Iransk føring på Berlinalen

Skal man tro filmmagasinet Screens uofficielle jury – ni filmanmeldere fra Europa og Amerika – er den øjeblikkelige favorit i hovedkonkurrencen på Berlin-festivalen en iransk film. Darbareye Elly, på dansk Om Elly, er da også værd at se. Godt instrueret af Asghar Farhadi, enkelt filmet og klippet, udmærket spillet.

Manuskriptet er også fint, faktisk det bedste ved filmen, men egentlig bedre egnet til teaterets skrå brædder. Det er nemlig en spændstig dialog, der driver handlingen, som ikke skriger på en film.

Suspense ved stranden
En gruppe unge og yngre fra Teherans øvre middelklasse, nogle ægtepar og ikke mindst to ugifte, som skal kobles med hinanden, tager på weekendtur til havet.

Som europæer forventer man selvfølgelig, at det handler om arrangeret ægteskab, men i stedet er det en velmenende Kirsten Giftekniv, der er på spil. Hun vil have Ahmad og Elly smedet sammen.

Det går udmærket, men pludselig er Elly væk. Er hun druknet? Eller bare taget hjem til Teheran?

Hvad der faktisk er sket, oprulles med en god del suspense, mens fortielser og løgne gennemsyrer samværet mellem de nervøse og mere og mere desperate venner. Rent kammerspil, der lige så godt kunne have været opført på en scene i stedet for et lærred.

Tal ikke til kvinderne!
Well, hovedsagen er måske, at der ér en iransk film på Berlinalen, så tørklæder, stening og præstestyre kan give lidt ekstra spænding. En spænding, som på humoristisk vis afmonteres på pressekonferencen efter screeningen af Darbareye Elly.

”Undlad venligst at stille flere spørgsmål til de kvindelige skuespillere,” siger instruktør Farhadi pludselig. Stor forlegenhed i salen. “Det var en joke,” lyder det med et befriende grin fra Farhadi.

Om ikke andet har publikum med filmen fået et andet Iran at se end det, der almindeligvis interesserer det.

Sally Potters ”bundskraber”
Absolut bundskraber blandt Screens jury, herunder Weekendavisens Bo Green Jensen, er Sally Potters modefarce Rage.

Ingen giver den flere end én stjerne, en enkelt et sort kryds som elendig. Det er da bestemt også noget ganske andet end hendes hovedværk Orlando, men sandelig ikke noget miskmask.

Tværtimod for denne anmelder at se en forfriskende anderledes film. Ingen dialog, lutter monologer, som optages af en vis Michelangelo, der forbliver i skjul bag sit videokamera. Hovedpersonerne alle tilknyttet et modehus, hvor der sker dramatiske ting, som man hører et ekko af eller får refereret i monologerne.

Eksponeret på en ensfarvet baggrund, blå, grøn, gul, sepia, rød. Som levende malerier af Andy Warhol, der som bekendt profeterede en tid, hvor enhver ville få femten minutters berømmelse.

Jude Law som transvestit
Det er omtrent, hvad aktørerne får af Michelangelo, der lægger sine optagelser ud på sit website. Nogle brokker sig forarget, men vel at mærke i endnu en optagelse, der med usvigelig sikkerhed ender på nettet.

Hvor interesserede er de egentlig i ikke at blive set og hørt?

Mange anmeldere er enige om, at idéen med at kæde en mængde monologer sammen er udmærket, men kun egner sig til en kortfilm. Kan være, men andre kedede sig bestemt ikke og overgav sig til en lille film, der fungerer fint på sine egne præmisser. Jude Law som transvestit er heller ikke kedelig!

Tysk perle
Kedeligt er det heller ikke i tyske Maren Ades Alle Anderen, som Screens panel endnu ikke har nået at vurdere. En helt usædvanligt vellykket film skåret over den ellers så velkendte og ofte hysterisk dramatiserende læst: ungt-par-i-30-års-alderen-må-overveje-deres-forhold-og-finder-efter-en-krise-sammen-igen.

Her fanger historien imidlertid med en velturneret humor, en dialog, der bestandigt sidder lige i skabet, og et suverænt spil af Birgit Minichmayr, i Danmark kendt for en birolle i Der Untergang, samt ikke mindst Lars Eidinger.

Ham kender man næppe i Danmark, da han især gør sig på de tyske teaterscener. Men hans spil i filmen er fænomenalt godt, røber overbevisende sin karakters destruktive idealisme som et romantisk sværmeri. Spiddet lige på kornet.

Melankoliens malstrøm
Masser af dynamik i samspillet med Minichmayr gør, at filmen aldrig går i stå eller bliver træg, sådan som det så ofte er tilfældet inden for genren. Eller at filmen må gribe til død og ulykke for at holde publikum fanget. Det er slet ikke nødvendigt her på grund af spillet, manuskriptet, instruktionen.

Og så behageligt fri for baggrundsmusik. Bevares, den slags kan være nødvendig, men er her overflødig – og derfor konsekvent udeladt. Musikken i filmen spiller ikke desto mindre en rolle, men kun som den, der vækker parrets respektive længsler og suger dem ned i nostalgiens og melankoliens drænende malstrøm, når de selv sætter den på.

En vinder? Næppe, for genren kan dårligt have appel til juryen for en festival med så markant en politisk profil som Berlinalen.

At den alligevel er udvalgt til hovedkonkurrencen, vidner om dens uimodsigelige kvaliteter – kvaliteter, som man savner forfærdelig meget i de fortænkte danske parforholdsdramaer.