Guldpalmevinder: Mareridtet renser sjælen

Det er en utaknemmelig opgave at følge op på en Guldpalme. Kan det gå andet end tilbage, når man har fået filmverdenens største hæder?

Skuffelsen er i hvert faldt udtalt på Cannes-festivalen i dagene efter verdenspremieren på franske Julia Ducournaus Alpha, en visuelt frapperende aids-allegori, der rammer lige så skævt i hovedkonkurrencen, som den olieindsmurte body horror Titane fire år forinden ramte rigtigt.

Nogle lever sig dybt ind i filmens mareridtsudlægning af aids-krisen i de tidlige 90’ere. Andre stejler over filmens tunge symbolik og trøstesløse grundtone. Og de færreste er enige om, hvad der helt basalt foregår i historien om den trettenårige Alpha, hendes desperate sygeplejermor og heroinafhængige, syge onkel Amin.

For vent engang: Døde han ikke, da hun var lille? Hvordan er han genopstået, så han kan føre hende på afveje nu?

Alpha synker næsten helt til bunds i Ekkos stjernebarometer, og chefredaktøren uddeler kun én sølle stjerne. Da vi mødes et par dage efter verdenspremieren, føler Julia Ducournau sig nødsaget til at indlede interviewet med en forklaring.

”Alpha handler om transgenerationelle traumer. Om, at hvis ikke man sørger over en pludselig afdød, gør man deres død til et tabu, så traumet gives videre til den næste generation. De vil måske udvikle samme symptomer, selv hvis de ikke kendte den afdøde,” siger instruktøren.

”Det er en kontroversiel teori inden for psykoanalyse, fordi den ikke er forankret i noget som helst videnskabeligt. Men filmisk synes jeg, at det er en smuk tanke.”

Et skær af helligdom
Ikke mindst har Julia Ducournau været optaget af det billede på de tabuiserede afdøde, der blev brugt til at forklare teorien: gravstatuer af marmor, kendt fra katedraler og katakomber, der foreviger den afdøde liggende på kistens låg. 

Det billede bruger hun i Alpha, hvor en mystisk epidemi langsomt forvandler de smittedes hud til kridhvid armor.

Det er et kreativt valg, der har vakt kritik. I sin anmeldelse for Ekko kalder Jo-Ann Titmarsh marmorsygen ”uværdig over for aids-epidemiens utallige ofre”. Men den er central for instruktørens projekt.

”Jeg ønsker at give de smittede et skær af noget helligt. Ikke i en religiøs forstand – for mig kommer det hellige fra mennesker eller fra kunst – men jeg vil gøre dem uendelige på en måde. Og så ønsker jeg at komme tæt på, hvad det vil sige at frygte døden,” forklarer hun.

Det var gravstatuernes paradoks, der tiltalte Julia Ducournau. Det skrøbelige kød, som fæstnes i kolde sten.

”Sten kan ikke mutere, og for mig er manglen på mutation ensbetydende med døden. Jeg tror inderligt på mutationer – i kunst, livet og hvad som helst. Mutationer er den eneste måde at eksistere på.”

Skamfuld sygdom
Julia Ducournau tælles ofte med i bølgen af yderligtgående fransk horror kaldet ”New French Extremity”. Hendes tre spillefilm til dato – Raw, Titane og Alpha – er mørke og groteske fortællinger med stænk af grænsesøgende body horror.

Men først og fremmest er de melankolske. Instruktørens hovedpersoner er outsidere i forskellig kulør, og deres drifter og længsler fører dem på kant med samfundet.

Alpha bygger på Ducournaus minder om at vokse op i 1980’erne og 90’erne under aids-epidemien, der var allestedsnærværende i Paris. Og den var måske særligt tilstede i hendes hjem, hvor begge forældre var læger.

Interessen for kroppen, dens grænser og overskridelserne af dem, fik hun med hjemmefra. Men hun oplevede samtidig, at aids var et emne, man styrede udenom.

