Nyhed
01. nov. 2009
James Cameron beskyldes for plagiat

James Cameron beskyldes for plagiat

Amerikansk hjemmeside har fundet påfaldende ligheder mellem Avatar og en sci-fi-novelle fra 1950’erne.

Af Henrik Østergaard

Avatar er årets mest ventede film.

Den er ikke bare udset til at revolutionere 3D-formatet, men den er også James Camerons første spillefilm, siden Titanic i 1997 tog en hel verden med storm.

Halvanden måned inden premieren 18. december er James Cameron imidlertid kommet i modvind.

Instruktøren beskyldes for at være gået på strandhugst i en sci-fi-roman fra 1957, Call Me Joe, og han har hverken krediteret bogen eller dens forfatter, Poul Andersson.

Ens dannelsesrejser
Det er den amerikanske sci-fi-internetside io9.com, som bringer historien efter, at de har modtaget adskillige henvendelser fra sidens brugere.

Artiklens forfatter, Lauren Davis, påpeger, at Avatar – ligesom Call Me Joe – handler om en spastisk lammet person, som ved hjælp af en kunstig livsform rejser til en fremmed planet.

I begge historier styrer hovedpersonen sin repræsentant – den såkaldte avatar – fra jorden via telepati.

På planeten tager han kampen op mod planetens farlige væsener og bliver opslugt af sin dannelsesrejse. Efterhånden som han bruger sin kunstige krop mere og mere, bliver han som en af de indfødte.

Kattelignende væsener
Ligheden stopper ikke ved historien, påpeger Lauren Davis.

James Camerons spydbærende Na’vi-folk minder påfaldende om det store, blå kattelignende væsen, der optræder på romanens omslag med et spyd.

Avatar er måske i det store hele en original film. Men der er måske stærkere rødder bag hans historie, end Cameron hidtil har indrømmet,” skriver Lauren Davis, hvis artikel har affødt en heftig debat blandt hjemmesidens brugere.

Instruktøren har ikke selv kommenteret beskyldningerne, som flere medier har citeret.

Da han i et interview til Los Angeles Times i august fortalte om sine inspirationskilder, nævnte han Danser med ulve, den engelske forfatter Rudyard Kipling og amerikanske Edgar Rice Burroughs, der skrev Tarzan-bøgerne.

Tilsvarende sag fra 1984
Det er ikke første gang, James Cameron anklages for plagiering.

I 1984 beskyldte Harlan Ellison ham for at have stjålet historien til Terminator fra to af historierne i 1960’er-tv-serien The Outer Limits, som Ellison har skrevet.

Dengang indgik parterne forlig, og Harlan Ellisons navn blev i al hast tilføjet filmens rulletekster.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten