Humoren

Klumpen i halsen, tårepresset i øjet kan være svære at undgå, når der fortælles om smertefuld barndom. Kunstnerens behov for at tørre sine daværende øjne kan let tippe over i sentimentalitet.
   
Meget er skrevet om Nils Malmros' følsomme psykologiske indlevelse i barndommens mangfoldige smertepunkter. Han er jo indlysende en fintmærkende erindringskunstner. Men hans tonefald som fortæller er nøgternt, ja næsten sagligt. Og der risler en understrøm af drilagtig humor og kærlig ironi gennem alle hans film frem til Barbara.
   
Jeg har altid siddet og smilet, mens jeg så Malmros' tidlige film. Nogle gange er smilet unægtelig stivnet, men i mine øjne hører hans film til de morsomste overhovedet; ikke på den lårklaskende måde, men på den stille, slidstærke.

Den første replik i Lars Ole, 5c, Malmros' egentlige debutfilm, er en voksens irettesættelse af hovedpersonen: "Man står da ikke sådan og kigger!"
   
Hermed er modsætningerne sat op mellem de voksnes forsøg på kontrol og børnenes mere muntre univers, der drives frem af impulser og lyster.
   
Lars Ole, 5c, Kundskabens træ og første tredjedel af Drenge lever i høj grad på den frydefulde skildring af børnenes anarki og livslyst. Vel sårer de gang på gang hinanden, men de udfolder sig også med et evigt simrende overskud af humør og slagfærdighed. Jo mere afretning i klasseværelset, desto større afreagering i skolegården.
   
Konfrontationen med pigerne er den største anfægtelse for drengene - det felt, hvor de føler sig mest magtesløse. Særlig rørende og morsomme er Malmros' drenge og unge fyre, når de indbyrdes prøver at skabe en smule orden i det uforudsigelige kaos, som kontakten med pigerne altid udløser.
   
I Lars Ole, 5c inviterer Hanne kammeraterne Lars Ole og John indenfor, så de kan se hendes nye balkjole. Et klart signal om "at komme sammen". Men med hvem af dem? Efter den gode fællesoplevelse siger John: "Lars Ole, ved du hva'? Synes du ikke, hende Hanne, at hun er skide sød? Skal vi ikke sige, at vi er lige gode om hende?"
   
"Det kan vi godt," svarer Lars Ole, for han tænker mest på den uopnåelige Inger.

Mere desperat er den eftertænksomme Gert i Kundskabens træ, da han betror sig til Niels Ole. Gerts udkårne Elsebeth har vist sig troløs ved Niels Oles fest:
   
"Der er noget, jeg godt vil spørge dig om. Det er noget, jeg har gået og tænkt på ... Tror du, det kunne tænkes, at det er noget, Elsebeth har gjort for at prøve mig?"
   
"Nej, Gert, det tror jeg ikke, du skal regne med," lyder svaret.
   
Og rendyrket deadpan-humor er scenen i Århus by night, hvor den kommende stjerne Lisas (Line Arlien-Søborg) to bejlere højtideligt fordeler rollerne imellem sig inden filmoptagelsen. Lisas faste fyr tror sig med "95 procents sikkerhed" at vide, at han vil miste hende, hvis hun spiller med i filmen. Han får dog instruktør Frederiks "æresord" på, at han, Frederik, ikke vil lægge an på hende. Og så kommer tilføjelsen, afleveret på spejderdrenge-­alvorligt århusiansk: "Filmholdet kan jeg ikke garantere for!"

Malmros' replikkunst er altså fuld af underdrejet humor. Det samme er hans ofte lakoniske fortællestil, som i scenen i Kundskabens træ, hvor Willy Bonde kommer for sent til dansetimen og af danselæreren henvises til to høje, ældre piger ("Ja, der er nok én, der kommer for sent ... Du må bukke for den ene af dem ... Ja, vi venter i spænding"). Scenen bliver ekstra morsom, fordi Malmros ikke malker den ved at klippe til de to pigers reaktioner. De ses kun fra ryggen på hver sin side af Bonde.
   
Det koncise er viddets sjæl.