Kvindelig Guldpalmevinder i svøb

Franske Céline Sciamma har med Portrait de la jeune fille en feu – på engelsk Portrait of a Girl on Fire – ifølge mange kritikere kørt sig i stilling til en pris på årets Cannes-festival.

Der bliver endda snakket om en Guldpalme til filmen, som handler om en lesbisk kærlighedsaffære i slutningen af det 18. århundrede.

Prisen er kun en gang før blevet vundet af en kvinde, og Jane Campion måtte dele den med kinesiske Chen Kaige og hans Farvel min konkubine, da hun vandt med The Piano i 1993.

Sciamma har svært ved at forholde sig til den slags snak midt i glæden over den positive modtagelse af sin film, men hun ville ikke tage festivalens øverste pris som en personlig sejr, fortæller hun Ekko i Cannes.

”Det handler virkelig ikke om, hvad det ville betyde for mig. Problemet er jo netop, at kønsfordelingen er så skæv, at vi er nødt til at snakke om det. Så det handler ikke om mine personlige følelser, men om hele denne overordnede problemstilling.”

Kvinden og kunstneren
38-årige Céline Sciamma debuterede som instruktør i 2007 med det lesbiske kærlighedsdrama Naissance des pieuvres, men hun slog først virkelig igennem med Tomboy og Girlhood fra 2011 og 2014.

Hele tiden har kvindelig seksualitet og venskab været fokuspunkter for instruktøren, men med Portrait de la jeune fille en feu har hun skiftet nutidige rammer ud med en fortælling i 1700-tallet.

Den unge maler Marianne (Noémie Merlant) bliver hyret til at male Héloïse (Adèle Haenel), som skal giftes. Alene på en ø med en stuepige forelsker de to kvinder sig i hinanden. Affæren spirer dog ganske langsomt, for kvinderne er godt klar over, at deres følelser er forbudte.

”Jeg har drømt om filmen længe og kom på idéen for fem år siden, lige efter Girlhood, men der gik to-tre år, før jeg begyndte at skrive historien,” forklarer Céline Sciamma, mens hun tænder en cigaret.

”Lysten var at lave en kærlighedsfilm om voksne mennesker for første gang i stedet for ungdomshistorier om mennesker i starten af deres liv. Og så ville jeg prøve at være mindre hemmelighedsfuld i min film.”

– Hvad mener du med det?

”Jeg bliver set som en instruktør, der laver film om nutidige problemstillinger, og så kan det godt blive glemt, at vi snakker om netop film: billeder, iscenesættelse og alt det. Man bliver nemt reduceret til et budskab, især som kvindelig filmskaber, fordi vi ikke kan adskille kvinden og kunstneren.”

Utopisk legeplads
Selv om Céline Sciamma med Portrait de la jeune fille en feu har lavet en film, hun håber vil blive nydt for skuespil, fotografering og andre filmiske præstationer, er hun heller ikke bleg for at indrømme, at det er en feministisk fortælling.

Instruktøren forsøger så vidt muligt at have mange kvinder på sit filmhold. ”Det handler om at skabe et arbejdsmiljø, hvor man føler sig selvsikker og på samme side,” forklarer instruktøren.

Det hjalp hende også med at sikre, at fokus blev holdt på historien om de to forelskede kvinder.

”Jeg ville skabe en tid og et sted, hvor de her kvinder kunne være frie og eksistere i fred – både fra mænd og kvinder, autoriteter og regler. Så vi skabte en slags utopisk legeplads over fem dage i deres liv, så vi kunne udforske idéen om kvindeligt sammenhold og søsterskab,” siger Céline Sciamma, der blev forstemt, da hun gravede sig ned i kunsthistorien.

”Da jeg begyndte at researche kvindelige malere fra dengang, anede jeg intet om, hvor mange der var. Jeg kendte de største, men vidste ikke, at der var så mange. Det var rørende, men også ret trist at se deres malerier, for de er blevet fjernet fra kunsthistorien.”