Instruktørformand: Afslag og afsmag
Som filminstruktør nyder jeg en god fiktion.
Ud fra den optik var det en velskrevet oplevelse, da jeg i sidste uge læste artiklen Frygt og lede i Avedøre og omegn. På toilettet, ligesom jeg i dette særlige rum, ynder at læse de lige så kulørte beretninger fra SE og HØR og En skør, skør verden.
POW-effekten var til at tage og føle på.
Jeg kan ikke vurdere den orgastisk fremstillede kurhotelsoplevelse, da jeg ikke selv var til stede. Men den indignerede skildring af filmbranchen som indspist og drevet af kammerateri genkender jeg ikke. Tænk på, hvor få afslag og kuldsejlede projekter, jeg som filminstruktør havde haft liggende i skuffen, hvis det havde været tilfældet.
Men jeg genkender den vrede og frustration, der følger med et afslag. Et afslag svier altid, for der ligger mange timers, ugers og måneders arbejde bag.
Det kræver stamina
Sandheden er, at det kræver stamina at være filminstruktør. For hvert projekt, du får støtte til, har du fået ni afslag. Og før man får hård hud, fristes man nemt til at kanalisere frustrationen over i, at det er ”de andre”, der er noget i vejen med.
Hvordan kan det være, at idioterne på Filminstituttet, tv-stationen, produktionsselskabet etc. ikke kan se det geniale i netop mit projekt? Rollen som forurettet er belejlig, for den fratager et ansvar og stillingtagen til ens egen rolle.
Men bliver det mere sandfærdigt af det? Og bliver ens projekt bedre og mere støtteberettiget af den grund?
Det er filmkonsulenternes rolle at rådgive og skærpe projekterne frem mod produktionsbevilling. Og når vi taler film, er produktionsbevilling ensbetydende med, at der skal udskrives endog meget store checks. Det er derfor vigtigt for konsulenten at have en klar fornemmelse af filmen og talentet, der skal bære filmen.
Garant for fagligheden
Er dette projekt mere end en god idé? Vil den fungere som film? Er filmen nødvendig? Er der kunstnerisk integritet og talent hos filmskaberen til at fastholde visionen igennem hele processen? Eller er filmskaberen til fals for ivrigt at forsøge at behage de meninger, han møder på vejen?
Konsulentsystemet er en garant for, at projekter og ansøgere vurderes fagligt og filmkunstnerisk og modnes frem mod bevillingen.
Man siger, at et system aldrig er bedre end de mennesker, der forvalter det, hvilket er ganske korrekt. Derfor bruges der på Det Danske Filminstitut mange ressourcer og megen tid på at finde fagligt kompetente konsulenter, som formår at vurdere projekter – på tværs af personlige relationer.
Fiktionaliseret beretning
Det er en lille branche, så alle ved, hvem alle er, og mange har gået på Filmskolen og kender derfor de faglige termer på den filmiske fortællings mest basale værktøjer.
Det afføder dog ikke automatisk en bevilling, selvom det selvfølgelig er vigtigt, at de instruktører, som tildeles bevillinger, ved, hvordan man fortæller en film. Tværtom betyder en lille branche, at kammerateri-støttetildelinger hurtigt ville rygtes og blive anfægtet af resten af branchen.
Det er derfor en ærgerlig oplevelse, at en fiktionaliseret beretning med en meget ensidig synsvinkel skal ligge til grund for at beklikke konsulentsystemet.
Brug boksebolden
Det Danske Filminstitut har en boksebold hængende uden for konsulentkontorerne. Her kan man i vrede tæske frustrationerne over ”idioterne” ud af kroppen, når man har fået afslag.
Når man har fået tæsket den værste blinde vrede ud, finder man måske endda ud af, at konsulenten havde ret? Filmen var måske ikke klar til produktion, eller også var man ikke selv klar?
Man lærer efterhånden at bruge afslag fremadrettet: til at skærpe projektet til næste ansøgning eller som erfaring til næste projekt. Det er den dedikation og tro på egne talenter, der får instruktører til at kæmpe utrætteligt i årevis. Og det er derfor, filmbranchen – trods stor åbenhed over for nye ideer og talenter, til syvende og sidst ikke er større: Det er få mennesker, der har staminaen.
Men de mennesker, der har det, og de konsulenter, der tør sætte sig på den mest udskældte plads i systemet, kan vi kun være stolte af.
