Nyhed
28. nov. 2019
Jørgen Leth vil arbejde med Lars von Trier igen
Jørgen Leth og Lars von Trier er fordybet i tanker og snak om deres projekt under optagelserne af De fem benspænd. Foto | Zentropa

Jørgen Leth vil arbejde med Lars von Trier igen

Den danske instruktør arbejder på en ny udgave af sin gamle film om godhed og ondskab, og han vil have sin samarbejdspartner fra De fem benspænd med.

Af Nicki Bruun

Jørgen Leth modtog i går aftes en ærespris på verdens førende dokumentarfestival, IDFA i Amsterdam, hvor han blev hyldet for sit store bidrag til filmens verden.

”Mine næsten 50 film i de seneste 57 år er lavet med lyst og nysgerrighed til at udforske filmkunsten. Denne pris holder mig i gang med at undersøge livet og det at lave film,” sagde en glad og stolt instruktør på scenen i Amsterdam.

Danskeren har også givet interviews undervejs på festivalen, hvor han er i hovedkonkurrencen med sin såkaldte testamentefilm Jeg går. I et af interviewene taler instruktøren om at samarbejde med Lars von Trier igen.

”Jeg har forskellige idéer, men den, jeg vil arbejde videre med nu, er en ny version af Det gode og det onde fra 1975. Den er et essay om livet, en opdeling af livets gode og dårlige ting. Lars von Trier gjorde den berømt, fordi han engang valgte den som en favoritfilm fra Danmark,” siger Jørgen Leth til Ekkos faste skribent Damon Wise, som dog har interviewet instruktøren for branchemagasinet Variety.

”Han anerkendte mig mange år efter, filmen kom ud, og derfor virker det naturligt, at han skal producere den nye. Jeg tror, at han gerne vil være involveret i den, og jeg vil godt genfinde forbindelsen til ham. For det var sjovt at lave De fem benspænd sammen. Vi blev venner via den.”

Hverdagscollage
Dokumentaren De fem benspænd fra 2003 tager udgangspunkt i Jørgen Leths kortfilm Det perfekte menneske fra 1967.

Her får Lars von Trier sin nestor og inspirationskilde til at genindspille filmen på ny adskillige gange. Hver gang sker det med en ny udfordring – eksempelvis at lave den som animation, hvilket Leth med egne ord ”ikke kan døje”.

Lars von Trier har brugt hele sin filmkarriere på at undersøge det gode og det onde. Mange husker nok instruktørens replik i DR-serien Riget. Så der er rig grobund for, at de to filmskabere kan finde sammen i et interessant samarbejde om en genindspilning af Det gode og det onde.

Den originale 80 minutter lange eksperimentalfilm er af instruktøren tidligere blevet kaldt en collage, som skildrer danskernes hverdagsliv i en række tableauer. Skuespillere som Ulf Pilgaard og Holger Juul Hansen medvirker i filmen fra 1975.

Relevante artikler

Nyhed
22. okt. 2019
Jørgen Leths testamente

Jørgen Leths testamente

Tema
28. mar. 2004
Animation
Jeg kan ikke døje tegnefilm

Jeg kan ikke døje tegnefilm

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten