Nyhed
02. juli 2024
Streamingtjeneste censurerer Lanthimos-film

Dogtooth holdes tre søskende fanget af deres forældre, og sønnen (Christos Passalis) bruger meget tid på at stirre ind i en busk. 

Foto | Boo Productions

Streamingtjeneste censurerer Lanthimos-film

Poor Things-instruktørens gennembrud Dogtooth er fyldt med eksplicit sex. Men på Max er et kønsorgan blevet sløret, uden at abonnenterne bliver informeret om det.

Af Frederik Hoff

Den græske mesterinstruktør bag Poor Things og The Favourite,Yorgos Lanthimos, fik sit store gennembrud i 2009 med den provokerende Dogtooth om tre søskende, der holdes indespærret af deres far.

Filmen er spækket med eksplicitte sexscener, og hen imod slutningen har den voksne søn (Christos Passalis) sex med sin ældste søster (Angeliki Papoulia).

Det er en eksperimenterende kunstfilm, hvor den grafiske incest er en del af filmens generelle ubehag, og blandt andet er sønnens penis synlig i scenen.

Men ser man i dag Dogtooth på streamingtjenesten Max, er penissen skjult af en sløringseffekt

Ekko har til sammenligning set samme scene – cirka 74 minutter inde i handlingen – på Filmstriben, hvor penissen ikke er sløret. Max viser altså en censureret version af filmen.

Dogtooth har på streamingtjenesten en aldersvurdering på seksten år. Til sammenligning er den højst mulige aldersgrænse i de danske biografer femten år. Max gør det samtidig muligt for abonnenter selv at justere, hvilket indhold familien kan tilgå, så børn eksempelvis ikke kommer til at se eksplicitte sexscener.

Alligevel er filmen censureret, uden at abonnenterne er blevet informeret om, at de ikke ser den originale version, som Lanthimos har skabt.

Bryder markedsføringsloven
For nylig skabte det røre, da Prime Video valgte at fjerne den ikoniske tekst Born To Kill fra hjelmen på plakaten for Stanley Kubricks Full Metal Jacket.

Og tilbage i 2022 kom HBO Max – der senere blev til Max – i stormvejr, fordi en utilfreds kunde i Ekko gjorde opmærksom på, at streamingtjenesten viste censurerede versioner af flere film uden at orientere brugerne om det.

Blandt andet var bandeord fjernet fra E.T., og hundetis blev klippet ud af Beethoven 2.

HBO Max forklarede det med, at de af licensgiveren havde fået versioner, der var redigeret af hensyn til andre markeder, hvor ændringer har været påkrævet. At de blev publiceret i Danmark beskrev man som en fejl.

Professor i ophavsret Morten Rosenmeier sagde til Ekko, at det var i strid med markedsføringsloven, at HBO Max ikke gjorde opmærksom på censuren af de film, brugerne betalte for at se.

Kort efter erklærede HBO Max over for B.T., at de ville ændre praksis ved at udskifte så mange redigerede versioner som muligt med de originale. Desuden ville man fremover præsentere abonnenterne for en tekst, hvor det fremgår, hvis der er tale om en redigeret version.

21. maj fusionerede HBO Max med Discovery+ og blev til Max. Spørgsmålet er, om det også har ført til en ændring i praksissen.

Ekko har kontaktet Max for at spørge om årsagen til censuren, og om det er generel praksis for streamingtjenesten. Max’ danske pr-manager Christian Bækholm svarer i en mail onsdag aften den 3. juli:

”Den censurerede version af Dogtooth blev ved en fejl uploadet til Max i Danmark og vil snarest blive erstattet med den originale, ucensurerede version af filmen.”

Relevante artikler

Biografanmeldelse
22. juni 2024
Kinds of Kindness

Kinds of Kindness

Venedig 2023
09. sep. 2023
Lanthimos løber med Guldløven

Lanthimos løber med Guldløven

Nyhed
02. jan. 2022
HBO Max ændrer praksis efter Ekkos artikel

HBO Max ændrer praksis efter Ekkos artikel

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten