Nekrolog
20. maj 2021
”Cronhammar var en gigant”
Ingvar Cronhammar lavede monstrøs og monumental kunst, men billedhuggeren var også kendt for mild latter bag sit store skæg. Foto | uoplyst

”Cronhammar var en gigant”

Kompromisløs, men aldrig aggressiv eller anmassende, siger instruktøren Christoffer Boe om kunstneren Ingvar Cronhammar, der er død i en alder af 73.

Af Sidsel Minuva og Nicki Bruun

Billedhuggeren Ingvar Cronhammar er torsdag morgen gået bort, 73 år gammel. Han døde af en blodprop i hjertet.

Det skriver Herning Folkeblad. Den landskendte kunstner boede det meste af sit liv i Herning. Her skabte Cronhammar storladne værker som The Gate, Skrig i vilden nat og hans nok mest kendte værk, Elia fra 2001.

Ingvar Cronhammar kastede sig en enkelt gang også ud i filmens verden. Det gjorde han sammen med Christoffer Boe i 2011, hvor makkerparret instruerede det otte minutter lange videoværk Kill. Se filmen!

Kortfilmen er en sælsom oplevelse. Med en billedside i slowmotion fotograferet af Manuel Alberto Claro og en overdreven lydside af Morten Green er tunge maskiner i fokus. I stigende tempo mødes en larmende lastbil med en ulv ude i skoven.

Med sit øje for detaljer og fascination af det maskinelle kan Cronhammar næsten kaldes en nordisk pendant til Stanley Kubrick.

”Cronhammer var en gigant. Det føles så uendeligt banalt at sige, men hans væsen, fysik og kunst stod op, stod imod og lyste i natten,” skriver instruktøren Christoffer Boe til Filmmagasinet Ekko.

”Hans kunst var kompromisløs, men den var ikke aggressiv eller anmassende. Den var sin egen. Helt uimponeret og som et fremmede legeme fra en fjern planet møder de beskueren og frasiger sig en enkel og banal dialog – og netop derfor åbner de op for et stort og smukt rum hinsides sproget.”

Mild latter bag skægget
Christoffer Boe har efter samarbejdet med Ingvar Cronhammar instrueret film som Afdeling Q-hittet Journal 64 og Spies & Glistrup. Snart er han aktuel med Smagen af sult, men instruktøren husker stadig sine oplevelser med billedkunstneren.

”Som menneske var Cronhammar både lig sin kunst og dens totale modsætning. Han var kompromisløs i sin søgen, men han var så utroligt nysgerrig, generøs og varm,” skriver instruktøren og fortsætter:

”Mit bedste minde er at sidde i hans køkken, spise frikadeller lavet af hans skønne kone, høre hans børnebørn fortælle fjollede vittigheder og se Cronhammar klukke af mild latter bag sit store skæg. Han er savnet.”

Farlig fantasi
Ingvar Cronhammar blev født i Hässleholm i det sydlige Sverige i 1947. Allerede i 1965 flyttede han til Danmark – Cronhammar kaldte sig selv politisk flygtning – og uddannede sig ved Aarhus Kunstakademi fra 1968 til 1971.

Dengang var hans kunst præget af amerikansk environment art. Her bruger man naturen som sit materiale til ofte til at kommentere på miljø og politik.

Cronhammar brugte det til at provokere. Han nærede en aversion mod den traditionelle kunst. I stedet spændte han lamper og blinkende lys til en flok høns og kaldte det Koncert for en hjemmeværnsmand.

I 80’erne ændrede hans kunst karakter. I stedet for at provokere og konfrontere bar skulpturerne præg af fantasifuldhed. Men det er en alt andet end behagelig fantasi.

Ofte er hans værker i spændingsfeltet mellem fascination og afsky. Det gælder blandt andet Slangens hjerte, hvor et stort, blødende hjerte er ophængt mellem sortmalede stålpiller.

Også Skrig i vilden nat og gennembruddet The Gate fra 1988 dyrker en monstrøs og monumental stil, som kunstmagasinet Kunsten har beskrevet det.

I 2012 blev mange af Cronhammars værker udstillet på kunstmuseet Heart, og med mange af de foruroligende kunstværker sat sammen kom hans sansemættede og industrielle kunst virkelig til sin ret.

Lynafleder
I 1990 blev Ingvar Cronhammar leder af billedhuggerskolen ved Det Fynske Kunstakademi. Her var han indtil 1995, og han fulgte op på stillingen som medlem af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum fra 2002 til 2004.

Det passer også som fod i hose. Et utal af Cronhammars skulpturer kan man netop finde rundt om i den danske natur og det offentlige rum.

Det mest berømte er nok Elia, der står i Herning. Stålkuplen er en enorm lynafleder, som er hele 60 meter i diameter og 32 meter høj. Modtager Elia et lyn, så gør skulpturens konstruktion, at den gentager lyden som et ekko i omtrent 40 sekunder.

Oven i det spyer Elia i løbet af nitten dage en næsten ni meter høj ildsøjle. Man skal være heldig for at se den, da en computer styrer, hvornår det sker, og det er helt tilfældigt.

Dødsfald
Elia
er et pragteksempel på Cronhammars kunstneriske virke. Det er foruroligende, enormt og arkitektonisk.

I 2016 fik skulpturen et hegn installeret, da to personer med få måneders mellemrum faldt ned i midten af skulpturen og døde. I marts i år døde en mand, da han var i gang med at vedligeholde et af skulpturens store, lynafledende stålrør – et dødsfald, som Cronhammer blev meget påvirket af.

Det firma, som stod for vedligeholdelsen, har efterfølgende fået en bøde på 120.000 kroner for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Ingvar Cronhammar efterlader sig hustruen Inger, deres tre voksne børn og syv børnebørn.

Trailer: Kill

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten