Hvordan ser blindhed ud?

Eskil Vogt er en modig mand.

Den 39-årige nordmand tager ikke bare springet fra manuskriptforfatter til instruktør. Han gør det med et ambitiøst filmisk eksperiment, der kunne være endt som et sort lærred med lyd.

Filmen hedder Blind og er både et sanseligt og legesygt indblik i en blind kvindes forestillingsverden, hvor flyvsk fantasi og håndgribelig virkelighed smelter sammen.

”Filmen handler om fantasien, skaberkraften og vores indre liv,” siger Eskil Vogt, der forleden vandt Cph Pix’ talentkonkurrence og har fået en begejstret, femstjernet Ekko-anmeldelse.

”Udfordringen var at finde ud af, hvordan man filmer blindhed. Blindhed er en tilstand, hvor man ikke kan se, men alligevel godt kan forestille sig, hvad der er rundt omkring én. Og det er faktisk meget filmisk,” forklarer han.

Digter videre
Eskil Vogt er ikke en helt uprøvet skikkelse i det skandinaviske filmlandskab. Sammen med sin trofaste ven og samarbejdspartner, instruktøren Joachim Trier, har han været medforfatter på et par af de mest markante nordiske film gennem de sidste ti år.

De har skrevet den vitale ungdomsfilm Reprise (2006) og det moderne requiem Oslo, 31. august (2011). De har også arbejdet på et stort, internationalt projekt, Louder Than Bombs, som løb ind i finansieringsproblemer umiddelbart før optagestart, men måske snart kan realiseres.

Nu træder Eskil Vogt ud af Joachim Triers skygge med en film, der sætter billeder på det mørke, der rammer enhver, som mister synet.

”Det er ikke bare hovedpersonens syn, der formørkes, men også hendes sind. Igennem en tankestrøm oplever vi hende digte videre på den verden, hun engang kunne se,” fortæller Eskil Vogt.

Kontroltabet
Blind tematiserer den blindes frygt for ensomhed og kontroltab. Når man mister synet, mister man også kontrollen. Og hovedpersonen i Blind flygter ind i fiktionen.

”Dét at isolere sig er et gængs problem, når man har mistet synet. Blinde vil helst begrænse deres tilværelse til et kontrollerbart sted, og så er det ellers op til familie og venner at få dem ud igen,” siger Eskil Vogt.

I hovedpersonens omdigtning af virkeligheden forvrænges hendes syn på sig selv og omverdenen. Jo mere hun trækker sig ind i fiktionens verden, desto mere isoleret bliver hun.

”Jeg snakkede med en masse folk, der er blevet blinde, og ensomhed er måske deres største frygt. At miste de mennesker, man har omkring sig og ende i komplet isolation.”

Et moderne vilkår
Men filmen handler også mere generelt om ensomhed som et vilkår i det moderne liv.

”Da jeg skrev Blind, begyndte jeg at behandle nogle temaer uden helt at forstå hvorfor. Først senere gik sammenhængen op for mig. Jeg var meget optaget af ensomhed.”

”Der var en bekendt, der åbnede sig for mig og fortalte, hvor ensom han var, og hvor ekstremt lidt han fik gjort i løbet af en dag. Han gik måske rundt i butikker og snakkede med folk – bare for at få lidt menneskelig kontakt.”

Det værst tænkelige
I filmen bliver kunsten et værktøj til at opnå renselse og klarsyn. Og det er næppe et tilfælde, at hovedpersonen er en forfatterskikkelse som Vogt selv. Han indrømmer, at han projicerer sig selv ind i sine film.

”Hvis jeg begynder at researche for tidligt, er jeg bange for at blive fanget af det. Derfor begynder jeg altid med mig selv og min egen forestillingsevne. Efterfølgende kan jeg så korrigere eller få nye ideer på baggrund af researchen.”

”Som filmskaber og ikke mindst filmelsker har jeg ofte tænkt, at blindhed er noget af det værste, der kan ske,” fortsætter Eskil Vogt.

”Udgangspunktet var at behandle en tematik, der ligger meget fjernt fra mig selv, men ironisk nok endte jeg med at lave noget meget personligt.”

Sorthumoristisk tæft
Blind er dog ikke en formørket skildring af tilværelsen som blind. Det er tværtimod en nuanceret fortælling, som med sorthumoristisk tæft skildrer ikke mindst længslen efter menneskelig kontakt.

Det tragikomiske er også til stede i Vogt og Triers film, og Trier har da også været tilknyttet Blind som en engageret sparringspartner. At Vogt beviser, at han kan stå på egne ben, betyder heller ikke, at samarbejdet mellem ham og Trier ophører.

”Vi sidder og skrevet på et nyt projekt, der kommer til at byde på noget lidt anderledes,” siger Eskil Vogt hemmelighedsfuldt.

Der kommer nok til at gå nogle år, før vi får den film at se. Men Eskil Vogts fremragende debutfilm kan vi allerede se 4. september, hvor den takket være distributøren Camera Film får dansk biografpremiere.