Nekrolog
18. dec. 2015
Mogens var en generøs mentor
Smøgen i munden og det skarpe blik, der kunne se lige igennem én – sådan oplevede man Mogens Rukov, der blev en vigtig sparringspartner for Jørgen Leth, Thomas Vinterberg, Per Fly og mange flere. Foto | uoplyst

Jørgen Leth: Mogens var en generøs mentor

”Jeg var vild med hans sprog. Og hans tanker. De førte vidt omkring og alligevel altid ad en direkte vej,” skriver Jørgen Leth om vennen og manuslæreren Mogens Rukov, der døde tidligere i dag.

Af Jørgen Leth

Jeg ankom til et hotel i Paris. Mogens Rukov havde lige ringet og sagt, at han ville sende sine tanker i en fax til hotellet.

Receptionisten ringede og bad mig komme ned. Det væltede ud med papir fra fax-maskinen. Jeg kunne godt se, at det var et praktisk problem. Lige nøjagtigt, som Mogens Rukov ville elske det.

Var det ikke et eksempel på det, han kaldte ”den naturlige historie”? En tekst, som ikke ville stoppe. Receptionisten havde et papirproblem. Han sagde, der ikke var papir nok. Jeg sagde, at så måtte han lægge en ny stak ind i maskinen.

Jeg ville jo have alt det, der kom fra Mogens.

Ark efter ark kom ud, blev samlet sammen. Jeg begyndte at læse. Det var en ekstremt spændende fortælling om livet og liderligheden. Den foregik i Berlin og i København. Det var årgangs-Rukov.

Jeg tror, der kom mere end 100 sider ud af faxmaskinen. Efter afbrydelse og genstart.

Mogens ville bare fortælle om noget, han havde oplevet. Han ville inspirere mig til nogle scener i en film.

Jeg tænkte, at han gik noget dristigere til værks, end jeg havde forestillet mig. Der var mere eksplicit sex, end jeg havde tænkt mig.

Den naturlige historie
Vi mødtes nogle år tidligere i et hus i Hellerup for at brainstorme om et andet filmprojekt, der skulle handle om leg i forskellige kulturer.

Mogens talte, jeg skrev ned. Sådan var det.

Jeg bad ham i den situation somme tider stoppe op og gentage nogle sætninger, så jeg kunne følge med. Ikke fordi han talte særlig hurtigt, mere fordi jeg syntes, det var så godt, at jeg gerne ville have det helt præcist, ord for ord.

Jeg var vild med hans sprog. Og hans tanker. De førte vidt omkring og alligevel altid ad en direkte vej. Den naturlige historie, også i dokumentarsammenhæng.

Kreative begrænsninger
Endnu en del år tidligere havde vi arbejdet sammen på Filmskolen om at formulere nogle opgaver til eleverne. Det var Henning Camre, som havde hentet litteraten Rukov ind som lærer.

Det viste sig at være en fremragende idé. Han har mere end nogen anden givet generationer af filmtalenter noget tankegods og nogle kreative begrænsninger at bakse med.

Det var et projekt, vi kaldte ”penneprøver”. Vi skrev nogle enkle scener, for eksempel på et hotelværelse med uhyre enkelt inventar: seng, skab, håndvask med sæbe, spejl, stol. Og måske en kvinde eller en mand og en kvinde.

Nogle helt enkle replikker. Eller måske noget helt andet, der indebar, at en person skulle udføre en ganske enkel handling. Eller bare være der. Til stede i et rum.

Historierne vil blomstre
Vi var inspirerede af Jean-Luc Godards ”antropologiske” studier i film om liv, død, forbrydelse, kærlighed.

Vi ville udfordre eleverne til en slags klinisk enkelhed, hvor man satte de enkle ting op mod stoflighed, følsomhed.

Det var vel en slags tidlig forløber for dogmefilmbølgen, med Lars von Trier og hans dogmebrødre i slutningen af 90’erne. Et spændende moment i dansk film, hvor Mogens Rukov kom til at spille en absolut definerende mentor-rolle.

Mogens har haft enorm betydning for filmmanuskriptforfattere. Han har været med til at skrive film, nogle af dem banebrydende, sammen med Trier, Vinterberg, Per Fly og andre.

Men han ville helst tale, ikke skrive.

Han skrev ellers fremragende, helt skarpt, men det gad han ikke. Jeg har tit tænkt, at det er en stor skam, at vi ikke har mere af hans værk, hans historier, hans sprog.

En ting er sikker: Erindringen om ham vil leve, historierne vil blomstre, sprudle. Og så kan vi jo bare se nogle af de film, som han har sat sit præg på, en lang liste, men for eksempel Vinterbergs Festen.

Mogens Rukov

1943-2015

Cand.mag. i nordisk sprog og litteratur.

Lærer ved Den Danske Filmskole fra 1975.

Med til at etablere manuskriptuddannelsen i 1985, som han var leder af frem til 2008.

Medforfatter på Festen, En kærlighedshistorie, Reconstruction og Arven.

Udgav sammen med Ekkos chefredaktør i 2002 artikelsamlingen Festen og andre skandaler.

Æresbodil i 2003.

Bisættelsen finder sted 22. december kl. 12 i Vor Frue Kirke.

Mogens Rukov om tilblivelsen af Festen

Relevante artikler

Nekrolog
23. maj 2010
Den døende amerikaner

Den døende amerikaner

Tema
09. aug. 2009
Psykopater
En verden af psykopater

En verden af psykopater

Essay
19. okt. 2003
... og en mand træder ind

... og en mand træder ind

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten