Cannes 2021
17. juli 2021
Instruktørs mareridt om at føde en bilmotor
Alexia ender som barn i et biluheld, så hun får indopereret titanium i kraniet. Det starter en stor fascination for biler, som bliver ekstrem, når hun vokser op. Foto | Carole Bethuel

Instruktørs mareridt om at føde en bilmotor

”Jeg blev ved med at have det samme mareridt – om et nyt menneske, som er en blanding af hud og metal,” fortæller franske Julia Ducournau, der står bag årets mest opsigtsvækkende film i Cannes.

Af Nicki Bruun

”En af historiens mest grænseoverskridende film.”

Sådan beskrev Ekkos chefredaktør Titane, som franske Julia Ducournau har chokeret med på årets Cannes-festival.

Den vilde film følger den unge kvinde Alexia, der arbejder som eksotisk danser på en bilmesse. Da hun bliver passet op af en pågående fan, som tiltvinger sig et kys, starter hun en drabelig løbebane.

Undervejs dyrker hun passioneret sex med en bil – og ender med at blive befrugtet af bilen! Senere klæder hun sig ud som en ung mand og udgiver sig for at være en testosteronfyldt brandmands forsvundne søn, mens Alexias mave vokser og motorolie drypper ud af hende.

Det kan lyde, som om instruktøren blot er ude på at skabe en kraftig reaktion. Flere udvandrede da også ved filmens pressevisning, men for Julia Ducournau er Titane en fortælling om kærlighed uden forbehold.

”Det er ikke, fordi jeg nyder at chokere folk, men sådan er det jo. Jeg havde ikke en sadistisk plan om at få folk til at udvandre,” siger hun til Ekko i Cannes.

”Jeg kan da godt forstå, hvis nogle mennesker har svært ved at se min film, men det er ikke tom provokation. Jeg tager min kunst seriøst, så jeg forsøger bare at fortælle en historie, som jeg finder smuk.”

”Og så er det vel bedre at være forarget end at falde i søvn i sin biografstol,” tilføjer instruktøren med et smil.

Positiv monstrøsitet
Titane er Julia Ducournaus anden spillefilm efter debuten Raw, der i 2016 blev vist i Danmark på filmfestivalen Cph:Pix.

Debuten handler om en ung kvinde, der får smag for menneskekød, og de to film er begge fyldt med blodig vold. Instruktøren begyndte at skrive manuskriptet til Titane, da hun var i gang med postproduktionen af Raw.

Den nye film trækker dog på billeder, som har været på Julia Ducournaus nethinde i mange år.

”Jeg blev ved med at have det samme mareridt, hvor jeg fødte dele af en bilmotor. Jeg vågnede altid i chok, men samtidig kunne jeg se, at det var et godt billede,” fortæller instruktøren.

”Der var noget i blandingen af hud og metal, som inspirerede mig til en film, hvor jeg kunne skabe en ny verden og et nyt menneske.”

Hun bruger ordet monster om sin hovedperson, men slår fast, at det er et positivt ord for hende.

”For mig er monstrøsitet godt, fordi det bryder med den normalitet, vi lever i,” siger Julia Ducournau.

”Titlen kommer fra myten om de græske titaner, og jeg ville lave en historie om to personer, der er på grænsen til at være mennesker. Men når de mødes, bliver der skabt noget nyt. Så på den måde er filmen ret optimistisk!”

Dekonstruerer stereotyper
37-årige Julia Ducournau er uddannet på en af verdens førende filmskoler, La Fémis i Paris.

Her lærte hun alle de tekniske aspekter af at lave film, men hun lader sig mere inspirere af fotografier, malerier og musik, når hun sætter sig for at lave en film.

Rollen som Alexia i Titane spilles af Agathe Rousselle, der er model og debuterer på det store lærred med den overrumplende præstation.

Julia Ducournau overvejede mange mennesker – både kvinder og mænd – til rollen, der krævede et androgynt udseende og skuespiltalent for at matche den franske stjerne Vincent Lindon, der gestalter den maskuline brandmand.

”Jeg ville finde en ukendt skuespiller, som folk ikke på forhånd havde et forhold til. Og Agathe Rousselle overbeviste mig om, at hun kunne være troværdig under sin transformation i rollen,” fortæller Julia Ducournau.

Instruktøren vil ikke kalde det et politisk statement, men hun har meget bevidst lavet en queer-film, hvor idéer om køn og seksualitet bliver opløst.

”Det er bare sådan, jeg ser verden. Og jeg håber, at verden vil gå i retning af at blive mere inkluderende, for flydende seksualitet og alt muligt andet,” siger Julia Ducournau.

”Det anderledes er positivt i min verden, men det bliver ofte brugt mod mennesker på en dårlig måde. Jeg har et mål om at dekonstruere stereotyper og få publikum til at acceptere min hovedperson og det, hun vælger at blive.”

Opdagede selv Cronenberg
Julia Ducournau bevæger sig i genren body horror, hvor kroppen bliver udsat for ekstreme pinsler.

Hun er efter Titane blevet sammenlignet med mesteren David Cronenberg. Selv om den franske instruktør ser film i alle genrer, er det en ære for hende at blive nævnt i samme åndedrag som forbilledet.

”Han vakte noget i mig, da jeg som teenager opdagede hans film. Jeg var meget påvirkelig dengang, og Cronenberg var min egen opdagelse. Det var ikke noget, andre sagde jeg skulle se,” siger Julia Ducournau.

Hun følte sig tiltrukket af den canadiske instruktørs sære og voldsomme univers på en instinktiv måde.

”Hans film udfordrer ens inderste, og de ændrede mig. Jeg følte, at jeg var mærkelig, fordi jeg fandt hans film smukke. Det gik op for mig, at alle ikke så dem på den måde.”

Julia Ducournau

Født 1983 i Paris, Frankrig.

Uddannet manuskriptforfatter på filmskolen La Fémis i 2018.

Spillefilmdebuterede i 2016 med Raw, der vandt priser rundt omkring i verden.

Aktuel på årets Cannes-festival med Titane, der er i hovedkonkurrencen.

Trailer: Titane

Relevante artikler

CPH PIX 2016
04. nov. 2016
Raw

Raw

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten