”Ikke visionær, men heller ikke ødelæggende”

Alle Folketingets partier er blevet enige om en ny filmaftale for de næste fem år, der ved første øjekast byder på mere frihed under ansvar.

Det Danske Filminstituts direktør Claus Ladegaard glæder sig over udsigten til et mere fleksibelt støttesystem, der bevarer den økonomiske ramme på omkring 560 millioner kroner om året, siger han i en pressemeddelelse fra Filminstituttet.

Også hos forkvinden for Danske Filminstruktører, Christina Rosendahl, er der overvejende positiv tilbagemelding.

”Vi er nok mest lettede. Filmaftalen er jo ikke vildt visionær, men omvendt er den heller ikke ødelæggende,” udtaler instruktøren til Ekko.

”Det er vigtigt for os, at politikerne sender et samlet signal om, at de bakker os op. Det er vi super glade for. Der er kommet en ret ambitiøs tekst ind omkring publikumsudvikling, som er noget af det, der har været vigtigt for os,” fortsætter Christina Rosendahl.

”Vi mener, at når filmene har det svært, er det den lette model at slå på filmene og sige, at de ikke er gode nok. Dér mener vi, at der er et andet stykke arbejde, som også skal gøres, mens vi bliver ved med at lave gode film – nemlig at kigge på publikum og på, hvordan de bruger vores film. Hvordan kan vi udvikle måden, de bruger vores film på?”

Uambitiøse krav til streamingtjenester
Danske Filminstruktører gik for nylig sammen med Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikere i åben clinch med streamingtjenester, der ifølge filmfolkene ikke betaler ordentligt for deres arbejde.

Christina Rosendahl kan finde både gode og dårlige takter i forhold til streamingtjenesterne i den nye filmaftale.

”Der er kommet en paragraf ind om, at der med offentlige midler skal være respekt om løn og ansættelsesforhold, altså de bagvedliggende aftaler. Det er måske lidt tørt at fremhæve, men vi har lige rullet en stor strategi frem i forhold til streamingtjenesterne, og det her viser, at strategien bliver bakket op,” siger instruktøren.

Christina Rosendahl havde dog gerne set, at politikerne pålagde streamingtjenesterne at bruge fem procent af deres overskud i Danmark på dansk film. I medieaftalen, der blev indgået i sommer, var tallet kun på to procent.

”Det er uambitiøst, at man ikke tager skridtet fuldt ud og tager stilling til de udenlandske aktører i filmaftalen. Det er ærgerligt, men det er jo også regeringens politik ikke at pålægge de udenlandske aktører noget fra statens side.”

Til gengæld er der i filmaftalen en sætning om, at der kan komme eksterne midler til dansk film gennem finansloven.

”Den sætning læser jeg på den måde, at de danske politikere afventer EU i forhold til streamingtjenesterne. At EU skal gå forrest i at pålægge dem afgifter, og at vi ikke skal gøre det nationalt i vores lille hjørne,” siger Christina Rosendahl.

Mangfoldigheden mangler
Den nye filmaftale bliver gældende 2019-23. Et af de store politiske spørgsmål har været om den såkaldte markedsandel, altså hvor meget de danske film bliver set i biograferne i forhold til eksempelvis amerikanske blockbustere.

Dansk film er faldet til en markedsandel på omkring tyve procent de seneste år, men i den nye filmaftale er målet ambitiøse 29 procent.

”Der er ikke en sjæl i dansk film, der ikke vil sælge så mange billetter som muligt. Det er jo for helvede det, vi prøver hver evig eneste gang, vi sender en film ud. Og man bliver deprimeret, når det ikke lykkes,” siger Christina Rosendahl.

”Men de 29 procent fremstår ikke som noget, man kan slå os oven i hovedet med. Vi skal også tage hensyn til andre ting i den aftale, så jeg har lidt svært ved at tage det alvorligt. Vi vil selvfølgelig gerne nå det mål, men det er bare ikke noget, man kan bestille i en filmaftale.”

Danske Filminstruktører og Filminstituttet har begge været meget engageret i en undersøgelse af mangfoldigheden i dansk film. Men det aspekt er så godt som ikke-eksisterende i filmaftalen, hvilket ærgrer forkvinden for Danske Filminstruktører.

”Der er blevet lavet et meget stort arbejde indtil nu med etnisk mangfoldighed, social rekruttering og kønsdiversitet, og alt det arbejde risikerer selvfølgelig at død, hvis der ikke er en ambition. Det føles på en måde umoderne og reaktionært, at det ikke står dér,” siger Christina Rosendahl.

”Det er et aktivt valg ikke at have det med, og det er selvfølgelig lidt overraskende.”