”Da aids-epidemien var på sit højeste, var det usagte allestedsnærværende, og det skabte en enorm frygt i min generation. Når man kan mærke, at de voksne lyver, føler man, at faren er overhængende, og at man selv kan blive ramt.”

Tabuet omkring sygdommen betød, at de, der var ramt hårdest, ikke havde mulighed for at dele deres oplevelser. 

”Hvis det skete i din familie, kunne man intet sige, fordi det var for skamfuldt. De folk var udstødt af samfundet,” siger hun.

”Jeg tror, det har sat sig mange spor. Og fordi vi ikke har talt så meget om det, er det fortsat helt frem til nutiden. Selv i dag føler jeg, at vi stadig skammer os.” 

Behov for at skrige filmen ud
At aids-epidemien de senere år har fyldt mere i mediebilledet, skyldes uden tvivl corona-pandemien, fremfører Julia Ducournau. Selv om hun også pointerer, at der er væsentlige forskelle mellem de to sundhedskriser. 

”Det skifte i verdens moralske kompas, der skete med aids-epidemien, fandt ikke sted med covid. For ingen blev udstødt eller udskammet,” siger hun. 

I Julia Ducournaus hoved kom Alpha bare anmassende, og der var ualmindeligt kort fra tanke til handling. Kun ti måneder før vores interview havde Julia Ducournau introduceret sine producere for idéen. To måneder senere var de i optagelse. 

Projektet bevægede sig med en hastighed, der især er Guldpalmevindere forundt.

”Det var, som om jeg forsøgte at udskille filmen – jeg havde brug for at skrige historien ud!” siger hun alvorligt. 

Og selv om aids-epidemien nok gav form til idéen, udsprang projektet af en mere grundlæggende ængstelighed.

”Vi lever i en konstant choktilstand på grund af verdens forfatning. Og når man lever i chok, følger det usagte med. Fordi det er for hårdt og råt og svært at konceptualisere. Så at mane alt det her op var for mig en måde at træde tilbage i tiden og på en måde få afløb for den knude, jeg har i maven hver dag.”

Udråbt for tidligt
Den knude er ikke blevet mindre af succesen, fortæller den franske instruktør ærligt.

”Jeg tror, at Titane forstærkede ængstelsen omkring mine film, og det skete allerede ved prisoverrækkelsen i Cannes.”

Jurypræsidenten, den amerikanske instruktør Spike Lee, indledte nemlig ceremonien med at afsløre, at Titane havde vundet festivalens hovedpris.

En procedurefejl, der fik Julia Ducournau til at svede.

”Måske sagde de mit navn ved en fejltagelse? Måske har jeg intet at gøre her? Sådan havde jeg det gennem det halve af ceremonien. Jeg troede, der var sket en kæmpe fejl, og at jeg aldrig burde være blevet kaldt til scenen. Det var frygtindgydende!”

Hvis hun stadig har en høne at plukke med Spike Lee, har hun chancen nu. Mens Julia Ducournau giver interview, holder han hof et par sofagrupper længere væk i anledning af Highest 2 Lowest.

De mørke tanker

Titane var et kontroversielt valg, der ikke stillede alle tilfredse. Til de franske César-priser var filmenend ikke nomineret til bedste film. Onde tunger vil vide, at det franske filmetablissement stadig holder Julia Ducournau ud i strakt arm.

Derfor kommer modtagelsen af Alpha heller ikke som en decideret overraskelse, fortæller hun.

”Jeg burde være vant til det efterhånden, men man vænner sig jo aldrig rigtigt til det. For hver gang man laver en ny film, er det nyt for én.”

Hun trækker på skuldrene. Hvad kan man ellers gøre? Julia Ducournau har i hvert fald ingen intentioner om at rette ind efter andres gode smag.

”Jeg har ikke noget valg. Hvis jeg ikke udtrykker mig selv til fulde, ville jeg ikke arbejde med det her. Jeg ville kløjes.”

”Vi bærer alle rundt på mørke sider, som vi er nødt til at udskille for at være velfungerende mennesker, som kan være gode mod andre. Mareridt er en måde at behandle vores mørkeste tanker på. De renser ens sind.”