Kvaliteten svinger på Super16

For et døgn siden var hun menneske, men nu er hun rotte og må flygte. Lykke sender sin eneste ven, Malte, et sidste sørgmodigt blik gennem sorte rotteøjne, inden hun forlader civilisationen for at leve et ensomt liv i skoven.
 
Scenen er fra Ask Hasselbachs Vilddyr, der handler om jungleloven i klasseværelset.

Lykke (fint spillet af Lea Maria Høyer Stensnæs) bliver bidt af en rotte i biologitimen og forvandler sig til Ratwoman – komplet med knurhår, store fortænder og aggressiv adfærd.

Sart som teenagers selvtillid
Ligesom den svenske vampyrfilm Lad den rette komme ind skildrer Vilddyr teenagelivets overvældende følelser og kropslige forandringer i genrefilmens symbolske gevandter. Og billederne er sarte som en teenagers selvtillid.

Hasselbachs film er skrevet af Anders Ølholm og den Super16-uddannede producer Sonny Lahey, der her får sin debut som manuskriptforfatter. Og filmen er den mest originale af de otte afgangsfilm, som den alternative filmskole Super16 havde premiere på forleden i Dagmar.

Super16 har siden grundlæggelsen i 1999 fostret instruktører som Christina Rosendahl (Supervoksen), Morten Hartz Kaplers (AFR) og Kaspar Munk (Hold om mig). Skolen, der blev startet af tre ansøgere, som Den Danske Filmskole havde afvist, er i dag et værdigt alternativ til sin statsstøttede storebror.   

Ekko har udgivet en populær Best of-dvd med de bedste afgangsfilm fra skolen 1999-2007, der viste, at der bliver lavet fremragende skolefilm uden for Filmskolen.

Kun femten elever
Super16 kan i år dog ikke leve op til sit navn. Der er nemlig kun femten elever, der dimitterer.

Martin Zandvliet har ikke instrueret en afgangsfilm, da han i stedet lavede den prisbelønnede Applaus med Paprika Steen på talentordningen New Danish Screen og er nu i gang med den biografiske Dirch.

Det har givet produceren David B. Sørensen muligheden for at skrive og instruere Bellum. Den handler om en ung soldat, som tager afsked med sin dysfunktionelle familie inden afrejsen til Afghanistan.

Men det er tydeligt, at Sørensen ikke er instruktør. Historien er minimal og fortalt uinvolverende.

Robertvinder skuffer
I fraværet af Zandvliet kunne Fenar Ahmad ligne et bud på årgangens største talent.

Hans midtvejsfilm Megaheavy – et portræt af fjortenårige Jolly, der både kæmper med sin seksualitet og de bornholmske klipper – vandt en Robert for bedste kortfilm i 2009.

Men afgangsfilmen Thors hammer skuffer. Det er historien om en teenager, der kommer til at begå et mord og kastes ud i uoverskuelige overvejelser, om han skal gå til bekendelse.

Vi følger Thors selvmordsforsøg, hans ensomhed og forknythed, som moren mistolker som kærestesorg. Men filmen vil for meget, og historien drukner i visuelle effekter og overlækker reklameæstetik.

Kultursammenstød
Au Pair fokuserer sammen med Teddyboy og From Palestine With Love på sammenstødet mellem vores vestlige velstandssamfund og den tredje verden.

Au Pair af Lasse Lindsteen er et håndholdt portræt af den østeuropæiske au pair-pige Anna, der arbejder hos en dansk familie og tager sig bedre af sønnen Magnus end hans forældre. Problematikken er overtydelig, og med en spilletid på tyve minutter lærer vi ikke Anna at kende nok til for alvor at blive engageret i hendes skæbne.

Det samme gælder Mads Nygaard Hemmingsens Teddyboy, en omvendt adoptionshistorie, hvor en dansk mor besøger sin teenagesøn på et sindssygehospital i Østeuropa.

Moren forsøger at genskabe kontakt til sønnen med en tivoli-tur, og det går så godt, at hun beslutter sig for at tage ham med hjem til Danmark.

Men også her halter manuskriptet. Manglen på forhistorie (hvorfor har denne velfærdsdansker opgivet sit barn til et østeuropæisk sindssygehospital?) og på psykologisk troværdighed giver historien et konstrueret præg.

Grænseløs kærlighed
From Palestine With Love er årgangens eneste dokumentarfilm, som i øvrigt vises på den igangværende Cph:Dox-festival.

22-årige Mays bor i Palæstina. Når hun ikke er i øvelokalet med sin teatertrup, skyper hun med sin svenske kæreste Caspar og håber på optagelse på universitetet i Stockholm. Det er forfriskende, at Mays ikke bliver gjort til offer. I stedet væbner hun sig med optimisme og tro på, at det nok skal lykkes blive forenet med sin elskede.
 
Et hus af glas af Joans Poher Rasmussen kunne have haft godt af en sikker manuskripthånd. Peter har afsonet en fængselsdom for en forbrydelse, som han holder hemmelig for sin kæreste.

I filmens første tredjedel falder scenerne kronologisk, men herefter vendes rækkefølgen, så resten af filmen nærmest fortælles i tilbageblik. Det forvirrer, og da Peter endelig bekender synderne over for sin kæreste, er man desværre stået af.

Forbandede ungdom
Årgangens bedste filma er Behrouz Bigdelis’ Til alle mine venner, der ligesom Vilddyr og Thors hammer handler om den forbandede ungdom i forstæderne. Man skulle næsten tro J.D. Salingers Forbandede ungdom har været pensum for årgang 5.
 
Sonny og Mark har ingen forældre, men de har hinanden. Sammen med en gruppe punker-udskud hænger de ud i forladte, graffitihærgede huse, drikker sig fulde og slås. Men deres venskab trues, da den følsomme Mark overvejer at flytte ind til byen.

Instruktøren har selv indtalt den indledende voice over, og der er en velgørende nerve og alvor i Marks kamp for at løsrive sig fra forstæderne og Sonny. Og trods Mark og Sonnys brovtende opførsel formår Nikolaj Dencker Schmidt og Morten Holst at gøre deres forhold rørende og kærligt. Især rørende er scenen, hvor Mark i fuld spurt og slowmotion må ofre sin bedste ven for at kunne blive et selvstændigt menneske.

Det er ikke den stærkeste årgang, Super16 har udklækket. Men der er mange løfterige momenter, og især Til alle mine venner og Vilddyr peger på talenter, som vi glæder os til at se mere til.