Jeg er hovedløst fan af Jørgen Leth

Det er nok en stramning at kalde mig selv ”lærling af Jørgen Leth”. Jeg har kun mødt ham én gang, nemlig for nylig, da han fortjent fik Odense Filmfestivals første ærespris. 

Jørgen Leth elsker at blive hyldet. Det sagde han stolt til publikums fornøjelse på Louisiana Litterature i år, og han gentog det i sin takketale på festivalen. 

Det med at hylde mangler vi noget af. At tale ting op. At være nysgerrig på det fremmede og det ukendte.

Og dét er Jørgen Leth.

Frygten for det fremmede
I lang tid, når jeg har undervist eller holdt foredrag, skulle jeg tilsnige mig til at putte Jørgen Leths film ind. Filmene er tit krævende, de udfordrer deres publikum. Og det var ikke cool at kunne lide én, der rippede op i emner som herre/slave-forhold og kolonimagter – én, der besang det eksotiske. 

Men da jeg holdt et foredrag for en biograffuld af 9. klasser om nysgerrighed og dokumentarfilm i Gilleleje, råbte hele salen ”ja” til, at de kendte ham. Han var blevet cool og allemandseje. 

Men det hele er ikke rosenrødt.

Under Louisiana Litterature i år havde Susanne Brøgger og Leth en samtale på den store scene, hvor noget af det første, de blev enige om var, at det fremmede og empatien og nysgerrigheden over for det fremmede var ved at forsvinde. Den var erstattet af frygt. For nylig blev han 80 år og udgav en bog. 

Med al dette in mente melder spørgsmålet sig: Hvad er han nysgerrig på nu? Minderne, heltene, cykelsporten?

Ingen af delene. 

Kunsten at være dér
Jørgen Leth har udgivet en bog, der er afsindigt kedelig, og det er ment som det største kompliment. Jeg har selv både holdt hyldestforedrag om kedsomhed og dyrket kedsomhedens historie, og især én ting slår mig som et interessant aspekt, der passer ind i Leths værk. 

På tysk hedder kedsomhed ”langeweile”, altså langvarighed. Det hænger sammen med ”verweilen”, der betyder at dvæle. Så kedsomhed er en slags dvælen i tid. Det er hverken negativt eller positivt. Det er bare. 

Titlen på hans nyeste bog? Men jeg er her jo.

Jørgen Leth er dér, i kedsomheden. Han bruger den, han kigger på den, kigger på sine hænder, på et trappetrin, på bølgernes brusen. 

Allerførst er det svært at læse, man venter hele tiden på noget, indtil man opdager, at man ikke skal vente på noget. Man skal bare være dér. I sproget og i de enkelte handlinger. På en måde meget Beckett’sk. Og på en måde er det ikke nyt. 

Jonathan Wichman skrev bogen Leth og kedsomheden i 2007 og finder tråde, spor og aflejringer af kedsomhedens potentiale helt tilbage til hans digtning i 60’erne. Det er et politisk statement at ville stoppe op. Vi ser det lige nu i gudedyrkelsen af Svend Brinkmann herhjemme. 

Det nysgerrige menneske
Jørgen Leth bliver tit skudt i skoene, at han har bastante holdninger, men folk med stærke holdninger gør, at der er noget at holde i midt i en tid, hvor meget flyder. 

Det pudsige er, at han selv konstant insisterer på at rive det, han holder fast i, ned. Jørgen Leth laver film og skriver om det erotiske, det eksotiske. 

Men lige pludselig skriver han fra en position, der keder sig, den, der ikke gider noget, der går ind og ud af rum, nærmest uden ambitioner. Kedsomheden er et problem, men også en mulighed. Den er nødvendig. Og den er kreativt givende. 

Jørgen Leth modsætter sig tidens insisteren på det spektakulære. Han vil i sin nyeste bog spørge ind til det ordinære. 

Fra den ene gang, jeg har mødt ham, til en middag lige før hans ærespris i Odense, er der én ting, der står klart frem. Det er, at samtalen står i højsædet med Leth. 

Selv om vi normalt hører ham som monolog – en voice-over i filmene og som Tour de France-kommentator – er det ham, der stiller spørgsmål. Han vil høre om aspekter af kunst, af film, af liv, som han synes er interessant. Journalisten er ikke forsvundet i ham.

Provokationen
Det er tabu at være hovedløst fan af nogen, men jeg er hovedløst fan af Jørgen Leth. Sådan er det bare. Det var hans værk, jeg faldt for, det var 66 Scener fra Amerika (1982) og Det perfekte menneske (1967). 

Min første reaktion, da jeg havde set 66 scener fra Amerika færdig, var: Må man godt det der? Han brød jo alle reglerne. Væk var det fortællende, det politiske og det grimme, håndholdte kamera, som de fleste dokumentarfilm lider under. 

Han gav tilladelse til at tænke anderledes, han skubbede til det normale. 

Hvis du vil pege et kamera mod et hus og en solnedgang i fem minutter, så gør det. Det var der ingen, der havde fortalt mig før. 

Og nu sidder jeg med en bog, der tillader mig at forsvinde ind i sproget.

Han sprogliggør sine omgivelser, han taler med lyset, der falder ind af vinduet, han konverserer med bølgerne. Han dvæler ved det banale. I en tid, hvor chokreaktioner, fornærmelser og forargelser er normen – og Jørgen Leth er ikke bleg for at være en af dem, der provokerer – er det forfriskende, næsten provokerende, at en kunstner tør og insisterer på det eksotiske i det helt banale, på at stoppe op. 

Jeg er ikke blevet bedt om at skrive det her, teksten kom bare frem og måtte ud. 

Fordi nogle folk kan inspirere til at skabe. Og som Leth skriver i sin nye bog: ”Nu er det på plads, og jeg kan gå videre. Til ingenting. Absolut ingenting. Men jeg synes egentlig, det er godt nok.” 

Tillykke med de 80 år, og tillykke med æresprisen fra Odense Filmfestival!