Nyhed
25. aug. 2007
Krøllet kulturliv, tak!

Krøllet kulturliv, tak!

Den nye direktør for Filminstituttet mindede kulturministeren om armslængdeprincippet i sin første tale.

Af Claus Christensen

En flink mand.

Sådan lyder den gennemgående karakteristik af 46-årige Henrik Bo Nielsen, der tiltrådte som administrerende direktør på Det Danske Filminstitut den 1. august.

Han så da også mægtigt flink ud, da han i torsdags gik rundt og trykkede hænder med filmbranchens stjerner og vandbærere, håbløse drømmere og benhårde forretningsfolk, ved sin reception i restaurant Sult i Filmhuset.

Lige ned i afgrunden
Som et synligt bevis på direktørens popularitet havde en pæn del af nuværende (og tidligere) medarbejdere på hans arbejdsplads siden 1991, dagbladet Information, trukket i receptionsjakken og taget turen fra St. Kongensgade til Gothersgade.

Selv den meget lidt flinke chefredaktør David Trads, der blev fyret fra Information og i dag huserer i Nyhedsavisen, kunne skimtes i menneskemængden.

"En af mine gode venner sagde, at jeg havde truffet en usædvanlig tåbelig beslutning med en absurd dårlig timing. Hans pointe var, at det i så lang tid var gået så godt for dansk film, at der nu kun var én vej: lige ned i afgrunden," indledte Henrik Bo Nielsen sin første officielle tale og kommenterede derpå sommerens debat om filmforliget og dansk films krisetegn.

Forsvar for forliget
Debatten og især sidste års filmforlig optog også dagens to første talere. Kulturminister Brian Mikkelsen benyttede lejligheden til at demonstrere sit demokratiske sindelag. "Det er fint med debat," sagde han, "engagement og bekymring for udviklingen er kun til gavn for dansk film, så vi hele tiden kan blive bedre."

Morten Hesseldahl, bestyrelsesformand for Filminstituttet, var knapt så overskudsagtig i sin velkomsttale til Henrik Bo Nielsen, der formede sig som ét langt forsvar for det forkætrede filmforlig.

"Når der i det seneste filmforlig skrues en anelse op for 60/40-puljen (støtten til primært kommercielle film, red.), så vælger jeg at tolke det som politikernes anerkendelse af en branche, der i de seneste år er blevet mere selvkørende, mere professionel - og derfor selvfølgelig må løfte et større kunstnerisk ansvar," sagde Morten Hesseldahl, der gav pressen og "højtråbende aktører" skylden for den efter hans opfattelse helt misforståede debat.

Krav på kvalitet
"Forliget er ikke et signal om, at man nu vil have dårligere film i Danmark," tordnede Hesseldahl, "og det gør heller ikke 60/40-puljen til et tag-selv-bord. Vi taler stadig om knappe ressourcer. Det er skattekroner, vi har med at gøre - ikke producentpenge - og den danske filmstøtte er jo først og fremmest en kultur- og kunststøtte."

"Det er ikke en erhvervsstøtte-ordning. Derfor vil der fremover også skulle foregå en vurdering af ansøgningerne. Skatteborgerne har krav på kvalitet," understregede Morten Hesseldahl, der nok klogeligt undgik at forklare kvaliteten i romertalsfilm som Far til fire og Anja og Viktor og kommende film som Martin Schmidts Guldhornene (prem. 12/10) og Charlotte Sachs Bostrups Karlas kabale (prem. 9/11), der alle er 60/40-film.

Simpsons som forbillede
Henrik Bo Nielsen gav udtryk for, at det - som endnu ikke tiltrådt direktør - havde været lidt hårdt at være henvist til tilskuerpladsen i sommerens filmdebat. Men direktøren, der skulle være sikret en årsløn på 1,3 mio. kr., har ikke overraskende valgt at se positivt på det hele.

"Jeg er overbevist om, at der med snilde og hårdt arbejde kan vrides megen energi ud af forliget, og det bliver i hvert fald ikke os inden for murene, der kommer til at spilde tiden med bagudrettet surhed," sagde han og gav filmbranchen et håndslag om åben dialog.

"Jeg har læst i Se & Hør, Brian Mikkelsen, at du mener, at dansk kulturliv kan lære meget af familien Simpson - at kulturlivet godt kunne være lidt mere krøllet. Det er jeg helt enig i, og jeg lover, at vi på filminstituttet vil gøre vort allerbedste for at være krøllede."

"På det her tidspunkt vil jeg godt minde dig om armslængdeprincippet. Det medfører, at når der skal castes, og det skal besluttes, hvem der er Homer Simpson, og hvem der er Bart, så er det en beslutning som helt klart hører hjemme her på instituttet og ikke i ministeriet," sagde Henrik Bo Nielsen og høstede bifald fra salen. 

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Mr. Nobody mod Putin blev indstillet som Danmarks bud på en Oscar-nominering for bedste internationale film, men i stedet er den shortlistet til prisen for bedste dokumentar.

Nyhed
16. dec. 2025
Trump sagsøger BBC for dokumentar

Trump sagsøger BBC for dokumentar

Nyhed
15. dec. 2025
Disney indgår stor AI-aftale

Disney indgår stor AI-aftale

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

King
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

King

Den gode stemning
Serieanmeldelse
14. dec. 2025

Den gode stemning

Mest læste

Rob Reiner er død
Nekrolog
15. dec. 2025

Rob Reiner er død

Historien på film
Flammen & Citronen
Tema
03. nov. 2007

Flammen & Citronen

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten