Hvem har set mine underhylere?

Der var 850 tilmeldte og plads til 300. Aldrig har jeg set så tyk en gæsteliste. Man kunne kalde sig Ben eller Paul eller Claus, og der ville uden tvivl have været bingo. Jeg endte med at kalde mig Claus, da jeg ikke umiddelbart kunne få adgang på mit eget misrøgtede navn.

Sagen var ellers på absolut topniveau, idet jeg personligt havde en sms-disputs med selveste direktøren for det hele, Henrik Bo Nielsen.

Chefen måtte tage over, da Filminstituttets pressemand ikke umiddelbart kunne finde plads til Ekkos udsendte på en liste, hvor det danske pressekorps ellers automatisk var skrevet i døren. Om de kom til festen eller ej.

Men takket være en imødekommende Henrik Bo fik jeg lov at hedde Claus, men eftersom Claus (chefen for Ekko, red.) godt vil have sit navn tilbage, så har jeg fået et nyt og friskt navn. Randy Frydenlund. Randy udtales som Randi. Bare med y, så man forstår, at jeg ikke er en pige. Randy.

Off the record
Men det var altså i rollen som Claus, at jeg ankom til Filminstituttets fest Meet The Danes, hvor en fyr fra Producentforeningen straks genkendte mig som René Fredensborg.

Jeg var tidligere på dagen blevet udpeget som ham den kritiske journalist, mens jeg stod med ryggen til. Producenten syntes, det var meget modig af mig at komme til danskermødet. Og så erklærede han ellers af egen fri vilje, at han syntes filmbranchen var for lille og for indspist.

Off the record, naturligvis.

Aftenen viste dog med al tydelighed, at Film-Danmark faktisk åbner sig mod verden. Instituttets smukke lanceringschef fortalte, at filmfolket nu flirter helt om på den anden side af kloden. Diverse danskere har haft en Speed Dating Event med den australske filmbranche, hvilket betyder en snarlig bunke af co-produktioner.

Tjekkisk øl med nyrehug
Men ellers var det rigtignok mest danskere, der klingede krystalglas med danskere her i filmindustriens franske navle. Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen (om hvem man siger bliver den næste kulturminister, hvis de røde ellers banker de blå) gav aftenen et skær af seriøsitet, mens vi alle drak læssevis af tjekkiske øl og spiste fransk brød til.

Det var helt konkret en slags pølsebrød, som vi kender den i sin industrielle form, men med en form for leverpostej inden i.

Meget fransk på en dansk facon.

Det var dagens første reelle måltid for mig, og det var stående på den skandinaviske stands tagterrasse, bevæbnet med pølsebrød og dåsebajere og en i øvrigt fantastisk udsigt over den strandpromenade, de kalder Croissanten, at jeg fik et nyrehug af en kvindelig repræsentant fra den danske filmbranche. Hun foretrækker at være anonym.

Jeg fik faktisk to nyrehug, ét i hver side. Fordi jeg for ikke så længe siden skrev en vis artikel om coke og kammerateri, som åbenbart stadig spøger. En filmproducer, der overværede optrinnet, kaldte det for tribal thinking. Forstået således, at filmbranchen er en stamme, som beskytter hinanden.

Lær det med et nyrehug dér og et dér.

”Ska nok,” sagde jeg. Og så tørlagde vi baren sammen.

Fri coke og filmstjerner
Bagefter gjorde jeg mit for at mingle med de rigtige. Jeg gik til nattens mest hypede fest af alle de hypede fester, der ligger skulder ved skulder langs stranden og gør sig til med diskobeats og kulørte lamper og en lukket teltpavillon, som du ikke kommer ind i, medmindre du er noget ved musikken. Eller rettere sagt, noget ved filmen.

Den fest, der efter sigende skulle være den sværeste at komme ind til i går, var hos independent-selskabet Wild Bunch (The Artist).

Flere filmfolk og journalistkollegaer var dybt betagede, da de hørte, at jeg havde skaffet billet. Én kunne fortælle en historie om, hvordan der var fri coke på bordene og masser af filmstjerner i sofaerne.

”Hvem kender du?” spurgte de. ”Åh, bare en international producent,” svarede jeg. Og ind kom jeg ganske gelinde.

Trier og Scorsese i hot tub
Der var dog ikke coke på bordene, og der var heller ingen kendte stjerner, så vidt jeg kunne se, men der blev til gengæld jongleret med gin og vodka i den frie bar, og på et podie var der sexede dansepiger, som alle så bedre ud end Helena Christensen. Og så dansede vi ellers twist til Chuck Berry og You Never Can Tell. Den fra Tarantinos Pulp Fiction.

Det var sådan set bare et diskotek, hvor alle så brandgodt ud (undtagen mig). Vildere var det ikke.

Jeg fortsatte derfor mit forsøg på at blive optaget i filmens indianerstamme. Så da Wild Bunch-festen lukkede klokken tre om natten, forsøgte jeg at lokke syv spanske skønheder med til den berømte Zentropa-villa, hvor jeg lovede, at Lars von Trier og måske Scorsese ville vente i the hot tub. Det var bare noget, jeg fandt på. Ren fiktion, som man siger i branchen.

Desværre var det umuligt at få en taxi, og selv om jeg fik standset en afrikansk lastbilchauffør, der snildt kunne fragte os til den hemmelige adresse på Avenue Roi Albert, ville ingen af pigerne nedværdige sig til at sidde bag på en lastbil. Så vilde var de alligevel heller ikke for at nøgenbade med Trier, lod de mig forstå.

Nøgen på en havebænk
Ergo måtte jeg selv spadsere ind bag de høje mure i den gigantiske luksusvilla, som Zentropa hvert år lejer hernede. Man skal være inviteret for overhovedet at komme ind. Det var jeg. Man må ikke fortælle om, hvad der foregår derinde. Det gør jeg så heller ikke.

Jeg kan kun sige, at jeg hoppede nøgen i poolen, ligesom Søren Høy og flere andre filmjournalister gjorde det, da Ålen engang satte et par efterfest-billetter på spil til de pressefolk, der hurtigst kunne få røven i vandskorpen.

Et indskudt spørgsmål: Hvem har set mine underhylere?

Eller sagt på en anden måde: En splitternøgen journalist på en havebænk midt i et producermøde var ikke det, Zentropas morgendamer stod og manglede. Inden jeg blev smidt på porten, spurgte jeg venligt en ældre Zentropa-dame, om hun mon havde set den anden halvdel af min mobiltelefon, som viste sig at ligge spredt ud over terrassen. Hun svarede: "Jeg taler ikke om morgenen."

Lyseblå, måske stribede
Selv om jeg måske nok fik det forkerte ben ud af sengen, føler jeg mig igen på god fod med branchen.

Jeg tror i øvrigt, at mine underhylere hænger på en havestol i Zentropa-villaen. De er lyseblå, måske stribede. De kostede en tier i Bangkok, og det er da en sjov tanke, at de nu hænger der og flager for Ekko.