Nyhed
28. jan. 2015
Mænd, høns og Oscar-buzz i nyt Ekko
Allerede før premieren har Mænd & høns vakt forargelse med sin udprægede forkærlighed for læbe-ganespalter. ”Provokation er en uundgåelig konsekvens af komik,” siger Anders Thomas Jensen. Foto | Territorium

Mænd, høns og Oscar-buzz i nyt Ekko

I stort portrætinterview fortæller vi historien om Anders Thomas Jensen, der kom ind med firetoget fra Frederiksværk og forandrede dansk film. Læs om Oscar-favoritter som Birdman og Whiplash – og årets mest imødesete spin-off-serie Better Call Saul.

Af Claus Christensen og Freya Bjørnlund

”Jeg skal tale to timer om mig selv, og så taler jeg om, hvor lidt jeg bryder mig om at tale om mig selv,” siger den pressesky Anders Thomas Jensen, som er aktuel med sin første film i ti år: Mænd & høns.

Det nye nummer af Ekko kommer på gaden i dag 28. januar, og her fortæller vi historien om en af Danmarks mest betydningsfulde – og mindst beskrevne – filmskabere, der kom ind med firetoget fra Frederiksværk og startede sit succesfulde makkerskab med Susanne Bier ved at kalde hendes film for det argeste lort.

Anders Thomas Jensen afslører, at han bliver drillet for at dyrke manderomantik, og at han er bange for at få bank af sine bonkammerater Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro og Ulrich Thomsen!

Alt om Oscar-kapløbet
Succes kommer ikke af sig selv. Det har det unge instruktørtalent Damien Chazelle lavet en af årets bedste film om – den Oscar-nominerede Whiplash, der får en jazz-trommeslagers øverutine til at ligne et militært træningsprogram.

”Hvis man tager idéen om at øve sig alvorligt, så mener jeg ikke, at det handler om at have det sjovt,” siger instruktøren, og hans Oscar-nominerede skuespiller J.K. Simmons supplerer: ”Vi opdrager en generation af børn, som bliver rost i overdreven grad for ufatteligt små bedrifter.”

Det nye nummer er spækket med artikler om de største Oscar-favoritter.

Vi portrætterer den mexicanske auteur Alejandro González Iñárritu, hvis tidlige, tunge film hjemsøges af 11. september og død i familien. Men med Birdman breder han Hollywood-vingerne ud og betragter sine egne kunstner-ambitioner fra et ironiserende fugleperspektiv.

For Steve Carell blev det en høgenæse, der transformerede ham fra ekvilibristisk komedie-klovn til gravalvorlig, Oscar-nomineret karakterskuespiller i Foxcatcher. Vi beskriver hans forvandlingsnummer.

Han skal dyste mod Benedict Cumberbatch og Eddie Redmayne, der spiller henholdsvis matematik- og fysik-geni i The Imitation Game og Teorien om alting. I et essay skriver lektor Søren Birkvad om, hvorfor vi ofte ser op til filmgenier, men har ondt af dem som mennesker.

Tema om barnestjerner
Det er også nemt at se op til barnestjerner, når de har karrierens største roller som ganske små. Men det er hurtigt nemt at få ondt af dem, når succesen, pengene og barndommen slipper op.

I temaet ”Filmbørn” belyser vi, hvordan man skaber en barnestjerne med Skammerens datter som eksempel. Tidligere børneskuespillere bag ikoniske roller som Pelle Erobreren, Dennis P. og hele tv-danmarks Nana fortæller om oplevelsen af at være på alles læber den ene dag og glemt den næste.

Filmlektor Peter Schepelern skriver om de største børnepræstationer gennem filmhistorien, og instruktør-veteranen William Friedkin afslører, hvordan han skabte en af verdens mest groteske børneroller i Eksorcisten, hvor han instruerede en trettenårig pige i at skrige ”Knep mig! Knep mig!”

Aalbæks klap bagi
Michael Madsen (Into Eternity, udgivet på dvd #17) filosoferer i sin nye dokumentarfilm The Visit over, hvad der ville ske, hvis vi fik besøg fra rummet. ”Hvis der kommer noget til Jorden, der er mere intelligent end os, vil vi opleve et enormt kontroltab,” siger Madsen i en samtale med Mads Brügger.

Den erfarne teaterinstruktør Katrine Wiedemann skriver om at være på fremmed grund i Zentropas filmby, hvor hun forelskede sig i filmverdenen og Peter Aalbæks klap i måsen. Efter to knald med filmbranchen vil hun gerne kalde det en affære!

Vi taler med en ung og en aldrende auteur, der begge skubber til filmsprogets rammer – 25-årige Xavier Dolan og 71-årige Roy Andersson. Production designeren Dan Weil afslører, hvordan han indrettede Jason Bournes spion-hybel, og i vores nye klumme om tv-serier har vi smugkigget årets mest imødesete spin-off Better Call Saul.

Ekko#67 er på gaden og kan købes i kiosker eller bestilles her.

Ekko #67 på gaden

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten