Nyhed
30. mar. 2014
Kulturminister vil se på computerspil
Grand Theft Auto V er et hypervoldeligt spil, men også meget andet, og det er skrupskørt, at spillet har fået en attenårs aldersgrænse, mener spilekspert Jakob Stegelmann.

Kulturminister vil se på computerspil

Efter kritik af europæisk aldersklassificering af computerspil i Ekko vil kulturminister Marianne Jelved undersøge mulighederne for en dansk ordning.

Af Claus Christensen

Fordomsfuld, ufaglig og udansk.

Spil-ekspert Jakob Stegelmann affyrer en bredside mod den europæiske mærkning af computerspil i det aktuelle Ekko. Og nu får kritikken måske konsekvenser.

Kulturordfører Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti har spurgt kulturministeren, om vi ikke bør have en dansk mærkning, som svarer til filmens område.

”Jeg vil gerne nærmere undersøge behovet og mulighederne for også at indføre en dansk aldersmærkningsordning for computerspil,” skriver Marianne Jelved (RV) i sit imødekommende svar.

Vigtigt at beskytte børn
Der er flere problemer med den europæiske mærkning, påpeger Jakob Stegelmann i sin klumme.

Den varetages for det første ikke af uafhængige eksperter, men af folk fra spilbranchen, som er mere optaget af industriens interesser end af børnenes.

For det andet levner systemet ikke plads til at vurdere spillene på deres egne, kunstneriske præmisser. For det tredje er aldersgrænserne generelt for høje, fordi det gør spillene mere kommercielt attraktive. Og for det fjerde er der forvirring om, hvorvidt mærkningerne er vejledende eller egentlige forbud.

Kulturministeren skriver i sit svar, at aldersklassificeringen kun er vejledende ligesom for film. Og hun understreger, at den ikke skal afskaffes.

”Jeg finder det vigtigt, at der er en beskyttelse af børn og unge, når de spiller computerspil, som det er tilfældet, når de ser en film. Her er mærkningerne med til at vejlede forældre og andre om et spils egnethed i forhold til aldersgrupper,” skriver Marianne Jelved.

Et spørgsmål om penge
Jakob Stegelmann roser i sin klumme netop den vejledende aldersmærkning af film, der foretages af det statslige Medierådet for Børn og Unge.

Medierådet varetager også Danmarks samarbejde med Pan European Game Information, som står for aldersklassificeringen af computerspil. Rådets formand, Anne Mette Thorhauge, er dog stort set enig i Stegelmanns kritik.

”Spilverdenen går ikke så meget op i børnebeskyttelse, som vi gerne vil tro,” sagde hun forleden. ”Medierådet ville gerne varetage mærkningen, men vi har slet ikke ressourcer nok. Og jeg tvivler stærkt på, at der er politisk vilje til, at vi kan få det.”

Men efter at være blevet forelagt kritikken har kulturordførere fra en række partier ytret ønske om en dansk mærkning. Og det er den mulighed, som kulturminister Marianne Jelved nu vil undersøge nærmere.

”Jeg tror simpelt hen ikke, at politikerne har vidst, hvordan det hænger sammen med spilcensuren, som trækkes ned over hovedet på os,” siger Jakob Stegelmann til Ekko. ”Forhåbentlig kan de finde nogle penge, så vi kan få nuancerede og velkvalificerede filmvurderinger – og så overlade resten til forældrene.”

PEGI

Pan European Game Information er et europæisk system for aldersmærkning af computerspil.

Blev lanceret i 2003 og anvendes i 30 europæiske lande.

Administreres af spilbranchen.

Uddeler aldersgrænserne 3, 7, 12, 16 og 18.

Udstyrer spillene med ikoner for stødende indhold: vold, grimt sprog, horror, sex, stoffer, gambling og diskrimination.

I Danmark bruges ordningen som vejledning til forældre.

Læs mere på PEGI’s hjemmeside.

Relevante artikler

Nyhed
20. mar. 2014
Politikere vil have dansk spilmærkning

Politikere vil have dansk spilmærkning

Nyhed
19. mar. 2014
Computerspil: Uegnet for børn

Computerspil: Uegnet for børn

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten