Nyhed
27. feb. 2014
Hvor gemmer stjernerne deres Oscar?
Tom Hanks har placeret sine to guldrenge på familiens trofæ-hylde i selskab med flere fodbold-pokaler og morens pris som "verdens bedste mor". Foto | The Academy of Motion Picture Arts and Sciences

Hvor gemmer stjernerne deres Oscar?

Toilettet, strømpeskuffen og hønsehuset – kreativiteten er stor, når stjernerne skal beslutte, hvor Oscar-statuetten skal stå.

Af Rune Bruun Madsen

På søndag uddeles årets Oscar-statuetter, og når festen er overstået, kan et stolt kuld stjerneskuespillere tage deres gyldne ledsager med hjem.

Men hvor stiller man lige sådan en 34 centimeter høj og næsten fire kilo tung, guldbeklædt sag?

Det er der tilsyneladende mange bud på, ifølge en artikel i The Guardian.

Russell Crowe opbevarer den Oscar, han vandt for rollen som Maximus Meridius i Ridley Scotts Gladiator, i sit hønsehus. Efter sigende har den newzealandske skuespiller en teori om, at det øger hønsenes produktivitet.

Det ydmyge rum
Toilettet er også et populært opbevaringssted – måske for at neddrosle Oscar-statuettens glamourøse fremtoning.

Sean Connery, Lionel Richie, Kate Winslet, Susan Sarandon og Emma Thompson er alle kendt for at gemme deres priser af vejen i hjemmets mest ydmyge rum.

Som Emma Thompson, der har høstet hele to Oscars, har udtalt: ”De ser alt for prætentiøse ud andre steder.”

Traditionalister er der også, og George Clooneys guld-tvillinger for Argo (bedste film) og Syriana (bedste mandlige birolle), står i hans hjemmebibliotek. 

Reese Witherspoon havde rebelske planer om at bryde alle regler og omdanne sin pris for bedste kvindelige hovedrolle i Walk the Line til et dørhåndtag eller en halskæde.

Håndarbejdsprojektet viste sig dog at overstige hendes fingerfærdigheder, så nu står den urørte mandsling i hendes stue.

Gavmilde vindere
Enkelte Oscarvindere deler uselvisk deres statuetter med andre. Familien kommer i første række.

Sidste års vinder i kategorien bedste kvindelige hovedrolle, Hollywoods klodsede darling Jennifer Lawrence, har efterladt sin statuette på sine forældres klaver hjemme i Kentucky.

Altid betænksomme Tom Hanks har placeret begge sine priser for bedste mandige hovedrolle (Philadelphia og Forrest Gump) på sin families trofæ-hylde. Her står de side om side med et ukendt antal fodboldpokaler og en enkelt ”verdens bedste mor”-statuette fra en svunden mors dag.

Holly Hunter, som vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle i The Piano, er dog endnu mere gavmild. Hun har placeret sin statuette på Coen-brødrenes kontor i New York – måske for at hædre deres samarbejde i blandt andet Raising Arizona og O Brother, Where Art Thou?

Her får den selskab af Frances McDormands statuette for rollen som madglad og højgravid sherif i Fargo.

På køl
Goldie Hawn opbevarer sin statue, som hun vandt tilbage i 1970 for Kaktusblomsten, i husets indisk inspirerede rum, hvor den udsender gode vibrationer.

Anna Paquins statuette befinder sig i bløde omgivelser – gemt af vejen i skuespillerindens strømpeskuffe.

Gwyneth Paltrows Oscar for rollen i Shakespeare in Love får heller ikke lov at se dagens lys. ”Tingesten får mig til at flippe ud,” siger hun, så nu har hun gemt den væk et ukendt sted.

I 1980 vandt Timothy Hutton en Oscar for sin rolle i Robert Redfords En ganske almindelig familie. Hutton, der dengang kun var tyver gammel, er stadig den yngste Oscar-vinder i kategorien bedste mandlige birolle.

Efter en fest endte statuetten – som en practical joke – på en hylde i Huttons køleskab. Her har den ligget lige siden.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten