Dag 7: Festival burde sluge sine principper

Gentrificering spøger igen på Sundance.

Sidste år var det hovedtemaet i Blindspotting, der foregår i det hippe (læs: stadig mere hvide) nabolag Oakland. En af dette års højst elskede premierefilm tager over bugten til San Francisco, men handler også om at blive kantet ud af det bedre borgerskab derude, hvor man har udsigt til en atomreaktor snarere end til Golden Gate Bridge.

I den blide og skønt besjælede The Last Black Man in San Francisco følger vi bedstevennerne Montgomery og Jimmie, som på hver sin vis forsøger at finde sig til rette i en uretfærdig verden.

Montgomery er følsom og tilbagetrukket. Han er en fåmælt kunstner, der fører verden til protokols med tegninger og noter. Jimmie er en frustreret idealist. Han chikanerer et ægtepar ved at snige sig ind på deres grund for at male træværket på deres gamle hus, der ligger med broudsigt på en af byens bedste adresser.

”Jaja, jeg går!” vrisser han, da de kommer og smider ham ud. ”Men tag at vande planterne i baghaven, ellers gør jeg det!”

Farvet af fattigdom
Jimmies bedstefar byggede huset i sin tid, og nu klamrer Jimmie sig til det som sin eneste forbindelse til en verden, hvor han ikke hører hjemme efter en opvækst med narkomanforældre.

Da ægteparret flytter ud, sparker han døren ind og tager arven tilbage.

Det er en dødsdømt drøm, men man hepper på fantasten. Endnu mere fængende er dog den stemningsmættede verden, som debutanten Joe Talbot konstruerer: et naivistisk og melankolsk San Francisco, der på en gang er postkortsmukt og farvet af fattigdom.

Det er en verden set i forbifarten fra et delt skateboard. Her harcelerer den samme præst hver dag fra en mælkekasse. De samme bandemedlemmer hænger på gadehjørnet og finpudser deres fornærmelser, og en hvid fyr i adamskostume vækker ikke mange løftede øjenbryn, da han sætter sig ved busstoppestedet og spørger, hvornår den næste kommer.

”Elsker I byen?” spørger Jimmie et par hvide poppiger. De brokker sig over at være flyttet dertil. ”I har ikke lov at hade den, hvis I ikke elsker den,” siger han.

Iskold isprinsesse
Hvis The Last Black Man in San Francisco bliver lidt indie-krukket med sine fantasifulde påfund, føles den i det mindste frisk.

Det samme kan man ikke sige om den norske stjernefortælling Sonja: The White Swan, om 30’ernes helt store verdensstjerne, Sonja Henie.

Den skråsikre nordkvinde fejede benene væk under Hitler og co. som kunstskøjteløber til OL i 1936 og vekslede så én form for stjernestatus med en anden. Da en rig velgører vil sende hende på Amerika-turné, tager hun et møde med overhovedet for 20th Century Fox, Darryl Zanuck.

Han vil have hende til at lave et kort dansenummer på is. Hun vil have ham til at finansiere fire film med hende i hovedrollen. Og Sonja får alt, hvad hun peger på.

Superegoisten og livsnyderen Sonja er en fryd, når hun skråsikkert spankulerer gennem Hollywood. ”Hvad nu hvis jeg fikser det?” spørger hun koket, da Zanuck begræder, at Tyskland har lukket for import af amerikanske film. ”Jeg kender Goebbels. Jeg kender alle.”

Men omvendt er hun så bundforkælet, at man har lyst til at kvæle hende. Ine Marie Wilmann udstråler en iskold arrogance i hovedrollen, der tyr til ondsindede spydigheder rettet især mod sin lidende sekretær Connie.

Desværre bliver historien aldrig rigtigt fængende, hverken når den er manisk, eller når den er depressiv.

Overgearet bryllupskomedie
Fængende kan man heller ikke kalde den australske Top End Wedding, der var aftenens helt store premiere i kæmpebiografen Eccles.

Den skingre bryllupskomedie handler om advokatparret Ned og Lauren, der tager fra Adelaide til hendes hjemby nordpå for at blive gift – og dér opdager, at svigermor er stukket af hjemmefra. Med gæsterne lige på trapperne hugger de svigerfars jeep og sætter efter hende.

Det starter egentlig sjovt nok.

Forud for et vigtigt møde stress-spiser Lauren en croissant, får puddersukker på sin blazer og knækker hælen på sine sko. Men som historien kommer i gang, bliver karaktererne låst fast i stereotyper. Komikken bliver mere skabagtig og skinger.

Der er en filosofisk forskel på humor som den her og så en anden australsk bryllupskomedie, den genialt tørre Muriel’s Wedding. Forskellen svarer til Rasmus Heide og Ruben Östlund.

Der er et publikum for begge. Men man har filmen mistænkt for at have sneget sig igennem, fordi den er lavet af en aboriginsk instruktør og handler om at genfinde en stolt minoritetskultur.

Den tematik er al ære værd, og kampen mod underrepræsentation er vigtig. Men et par gange har jeg ønsket, at verdens mest progressive filmfestival ville sluge sine principper og lade kvalitet veje tungere end social retfærdighed.