Jurymedlem: ”Vi leder efter allierede”

Hvad sker præcis, når juryen diskuterer årets Guldpalme-kandidater bag lukkede døre? Det er noget af det mest hemmelighedsomgærdede på Cannes-festivalen.

I år er det ni fremtrædende filmfolk, der har påtaget sig det store ansvar at skrive et lille stykke filmhistorie og fordele priserne. I spidsen står Steven Spielberg som juryformand, og verdensstjerner som Ang Lee, Nicole Kidman og Christoph Waltz sidder også med.

Den eneste i juryen, der har erfaring med at vinde Guldpalmen, er dog rumænske Cristian Mungiu, der tog stikket hjem i 2007 med mesterværket 4 måneder, 3 uger og 2 dage (udgivet på Ekko-dvd #12).

Jurymedlemmer ser hinandens film
Da vi lørdag møder ham på Hotel Martinez på Croisetten, løfter han lidt af sløret for, hvordan det skrider frem med juryarbejdet.

”Vi har ikke haft officielle diskussioner om filmene endnu. Det er stadig uformelt. Vi taler ved frokosten imellem filmene, men ikke på nogen systematisk måde. Vi er på det stadie, hvor folk stadig prøver at være høflige og kigger efter allierede,” siger den 45-årige instruktør.

– Hvordan finder man allierede?

”Det er den slags allierede, der skifter fra det ene øjeblik til det andet. Sådan er det i en jury. Det er meget mærkeligt, hvordan smag fungerer. Nogle gange vil en person elske den samme film, som man selv gør, men hade en anden film, man selv kan lide. Så man ved det aldrig.”

– Det virkede på juryens pressemøde, som om du måske kunne finde en alliance med den britiske instruktør Lynne Ramsay?

”Det kan jeg ikke kommentere på. Det er meget søde og respekterede folk. Alle har prøvet at se hinandens film, før vi skulle mødes. Så ved man mere om den person, man sidder og taler med. Jeg behøvede ikke se noget af Spielberg – de lektier lavede jeg som barn! – men jeg havde for eksempel ikke set Lynne Ramsays film, så dem så jeg, før jeg kom.”

Hvilken film skal vinde?
Ved et pressearrangement senere på dagen fortæller en britisk journalist, at hun har hørt, at nogle af juryvisningerne bliver afholdt på Steven Spielbergs yacht.

Han skulle også forbyde dem at gå til fester, hvor de jo risikerer at støde ind i de folk, hvis film de skal bedømme (og risikerer at skulle vurdere film med tømmermænd!).

Det er dog ikke noget, Cristian Mungiu kommer ind på.

”Vi ser to film om dagen. Der er tre officielle visninger, så vi går ikke altid til den samme visning, og derfor taler vi heller ikke altid om filmene sammen,” siger han.

”Jeg tror, at vi kommer til at få en meget passioneret diskussion. Men jeg håber, at vi kommer til at se en film, der virkelig bare slår benene væk under os – ellers bliver diskussionen rigtigt svær,” siger han og antyder dermed også, at de film, han foreløbig har set, ikke har overvældet ham. Han vil dog ikke gå nærmere ind i de enkelte film.

”På forhånd sagde festivalen til os, at folk vil spørge os ind til filmene undervejs, men at vi ikke behøver sige noget som helst om dem. Faktisk skal vi helst lade være, mens det hele står på.”

Østeuropæisk skuffelse
Der tales ofte om, at når man har været udtaget til hovedkonkurrencen eller sidekonkurrencen Un Certain Regard, er man blevet en del af ”Cannes-familien”.

Cristian Mungiu, hvis klosterdrama Beyond the Hills vandt manuskriptprisen i Cannes sidste år, er ved at blive et centralt familiemedlem. Men hvordan fungerer Cannes-familien egentlig?

”Cannes spiller en stor rolle i mit liv og i alle de rumænske instruktørers liv. Men samtidig vil de aldrig udtage en film fra Rumænien, med mindre den er god. De ser, hvad vi laver, hvilket i sig selv er fantastisk. Men vi forstår alle sammen, at samtalerne, vi løbende har med folk fra festivalen, er adskilt fra udvælgelsesprocessen. Den skal man respektere,” siger Cristian Mungiu.

”Jeg fik noget hjælp af Thierry Frémaux, da jeg arrangerede den første udgave af min filmfestival i Bukarest, hvor jeg prøver at tage de vigtigste film, der er blevet vist i Cannes, til distribution i Rumænien, hvor de ellers ikke ville blive vist.”

”Men ellers spørger jeg ikke om deres specifikke hjælp, og vi taler vel kun sammen en til to gange om året. Det er også vigtigt at holde lidt distance, tror jeg.”

Film må gerne være løse
I år er der ikke udtaget nogen rumænsk film til festivalen.

”Der er faktisk slet ikke en østeuropæisk film, og det er en skuffelse. Men jeg kan kun antage, at de ikke kunne finde nogen film, der var gode nok,” siger Cristian Mungiu.

”Men min oplevelse er, at de prøver at udvikle Cannes-familien, for det er kedeligt at se samme instruktører og lande hele tiden. Og jeg tror, de hele tiden prøver at finde nye ansigter.”

Instruktøren giver også et vink til, hvilken type film han selv vil holde øje med i årets program.

”For nylig er jeg begyndt at holde meget af film, der ikke er særlig præcise. Der er noget ved effektivitet og præcision, som jeg er begyndt ikke at kunne lide. Jeg er blevet generet af ting, hvor alt sidder lige, hvor det skal. Sådan er livet ikke, det er mere løst. Lad os beholde noget af det i filmene – vi behøver ikke lade, som om vi er så kloge og ovenpå. Mere ydmyghed i den henseende klæder filmene.”