Nekrolog
17. aug. 2022
Manden bag Das Boot er død
Med filmrullerne til Director’s Cut-udgaven af sit mesterværk Das Boot på skuldrene er Wolfgang Petersen klar til at underholde publikum med nervepirrende spænding. Foto | Columbia Pictures

Manden bag Das Boot er død

Wolfgang Petersen skabte med sit tyske ubåds-mesterværk en af historiens mest klaustrofobiske film, der førte instruktøren videre til stort anlagte blockbusters i Hollywood.

Af Nicki Bruun

Tyske Wolfgang Petersen lavede med ubådsdramaet Das Boot fra 1981 den måske mest klaustrofobiske film i historien.

Den vesttyske krigsfilm følger besætningen på en ubåd under Anden Verdenskrig. Instruktøren skaber sivende suspense og trykket stemning, der slående spejler krigens vanvid og meningsløshed.

Wolfgang Petersen lavede gennem årene fem forskellige udgaver af Das Boot, der blev instruktørens magnum opus i en karriere, der nu er slut.

Han døde den 12. august i en alder af 81 år af kræft, skriver internationale medier. Petersen sov stille ind i sit hjem i Los Angeles.

Mænd mod overmagten
Wolfgang Petersen blev med Das Boot Oscar-nomineret som både bedste instruktør og for manuskriptet baseret på Lothar-Günther Buckheims bog af samme navn.

Derefter stod Hollywood klar til at lade tyskeren lave stort anlagte film. De kom aldrig op på de samme høje nagler som Das Boot, men tjente masser af penge til selskaberne.

Han startede med Den uendelige historie fra 1984, og i 90’erne instruerede Petersen Lige på kornet med Clint Eastwood, Outbreak med Dustin Hoffman og Air Force One med Harrison Ford.

Filmene viser med varierende succes instruktørens evne til at lave nervepirrende spænding. I sidstnævnte spiller Ford en amerikansk præsident, der tager sagen i egen hånd, da terrorister kaprer hans fly.

Den handlekraftige ener går igen i Petersens oeuvre, som byder på mange historier om mænd, der går op imod overmagten.

I starten af 00’erne stod Wolfgang Petersen bag to katastrofefilm, The Perfect Storm og Poseidon, samt det historiske drama Troja med Brad Pitt i hovedrollen som krigeren Achilleus.

Tilbage til Tyskland
Wolfgang Petersen blev født i den nordvestlige havneby Emden og studerede i Hamborg, før han i slutningen af 60’erne gik på filmskolen i Berlin.

Instruktøren stod op gennem 70’erne bag adskillige tv-film- og serier, før hans liv tog en drejning med Das Boot.

Sin sidste film lavede instruktøren i fødelandet for første gang siden Das Boot. Vier gegen die Bank fra 2016 er en tysk krimikomedie om fire mænd, der føler sig snydt af banker og beslutter at tage hævn ved at begå et kup.

Filmen er en genindspilning af instruktørens tv-film af samme navn fra 1976. Det er en atypisk svanesang for den episk anlagte filmskaber, men måske et passende punktum for en karriere med op- og nedture.

Wolfgang Petersen efterlader sig sin hustru gennem næsten 45 år og en søn, som han fik med sin første kone.

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere