Nyhed
17. okt. 2010
Ingen særbehandling for talenter

Ingen særbehandling for talenter

New Danish Screen skal ikke længere støtte spillefilm, men det kommer talentudviklingen ikke til at lide under, mener Klaus Hansen fra Producentforeningen.
Af Mikkel Kofod

”Fornyelsen af dansk film vil lide et kæmpe tilbageslag, hvis New Danish Screen fratages muligheden for at støtte lange fiktionsfilm.”

Sådan sagde Vinca Wiedemann, tidligere filmkonsulent og leder af New Danish Screen, forleden i en Ekko-artikel om den kommende fireårige filmaftale, som politikerne i disse uger forhandler om.

Både regeringen og oppositionen foreslår i deres forhandlingsoplæg, at spillefilmstøtten til nye talenter flyttes fra New Danish Screen til den såkaldte konsulentordning.

Film vil ikke blive lavet
Talentordningen New Danish Screen, der i perioden 2007-10 støttede sytten spillefilm, skal fremover fokusere på kort- og dokumentarfilm og kun undtagelsesvis støtte spillefilm.

Det er en utrolig dårlig idé, mener Vinca Wiedemann, fordi konsulentordningen stiller kommercielle krav, som vil begrænse talenternes adgang til at afprøve det lange format.

Spillefilm som Michael Noer og Tobias Lindholms R, Pernille Fischer Christensens En Soap og Anders Morgenthalers Princess ville næppe være blevet lavet, hvis det ikke havde været for New Danish Screen.

Særligt hensyn til talenter
På konsulentordningen kan et filmprojekt for eksempel kun få støtte, hvis der er en distributør, som tror på, at projektet har en kommerciel chance i biograferne.

Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen fortæller til Ekko, at han ikke har været opmærksom på distributørkravet. Det vil han nu undersøge.

”Der skal tages særligt hensyn til nye talenter på konsulentordningen,” understreger Mogens Jensen.

Det afvises dog af Klaus Hansen, direktør for Producentforeningen, som også gerne vil have spillefilmene flyttet fra New Danish Screen.

Ud på markedet
”Når man laver en spillefilm, skal man målrette den mod et marked. Ingen skal slippe for at tilknytte en distributør til sit projekt. Heller ikke talenter og debutanter,” siger Klaus Hansen.

Men bør en ung instruktør, der prøver sig selv af med sin første spillefilm, ikke kunne gøre det uden et krav om et bestemt billetsalg?

”Spillefilm skal ud på markedet. Nogle skal ud på det store marked, nogle på et mindre marked. Det gælder uanset, om man er talent eller fuldfed instruktør. Afprøvningerne sker i den korte fiktion på New Danish Screen,” mener Klaus Hansen.

Projektet afgørende
— Vil forslaget ikke gøre det sværere for nye talenter at få spillefilmdebut?

”Der er ingen, der siger, at man ikke kan lave en spillefilm som talentudvikling, som samtidig har en målsætning på markedet. Det er et spørgsmål om at se på projektet og dets indhold og så vurdere, hvor meget man skal satse på det.”

— Onde tunge siger, at Producentforeningen foretrækker konsulentordningen, fordi New Danish Screen er en lavbudgetpulje, som producenterne ikke kan tjene penge på?

 
”Det er noget vrøvl. Hvorfor det? Man har et projekt, og så vurderer man dets indhold og siger: ’Hvad kan vi få ud af det her?’”

Relevante artikler

Nyhed
18. dec. 2025
Ekko bringer de sidste julegaver ud

Ekko bringer de sidste julegaver ud

Oscar 2026
17. dec. 2025
Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Dansk Putin-film i hård Oscar-kamp

Goodbye June
Streaminganmeldelse
20. dec. 2025

Goodbye June

Gaucho Gaucho
Biografanmeldelse
18. dec. 2025

Gaucho Gaucho

All Her Fault
Serieanmeldelse
17. dec. 2025

All Her Fault

Avatar: Fire and Ash
Biografanmeldelse
16. dec. 2025

Avatar: Fire and Ash

Skolens tabte børn
Serieanmeldelse
16. dec. 2025

Skolens tabte børn

Mest læste

Manden bag Anden
Interview
14. maj 2009

Manden bag Anden

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten