Hundredeårsheksen

Som ung mand ville Benjamin Christensen være sanger. 

Hans stemme var så imponerende, at Det Kgl. Teaters ledelse besluttede at lade ham debutere i operaen Faust som intet mindre end djævelens gesandt: Mephistopheles. 

Men ak, på premieredagen slog ulykken ned. 

Christensen mistede stemmen og fandt den aldrig igen. Han spillede lidt skuespil, men blev så vingrosserer. 

Og dér kunne historien være endt, havde det ikke været for stumfilmen, der som bekendt ikke er afhængig af stemmer. Christensen forelskede sig i filmmediet og formåede at instruere to af dansk stumfilms hovedværker: Det hemmelighedsfulde X fra 1914 og Hævnens nat fra 1916. 

Hans filmiske opfindsomhed gjorde, at selskabet Svensk Filmindustri hyrede ham til at lave en spillefilm efter eget valg. 

Resultatet blev Häxan, der ofte kaldes en dansk film. Ikke uden grund. Den blev lavet i Danmark med danske folk både foran og bag kameraet. 

Men øv, den er altså en svensk produktion.

Økonomisk fiasko
Svensk Filmindustri gav Benjamin Christensen ubetinget kunstnerisk frihed og nærmest ubegrænsede økonomiske midler. 

Den slags frie tøjler kan for producentens pengepung ende katastrofalt a la Jeanne d’Arc’s lidelse og død (1928), Queen Kelly (1932), Citizen Kane (1941) og Heaven’s Gate (1980), som alle floppede kommercielt. 

Sådan gik det faktisk også med Häxan. 

Filmen var ganske vist en stor biografsucces i Danmark og Sverige, men dens ublu opbud af sex, tortur og djævelskab overskred samtidens normer i et omfang, der vanskeliggjorde distribution i resten af verden. 

Ikke godt for en film, som havde taget år at lave og kostet en formue. 

Forældet kvindesyn
Til gengæld var Häxan kunstnerisk banebrydende med sin blanding af drama og dokumentarisme. 

I dag vil vi kalde filmen en dramadokumentar, altså en dokumentar med rekonstruktioner. Men begrebet eksisterede ikke, og genren fandt sin form her på en tvetydig og fiffig facon. 

Filmen tilstræber at beskrive virkeligheden, men viser samtidig hændelser, den hævder aldrig har fundet sted – såsom flyveture på kosteskaft til en dæmonisk heksesabbat. 

Filmens svageste led er dens afsluttende forsøg på at forklare heksefænomenet ud fra moderne psykiatri. 

Gengivelsen af freudianske teorier om kvindeligt hysteri gjorde i 1922 filmen troværdig og topmoderne, men virker i dag forældet. 

Allerede i 1941 måtte Benjamin Christensen filme en indledning, hvor han korrigerer filmens kvindesyn. 

Häxan fik dansk repremiere 1932, 1941 og 1952. I 1968 nåede den endelig USA i en omredigeret og tiljublet beatnikversion, Witchcraft Through the Ages, med speak indtalt af kultforfatteren William S. Burroughs. 

Hypnotisk trance
Hver gang blev den en publikumssucces. For det er en stærk film. 

I 1941 så et par patruljerende politibetjente i Horsens et ung mand, der med strittende arme gik stakåndet omkring på byens torv og måtte bringes på hospitalet. 

Det viste sig, at han i den lokale biograf netop havde set Häxan, hvilket havde efterladt ham i en hypnotisk trance. 

Det er stadig muligt at blive stakåndet over filmens pragtfulde midterdel, som viser hekseprocessernes verdensbillede, med land og by befolket af djævle, munke og ja, hekse. 

Det er genskabt med loyalitet og indlevelse i håb om derved at lade os forstå datidens mennesker. 

Benjamin Christensen trak dog grænsen, da en af hans kvindelige skuespillere udtrykte lyst til selv at blive udsat for de tommelskruer, der indgik i filmens autentisk genskabte torturkammer-rekvisitter. 

Hovedrolle som djævelen
Filmens dramadel er en episodisk serie af smukt filmede tableauer og anekdotiske forløb, en evig magtkamp mellem godt og ondt, mellem præster og djævle, mellem mænd og kvinder. 

Blandt de medvirkende ses store navne som Clara Pontoppidan, Elith Pio, Poul Reumert og Ib Schønberg, men også amatører valgt alene på grund af udseendet. 

Såsom den markant alderstegne Maren Pedersen, der udpeges som heks og tvinges gennem inkvisitionens kværn af umenneskelige torturforhør. 

De klassiske heksetyper varierer fra Madam Mim til Hexia de Trick. 

Sidstnævnte repræsenteres af en filmdebuterende Alice O’Fredericks, der skulle blive en af dansk films mest produktive instruktører. 

Hendes nøgenscener hører blandt filmens mest ikoniske billeder. I filmens sadomasochistiske højdepunkt kærtegnes hendes nøgne ryg af dyriske klohænder, som tilhører instruktøren. Benjamin Christensen gav nemlig sig selv den dominerende hovedrolle som djævelen. 

Deri er der poetisk retfærdighed. 

For selv om skæbnen forhindrede Benjamin Christensen i at debutere som Mephistopheles på Det Kgl. Teater, blev han via Häxan foreviget i populærkulturen som dennes chef: Fanden selv. Og næppe mange andre end netop denne kunne vel have planlagt det smukkere.