Historisk Oscar placerer kritikere i komisk lys

”Sexisme, racisme, censur – Oscar-uddelingen er komplet uforbederlig.”

Sådan stod der med Jesus-typer på forsiden af Danmarks førende kulturavis, Politiken, for fire dage siden. Det ville normalt have været at betragte som injurier, men Oscar kan alle og enhver slå på efter forgodtbefindende.

For Oscar er med al sin pomp og pragt, silikonestjerner og patetisk palaver, indbegrebet af det, vi kernesunde danskere foragter.

Det er form uden indhold, det er vulgært, det er gamle, hvide, magthaveriske mænd, der krampagtigt holder fast i deres bagstræberiske verdensbillede.

Fordom gjort til skamme
Nu har det ”racistiske” Oscar-akademi så valgt at give hovedprisen for bedste film til Parasite, der er instrueret af en sydkoreaner, skrevet af to sydkoreanere, produceret af et sydkoreansk selskab og legemliggjort af sydkoreanske skuespillere, der taler koreansk i Sydkorea, hvor handlingen udspiller sig.

Oscar-prisen får unægtelig Politikens ”komplet uforbederlig”-forside til at stå i et komisk skær her bare fire dage senere. Fremsynet kan man ikke kalde forsiden, som vel snarere er præcis, hvad Politiken anklager Oscar-akademiet for: fordomsfuld og forstokket.

Havde det været et tungere fagområde, ville Politiken have været nødt til at sige undskyld på forsiden med de samme Jesus-typer, som avisen brugte til at tilsværte Oscar’en med.

Kulturredaktører og selvudråbte eksperter skal vist være glade for, at de sjældent bliver stillet til regnskab for deres holdninger og vurderinger.

Bedre end sit omdømme
Med til historien hører, at Ekko og vores Casper Hindse heller ikke havde regnet med, at Oscar ville tage røven på alle og vælge en original arthouse-film, som har været underdog til den britiske favorit 1917.

Måske er det i virkeligheden os kritikere, der skal begynde at kigge lidt mere nuanceret på Oscar-akademiet.

Det bliver ofte beskrevet som en lille, fasttømret klike af magthavere, der sidder egenhændigt og bestemmer, hvem der skal vinde en Oscar. Men magthaverne er i virkeligheden de 9000 filmfolk, der er medlem af Akademiet, fordi de selv har været nomineret eller er blevet inviteret med.

Adskillige danske filmfolk som Susanne Bier og Lone Scherfig kan ligesom de godt 9000 andre medlemmer hvert år stemme på deres favoritter. Det er dem, som uafhængigt af hinanden i nat skrev historie, da de sendte Parasite forbi alle de amerikanske kandidater og gjorde den til vinder af bedste film overhovedet.

Og disse medlemmer er faktisk bedre end deres omdømme. I 2016 valgte man det udfordrende pædofili-drama Spotlight til vinder, og året efter gik prisen til Moonlight, der skildrer homoseksualitet i et afroamerikansk miljø.

Racistisk? Censurerende? Uforbederlig?

Kvinder burde ikke afskrække
Kun én kvinde har vundet prisen for bedste instruktør, nemlig Kathryn Bigelow med The Hurt Locker i 2010. I 2018 var Greta Gerwig nomineret i kategorien med Lady Bird.

Mange har været skuffet over, at Gerwig i år ikke fik en nominering for Little Women, som dog blev nomineret i seks andre kategorier, heriblandt bedste film.

Sexisme?

Det tvivler jeg på. Der har været rekordmange kvinder nomineret i år. Og når akademi-medlemmerne kan stemme en så krøllet og fremmedartet sag som Parasite øverst på skamlen, så burde en instruktørpris til en kvinde ikke afskrække dem.

Indtil da må vi bare glæde os over triumfen til Bong Joon-ho. En film, der udstiller de enorme forskelle mellem rig og fattig i verden, er blevet hyldet i Los Angeles i en sal fyldt med stenrige mennesker.

Den absurditet virker til gengæld uforbederlig.