Days of Cinema 2017
19. okt. 2017
Palæstinensisk Oscar-bud begejstrer
Virkelighedens far og søn (Mohammed og Saleh Bakri) spiller far og søn i den palæstinensiske Wajib, der har åbnet festivalen Days of Cinema i Ramallah. Foto | Antoine Héberlé

Palæstinensisk Oscar-bud begejstrer

Filmfestivalen Days of Cinema på Vestbredden åbner med det palæstinensiske Oscar-bud Wajib, der tør gøre grin med politik og traditioner.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Bedømt på klapsalverne er Annemarie Jacir tydeligvis populær. Det er der også god grund til.

Hendes nye film, Wajib, åbner dette års udgave af Days of Cinema – en festival på Vestbredden med formålet at fremme palæstinensisk filmkultur og -talenter.

Nu står hun på scenen til festivalens åbning sammen med hele sit 20-30 mand store hold, og man fornemmer tydeligt, at Annemarie Jacir er en af de lokale og folkelige filmhelte blandt de godt 600 fremmødte publikummer.

Instruktøren er selv palæstinenser, og Wajib er netop blevet udvalgt som Palæstinas bud på en Oscar-nominering for bedste udenlandske film næste år. Det har Jacir oven i købet prøvet to gange før.

Premiere i Palæstina
Det er med andre ord lidt af et hjemmebanehit, der skyder Days of Cinema i gang i den palæstinensiske by Ramallah. Festivalen viser i de næste seks dage over tyve spillefilm og dokumentarer samt en række kortfilm i fire byer på Vestbredden.

Aftenen er dog ikke kun særlig, fordi Wajib er blevet rost på et par store udenlandske festivaler og nu skal repræsentere hjemlandet i Oscar-sammenhæng. Det er også første gang, at Annemarie Jacir viser Wajib på hjemmebanen i Palæstina.

Efter filmen lykkes det mig at få en kommentar fra instruktøren i den bugnende fulde foyer.

”Jeg var meget nervøs inden visningen. Normalt laver jeg nemlig ikke komedier, så jeg var lidt usikker på modtagelsen. Men publikum grinede på alle de rigtige tidspunkter, så jeg er meget glad og tilfreds,” når Jacir at fortælle, inden hun bliver prikket på skulderen af en anden.

Roadmovie i Nazareth
Wajib
blev virkelig også godt modtaget af hjemmepublikummet.

Det er næppe tilfældigt, at arrangørerne har valgt Annemarie Jacirs komediedrama som åbningsfilm til Days of Cinema.

Festivalen vil fremme lokal filmkultur, og Wajib er bestemt en film, der dykker ned i det lokale og ikke er bange for at tage fat om problematikken i Israel-Palæstina-konflikten, som tydeligvis fylder i hverdagen.

I den israelske by Nazareth er det tradition, at brudens far personligt afleverer alle invitationerne til venner og familie inden et forestående bryllup. I Wajib – der betyder pligt og henviser til den lokale tradition – er Shadi rejst til sin hjemby for at hjælpe faren med den traditionsrige pligt forud for søsterens bryllup.

Der er uforløste spændinger mellem Shadi og faren, så mens de kører rundt i Nazareths trange gader, mundhugges de om stort og småt.

Wajib er en alvorlig komedie fortalt som en roadmovie, der er fortættet i både tid og rum. Far og søn kører kun rundt i Nazareth i løbet af en enkelt dag. Hovedrollerne spilles charmerende af Mohammed Bakri og hans egen søn Saleh Bakri.

Humor som forsvarsmekanisme
Annemarie Jacir er ikke bange for at lave grin med både politik og religion. Shadi og hans far er palæstinensere, så det er især Israel, der får på puklen.

Det passer afgjort publikum i Ramallah her til aften. Latteren er forløsende, og et par gange bryder der endda spontane klapsalver ud, når faren gnavent slår sin politiske holdning fast.

Efter filmen er der god stemning i det store kulturpalads i Ramallah, som lægger hus til åbningsceremonien. Folk er glade for filmen, der befriende tør lave sjov med det mest alvorlige uden at blive plat.

Annemarie Jacir har tidligere talt om humoren som en slags forsvarsmekanisme i forbindelse med Wajib. Måske er det lige præcis det, der rammer plet denne aften.

Ekko på Vestbredden

Rasmus Stenbæk Iversen skriver dagligt fra filmfestivalen Days of Cinema.

Festivalen udbreder lokale filmtalenter og filmkultur i Palæstina.

I Ramallah og tre andre byer på Vestbredden vises over tyve spille- og dokumentarfilm plus en masse kortfilm.

Fjerde udgave af festivalen løber fra den 17. til 23. oktober.

Filmmagasinet Ekko er inviteret til festivalen af Det Danske Hus i Palæstina.

Trailer: Wajib

Relevante artikler

Days of Cinema 2017
25. okt. 2017
Fra Aarhus til Ramallah

Fra Aarhus til Ramallah

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten