvad sport også er. 

En kampplads, man selv kan sætte op og bryde rammerne i. 

Afslutningen på en epoke
Michael Laudrup – en fodboldspiller er en højmesse ved katedralen Camp Nou. Jørgen Leth følger med et registrerende kamera den danske verdensstjerne i Barca-trøjen. Michael Laudrup fortæller om fodboldspillet som kunstart, men det var kampene, der fascinerede mig som barn. 

De lange sekvenser, hvor Leth overtager styringen (”fuldstændig”, som instruktøren selv ville sige) og taler ind over de smukkeste øjeblikke fra grønsværen, fascinerede mig dybt. 

Somme tider foregik det hele i så langsomt et tempo, at jeg troede, filmen var ved at gå i stå. Men det havde faktisk sin berettigelse. For fodboldnørder – og børn med lange sommerferier – kan detaljerne i spillet stadig udforskes intenst, når man genser Barca-eposset i dag. 

Men først og fremmest landede de 74 minutter om spilleren og klubben på det helt rette tidspunkt. Efter at have vundet og vundet og vundet kollapsede FC Barcelona kort efter premieren på Leths film i Champions League-finalen i Athen i maj 1994, hvor AC Milan vandt med 4-0, og hvor min far og jeg slukkede fjernsynet. Det var afslutningen på en epoke. 

Men filmen var en hyldest, man åd råt. 

Dengang anede vi jo ikke, at der skulle komme fodbold-aliens som Xavi, Iniesta og en vis Messi, der leverede endnu mere berusende bold, end Laudrup-holdet havde gjort. 

Den store regissør
Så i solskinnet i 1995 genindspillede jeg selv scenerne fra Michael Laudrup – en fodboldspiller i den skrånende have. For at blive bedre til fodbold og for at holde fast i et flygtigt øjeblik. 

Med Barca-trøjen hængende om skuldrene messede jeg for mig selv: ”Stoichkov til Koeman, videre til Romario ... og Laudrup scorer.” 

Somme tider fik min far lov til at være med, når han var hjemme fra arbejde eller sine forretningsrejser, men hovedsageligt var legen min egen.

Jeg var dens regissør, alle spillerne og ikke mindst målscoreren. 

På trippende tæer tog jeg flere gange dagligt turen imellem fjernsynsstuen og græsplænen. Der var scener fra vhs-båndet, som skulle indøves og udleves. Oplevelser, der skulle gengives med stor præcision. Helt i filmens ånd. 

Stoichkov til Koeman, videre til Romario ... og Laudrup scorer.