Nyhed
07. feb. 2020
Borgmester arbejder på Filmstriben-løsning
Franciska Rosenkilde fra Alternativet blev i 2018 valgt som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, hvor hun afløste partifællen Niko Grünfeld. Foto | Københavns Kommune

Borgmester arbejder på Filmstriben-løsning

”DR har et kæmpe udbud af film og serier, som kommunen ikke skal betale for,” siger kulturborgmester Franciska Rosenkilde, der prioriterer e-bøger over film, men ønsker et fortsat filmtilbud for Københavns borgere.

Af Claus Christensen og Nicki Bruun

Det vakte enorm opstandelse blandt Ekkos læsere, da vi bragte nyheden om, at Filmstriben vil blive lukket for borgerne i Københavns Kommune fra 1. marts.

Filmstriben har et samarbejde med danske biblioteker, så brugere som alternativ til Netflix og andre kommercielle streamingtjenester kan se film gratis – blandt andre en lang række perler som Moonlight, Burning og Girl.

”Nu kan det umuligt være sjovt at være københavner,” ”den besparelse er da det mest tåbelige, jeg længe har hørt” og ”skal København afvikles?” er bare nogle af de mange vrede reaktioner på Ekkos Facebook-side.

Andre fatter sig endnu kortere, som fotografen Marcel Zyskind, der skriver ”Nooooo”, mens forfatter og skuespiller Jacob Skyggebjerg vælger ordene ”DØ”.

”Skandale! Kom nu, Københavns politikere!” skriver lyddesigner Peter Albrechtsen på Twitter.

Gratis på DR
Franciska Rosenkilde fra Alternativet er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune. Hun vakte glæde i filmbranchen, da hun sidste år kunne meddele, at det var lykkedes at redde det lukningstruede Filmværkstedet København.

Men i kraft af sin stilling er hun også formand for det elleve mennesker store Kultur- og Fritidsudvalg, som ved et møde den 30. januar i år traf beslutningen om at opsige aftalen med Filmstriben.

Den kostede sidste år Københavns Kommune 3,8 millioner kroner, og de penge vil hovedstadens politikere bruge anderledes.

”Vi kan se, at der er en stigende interesse for e-bøger, hvor forbruget er steget med 25 procent. Det har vi prioriteret, fordi der er en stigende interesse blandt københavnerne for at låne e-bøger,” siger Franciska Rosenkilde til Filmmagasinet Ekko.

”Som en del af beslutningen har jeg sat Kultur- og Fritidsforvaltningen i gang med at finde en løsning, hvor bibliotekerne stadig kan udbyde filmtilbud af det høje kunstneriske niveau, som Filmstriben kan,” fortsætter kulturborgmesteren.

Hun forklarer, at kommunen betaler en gennemsnitspris på seksten kroner, når borgerne ser noget på Filmstriben – også når det kan ses gratis andre steder.

”DR har jo også et kæmpe udbud af film og serier, som der ikke er nogen grund til, at kommunen skal betale seksten kroner for, hver gang man vil se et afsnit af Matador eller Broen. Vi prioriterer det, som vi synes er vigtigt for biblioteket, nemlig læsning og formidling af litteratur.”

Speederen i bund
– Hvordan vil en ny løsning adskille sig fra Filmstriben, som folk kender den i dag?

”Det kan jeg ikke være helt konkret på. For det arbejder vi på lige nu. Men jeg er klar over, at det optager en del mennesker, så vi har sat speederen i bund i forhold til at finde en måde, hvor vi gennem bibliotekerne kan tilbyde et gratis tilbud af høj kvalitet for kunstneriske film,” fortæller Franciska Rosenkilde.

”Men det bliver nok et smallere tilbud, hvor nogle af de ting, man kan se gratis andre steder, bliver sorteret fra. På den måde bruger vi pengene, hvor der er størst efterspørgsel. Og det er der altså på e-bøger og lydbøger, som udviklingen er lige nu.”

– Skal borgerne så stadig have mulighed for at se kunstneriske film som Oscar-vinderen Moonlight og det sydkoreanske mesterværk Burning?

”Det ønsker vi helt klart stadig, at bibliotekerne i deres rolle som dannelsesinstitution også kan tilbyde. Vi undersøger lige nu, hvordan vi kan lave det tilbud i forhold til at efterkomme behovet for e-bøger. Bibliotekerne skal stadig kunne udbyde et tilbud af film af høj kunstnerisk kvalitet.”

– Er digitale bøger vigtigere end kunstneriske film?

”Læsning og litteraturformidling er absolut vigtigt, og et enigt Kultur- og Fritidsudvalg har valgt, at litteraturen og læsning har høj prioritet. Vi kan se en stigning i 25 procent på efterspørgslen, og det er altså noget mere end Filmstriben. Jeg anerkender fuldstændigt, at vi skal vise kunstneriske film, men vi vil have så meget som muligt.”

Rekord i vrede smileys
– Ser det ikke mærkeligt ud, at Københavns Kommune ikke kan tilbyde det samme som andre kommuner? Der er jo mange studerende og i det hele taget kulturelt interesserede mennesker i hovedstaden!

”I København skal vi selvfølgelig kunne tilbyde kulturdannelse på højt niveau. Det er der slet ingen tvivl om. Men som sagt ligger læsning og litteraturformidling højest i prioriteringen. Men det er absolut vigtigt, at vi ikke kun har kommercielle streamingtjenester, og at vi som kommune kan tilbyde kunstneriske film.”

– Streamingtjenesten FilmLounge er lige lukket, mens Filmperler er lagt ind under Blockbuster, så smalle film har det svært i streaming-virkeligheden. Er det så ikke utroligt dårlig timing at stoppe aftalen med Filmstriben?

”Vi vil meget gerne støtte, men lige nu er der bare meget på Filmstriben, som kan ses gratis andre steder.”

– Og det er I i dialog med Filmstriben om?

”I vores beslutning ligger det hos forvaltningen at kigge på muligheder og komme med et forslag, som vi politikere kan behandle. De tager kontakt til Filmstriben og andre aktører.”

– Jeg har i min tid ikke set så mange kede og vrede smileys, så en del af vores læsere er meget påvirkede af det her. Kan du give en tidshorisont?

”Nej, ikke andet end, at det gerne må gå hurtigt. Vi er selvfølgelig interesserede i at komme med det bedste tilbud til københavnerne, for det er der behov for.”

Relevante artikler

Nyhed
09. okt. 2019
Filmværkstedet bliver reddet

Filmværkstedet bliver reddet

Nyhed
08. okt. 2019
Københavnsk filmfond lukker og slukker

Københavnsk filmfond lukker og slukker

Nyhed
12. sep. 2018
Hovedstaden skærer i filmstøtten

Hovedstaden skærer i filmstøtten

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten