Herzog & Lynch-film skuffer

Galskab har altid været en tro følgesvend hos såvel den tyske instruktør Werner Herzog som hans amerikanske kollega David Lynch.

David Lynch har især været optaget af volden og den forbudte seksualitet under de veltrimmede græsplæner i small town America og bag Hollywoods stjernedrømme.

Og Herzog har gennem sin snart halvtresårige karriere været besat af fantasten og drømmeren, der har et større sjælefællesskab med grizzly-bjørnene i det fjerne Alaska end med naboen på den anden side af ligusterhækken.

Det er således ikke uden grund, at forventningerne er ekstra høje til Herzogs nye film My Son, My Son, What have Ye Done, der bliver vist i denne uge på CPH PIX. Filmen bærer nemlig Lynch’ signatur som executive producer.

Mord i morgenkaffen
Filmen starter da også med, hvad der mest af alt ligner et klassisk Lynch set-up. To betjente bliver kaldt til et parcelhuskvarter i San Diego, hvor mordet på en kvinde har afbrudt morgenkaffen og ridset en uventet flænge i den idylliske facade.

Snart viser det sig, at morderen er kvindens egen søn, som har barrikaderet sig i et nærliggende hus med to gidsler. I en række flashbacks opruller Herzog fortællingen om den psykisk ustabile skuespiller Brad McCullum, der har endt med at fuldbyrde sin teaterrolle i Euripides’ drama Orestes på sin egen mor.

Klassisk Herzog’sk vanvid
Med sin evne til at finde mytologisk grundstof i alle livets små og store begivenheder, er det ingen overraskelse, at Herzog har kastet sig over denne historie, der er løst baseret på en virkelig hændelse.

McCullum er en klassisk Herzog-karakter, der balancerer faretruende på vanviddets rand, og hvis kvaler for alvor starter, da han nægter at følge sine venners dødsrit i kajak ned ad en flod. Han vælger livet frem for ekstasen, og det er måske netop heri hans tragedie ligger.

Umiddelbart synes fortællingen skræddersyet til en instruktør, der gennem sin lange karriere har søgt at hæve sine film mod, hvad han selv kalder ”en ekstatisk sandhed”. Men desværre er der ikke megen ekstase over My Son, My Son, What have Ye Done, der trods den klare rammehistorie med gidseldramaet fremstår tilstræbt rodet i sin struktur og sit udtryk.

Stivnet gestus og mimik
Herzog fortæller den tragiske historie med en distanceret absurd komik, der gør det svært at tro, at der skulle være en dybere mening med de aparte optrin end netop, at de er aparte.

Distancen synes især at have ramt det ellers imponerende opbud af skuespillere som Michael Shannon, Willem Dafoe, Cloë Sevigny og Udo Kier.

Alle synes de fanget i en stivnet gestus og mimik, der med al sandsynlighed har været en bevidst strategi fra Herzogs side.

Uden geniets signatur
Målet har sikkert været at skabe en dragende aura af absurd uigennemsigtighed. Men i dette tilfælde ender det med at falde tilbage på filmens selv og give den en falsk og uoprigtig tone.

My Son, My Son, What have Ye Done er en påmindelse om, at ikke alt fra en mesters hånd nødvendigvis bærer geniets signatur – også selvom David Lynch har brygget med på kaffen.