Cannes: Jazz-film får stormende bifald

Jeg bryder mig ikke om swing-jazz og den værste musikalske disciplin, jeg kan komme i tanke om, er trommesolo.

Det er de to hovedingredienser i Damien Chazelles Whiplash. Alligevel brød jeg – ligesom de øvrige publikummer i Théâtre Croisette – ud i jubel, da filmen sluttede i går. Og folk stod ikke bare op og klappede i ti minutter. Nej, de hoppede, som var de til en sportsbegivenhed.

Det er længe siden, at jeg har set en så muskuløs, så medrivende og så vidunderligt virtuos film, der tilmed har et hjerte og et provokerende budskab. Her kan alle de store buldrende blockbuster-brag godt gå hjem og lægge sig!

”Not your boyfriendʼs dick!”
Det lyder jo mærkeligt at konstatere, når Whiplash ”bare” handler om nittenårige Teller, der vil være den bedste jazz-trommeslager i verden.

Han kommer i menneskehænder, da han får læreren Terence Fletcher på Shaffer Convervatory of Music på Manhattan. Fletcher minder mest af alt om en vanvittigt brutal sergent, når han dirigerer bandet og prompte straffer den mindste fejl.

”It’s not you boyfriendʼs dick. Don’t come early!” råber han til en ung blæser, der ikke kan finde ind i rytmen, den eneste kvinde i bandet får hurtigt marchordre, og Fletcher smider bækkener efter elever, som ikke forstår hans ordrer. Undertiden afstraffer han også fysisk. Han er kort sagt som et piskesmæld, for nu at citere filmens titel (der er hentet fra Hank Levys jazz-nummer, som bandet skal spille).

Teller tager udfordringen op. Han øver og øver, og han stopper ikke, selv om hans hænder begynder at bløde. Han dropper kæresten, da han indser, at hun ikke kan leve med hans store ambitioner. Og filmen bakker ham op!

Farvel til rundbordspædagogikken
Whiplash er således et politisk ukorrekt slag i ansigtet på rundbordspædagogikken, der har domineret siden ’68. Vejen til toppen går gennem smerte og ensom stræben, og hvis der er noget, som Fletcher aldrig giver, så er det komplimentet ”good job”. Det er for svanser, for nu at blive i Fletchers jargon.

Whiplash kunne godt være blevet en pinligt diskriminerende affære, men det gør den ikke, fordi instruktøren, Damien Chazelle, både har humor og noget på hjerte. Han er godt klar over, at Fletcher måske burde indlægges – eller i hvert fald gå i terapi – men han evner at se det oprigtige og rørende i hans virke: at skabe det exceptionelle.

Det er en ambition, han uden tvivl selv deler, og man kan bare kvittere og sige, at Whiplash er en exceptionel film. Jazz-scenerne er optaget som en actionfilm, som instruktøren selv har forklaret. ”Koncerterne behandlede vi, som om det var et bankrøveri,” tilføjer han.

Filmen er så mesterligt klippet, at den føles lige så spændende som Bourne-serien, selv om det altså bare er en knægt, der sidder og hamrer løs på et trommesæt. Hovedrolleindehaveren Miles Teller fører selv trommestikkerne, og hans hænder blev vitterlig flået til blods.

Karismatiske J.K. Simmons, der ellers mest er kendt som redaktør J. Jonah Jameson i Spider-Man-filmserien, har sit livs rolle som den mareridtsagtige, men også dybt fascinerende musiklærer. Der er en befriende selvironi i hans spil, og selv hans raserianfald er musikalske.

Cannes i baghjul
Filmens producent Jason Reitman har rammende kaldt den en slags blanding af Shine og Full Metal Jacket. En så original fusion burde være Guldpalme-materiale, skulle man mene. Men den har ikke en chance.

Whiplash optræder nemlig kun i parallelserien Quinzaine des Réalisateurs. Den vandt årets Sundance-festival, og derfor tillader Cannes ikke, at den deltager i hovedkonkurrencen. De stolte og selvbevidste franskmænd vil jo ikke ligge i baghjul på en amerikansk festival.

Spørgsmålet er, om det ikke lige netop er, hvad man gør. Som for to år siden, da Sundance-vinderen Hushpuppy blev en af de mest populære film i Cannes. Whiplash er uden tvivl den mest populære film, vi kommer til at se på dette års festival.