Nekrolog
13. juli 2020
Kelly Preston er død
Der var kemi mellem Kelly Preston og John Travolta både på og uden for lærredet, men L. Ron Hubbard-makværket Battlefield Earth (2000) kunne Scientology-parret ikke stille noget op med. Foto | Pierre Vinet

Kelly Preston er død

Den amerikanske skuespiller, der er kendt for Jerry Maguire, Mischief og Battlefield Earth, hvor hun spiller over for sin mand John Travolta, blev 57 år.

Af Claus Christensen

Skuespilleren John Travolta meddeler på sin Instagram-konto, at hans kone gennem 29 år, Kelly Preston, er død i en alder af 57 år.

”Det er med et tungt hjerte, at jeg må informere jer om, at min smukke kone har tabt en kamp på to år mod brystkræft. Hun kæmpede en brav kamp med kærlighed og støtte fra mange,” skriver John Travolta.

Parret har holdt sygdommen hemmelig, så Kelly Prestons død kommer som et chok.

Hun blev født som Kelly Kamalelehua Smith i Honolulu på Hawaii. Da hun var seksten, blev hun opdaget af en modefotograf. Det førte til en karriere som først model og siden skuespiller.

I 1985 debuterede hun i komedien Secret Admirer.

Tre år senere medvirkede hun i Tvillinger sammen med Arnold Schwarzenegger og Danny DeVito, og i romancen Jerry Maguire fra 1996 spiller hun Tom Cruises forlovede.

Historisk makværk
Fem år senere vandt hun en filmpris, om end ikke en af de mest eftertragtelsesværdige.

Razzie Awards udråbte hendes medvirken i sci-fi-dramaet Battlefield Earth til årets værste kvindelige birolle. Filmen var et drømmeprojekt for hendes mand, John Travolta, som hun blev gift med i 1991 – fire år efter at de havde mødt hinanden på optagelserne til The Experts.

Battlefield Earth er baseret på en bog af L. Ron Hubbard, der har grundlagt Scientology, som både Kelly og hendes mand var medlem af. Filmen blev en økonomisk lussing til Travolta, og den er gået over i historien som et af de allerstørste makværker.

Hendes seneste filmrolle har været som gangsterkone i Gotti fra 2018.

Skudt i armen
Kelly Prestons privatliv var spektakulært.

Da hun som sekstenårig så filmplakaten til Grease, havde hun ifølge Variety en forudanelse om, at hun ville gifte sig med ham.

Forinden var hun dog blandt andet kæreste med George Clooney, der forærede hende en meget omtalt kælegris.

Et forhold til skuespilleren Charlie Sheen sluttede, da han ved et uheld skød hende i armen. Og hun blev angiveligt sammen med Travolta udsat for pengeafpresning i forbindelse med deres autist-søns død i 2009.

Foruden ægtemanden efterlader Kelly Preston en datter på tyve år og en søn på ni år.

Trailer: Jerry Maguire

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten