Interview
18. dec. 2019
Fanfavorit udskifter volden med kaffehygge
Elsebeth Steentoft (Klovn) og Moussa Daibes får en sludder og ryger en vandpibe, mens han holder sig skjult for politiet i Jesper Isaksens Besøgsvennen. Foto | Mathias Tegtmeier

Fanfavorit udskifter volden med kaffehygge

”Der måtte ikke være noget, som kunne skjule dårligt skuespil eller en dårlig historie,” siger Jesper Isaksen, der i denne uge overrasker med Ekko Shortlist-premiere på en kortfilm i helt ny tone.

Af Claus Nygaard Petersen

På årets nedbarberede Cph:Pix havde den autodidakte instruktør Jesper Isaksen premiere på sin debutspillefilm Victim of Love med en forrygende Rudi Køhnke i den altdominerende hovedrolle.

Den blodige film er beslægtet med Isaksens No Exit og efterfølgeren No Exit 2 – Rise Against, der pt. imponerende ligger henholdsvis nummer 77 og 29 på listen af de over 1000 kortfilm på Ekko Shortlist.

Blot få uger efter spillefilmpremieren er den 44-årige instruktør klar med en ny kortfilm. Besøgsvennen har i denne uge online-verdenspremiere på Ekko Shortlist, og selv om filmen rummer elementer af kriminalitet, er der langt fra Isaksens brutale gangstere til det hyggelige og spøjse kaffeselskab.

Bankrøveren Amin er på flugt fra politiet og gemmer sig i en skov. Da hans flugtbil ikke vil starte igen, går han op til en gård i midten af ingenting og beder om at låne en telefon af stedets søde, ældre dame.

Det umage par har nogle fornøjelige samtaler over en vandpibe, mens politiet stadig er lige i hælene på Amin.

Besøgsvennen er meget inspireret af Woody Allen, det er jo en rigtig snakkefilm,” fortæller Jesper Isaksen.

”Jeg havde sat nogle benspænd for mig selv. Et af dem var, at der ikke måtte være noget, som kunne skjule dårligt skuespil eller en dårlig historie. De to ting skulle drive det hele fremad. Det skulle stå lidt nøgent, og så må det være op til folk, om det fungerer eller ej.”

Gas foran kameraet
Netop lysten til at udfordre sig selv er noget af det, der driver den energiske instruktør, som ikke er bange for at tage chancer.

”Hvis man taler med instruktørkollegaer eller andre filmskabere, har folk tit fokus på, at man skal finde en eller anden form for niche. Men jeg har ikke haft ambitioner om at låse mig til en bestemt niche eller genre. Hvis der er noget, jeg har lyst til at prøve kræfter med, så gør jeg det,” understreger Jesper Isaksen.

Til de to hovedroller valgte han sin gamle samarbejdspartner fra No Exit-filmene, Moussa Daibes, og rutinerede Elsebeth Steentoft, der især er kendt som Mias mor Pykker i tv-serien Klovn og blev Robert- og Bodil-nomineret for sin præstation i En soap fra 2006.

Kemien mellem de to var altafgørende for Besøgsvennen, da meget af dialogen blev improviseret af skuespillerne.

”Vi sad hjemme hos Elsebeth og udviklede karaktererne og prøvede at se, hvordan Moussa og hende fungerede sammen. Vi øvede scenerene igennem, og så fodrede jeg dem med stikord om, hvor vi skulle hen. De gav den virkelig gas foran kameraet,” forklarer instruktøren entusiastisk om optageprocessen.

Næste gang bliver det igen noget helt andet.

Jesper Isaksen arbejder nemlig på manuskriptet til to spillefilm: et socialrealistisk drama om en mand, der kommer ud af fængslet og skal genfinde sin identitet, og en postapokalyptisk gangsterfilm med et spektakulært, evolutionsmæssigt twist.

Perfekt udstillingsvindue
At Besøgsvennen får onlinedebut på Ekko Shortlist er ganske naturligt, da Jesper Isaksen føler en særlig tilknytning til onlinetjenesten.

”Jeg kan ikke komme i tanke om andre, der udfylder den plads i det danske filmmedielandsskab. Med introduktionen af Ekko Shortlist er der blevet sat fokus på de mange danske kortfilm og talenter, som er derude,” siger instruktøren.

”Man taler tit om vækstlaget i dansk film, men det kræver også, at der er en portal, som viser de her film og giver en mulighed for at promovere sig selv og blive hædret for sin indsats,” fortsætter Jesper Isaksen.

Hans No Exit 2 – Rise Against var nomineret til Shortlist Prisen og Publikum Prisen ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014.

”Jeg har selv mærket, at man får det her boost, når ens film bliver udvalgt, nomineret og kommer med til prisuddelingen. Det giver én mulighed for at brande sig selv og promovere sin film i forhold til bekendte, familie, venner og filmkontakter,” siger instruktøren.

”Filmen bliver sat i en kontekst, hvor folk kan se den på Ekkos hjemmeside, og de har mulighed for at stemme på den og konstatere, at det betyder noget. Det signalerer, at man kæmper for sin film.”

Jesper Isaksen

Født 1975 i Aarhus.

Uddannet skolelærer og autodidakt instruktør.

Har stiftet selskabet Bleed For This Picture, der producerer hans egne projekter.

Kortfilmene No Exit og No Exit 2 – Rise Against kan ses på Ekko Shortlist.

Sidstnævnte var nomineret til Shortlist Prisen i 2014.

Spillefilmdebuten Victim of Love fik premiere på CPH Weekend i 2019.

Seneste kortfilm Besøgsvennen kan ses nu på Ekko Shortlist.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
13. nov. 2019
Victim of Love

Victim of Love

Interview
20. feb. 2019
Horror som aldrig før i Danmark

Horror som aldrig før i Danmark

Relateret film

No Exit

No Exit

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten