”Det er for nemt bare at fordømme IS”

”Vi begyndte med at tilbringe noget tid blandt shia-militsen i Irak, og dernæst sendte vi den tyske journalist Carsten Stormer ud for at dække kampen blandt yazidi-folket,” fortæller britiske Nick Quested, da jeg spørger ind til processen i hans dokumentar Helvede på jord – Syriens fald og Isis’ fremmarch, der vises på tv-kanalen National Geographic lørdag den 17. juni.

Han bliver dog hurtigt afbrudt af sin amerikanske medinstruktør, Sebastian Junger, der som journalist forstår at tale i overskrifter.

”Idéen var at vise krigen fra ethvert perspektiv. Det sværeste var at vise den set fra Islamist Stats og den syriske præsident Assads perspektiv, for vi kunne ikke få en kameramand ind i IS eller få tilladelse af det syriske regime,” siger Junger højt over telefonen fra New York.

”Vi kom meget tæt på, men i sidste ende var risikoen ikke udbyttet værd. Man skal nok ikke tro på, at Islamisk Stat holder deres ord,” tilføjer Nick Quested.

Som forfatter og instruktør er Sebastian Junger en af de journalister, der har beskæftiget sig mest med krigens væsen i adskillige bøger og dokumentaren Restrepo, der blev Oscar-nomineret i 2011.

Restrepo følger amerikanske soldater i Afghanistan, men handler ligesom Janus Metz’ Armadillo lige så meget om krigens natur som den specifikke krig. Samme større perspektiv er anlagt i Helvede på jord – Syriens fald og Isis’ fremmarch, fortæller Junger.

”Vi ville fortælle bredt om mekanismerne i en krig. Det er ret nemt at fordømme IS for deres offentlige tortur og henrettelser, men gør man det – og det bør man – skal man også forstå, at vestlige samfund, inklusive USA, har gjort præcis det samme helt op til det 20. århundrede. Derfor har man som filmskaber en pligt til at sætte krænkelser i perspektiv til resten af verdenshistorien.”

Krig i generationer
Nick Quested er først og fremmest producer, der har stået bag en lang række hæderkronede film, deriblandt Sebastian Jungers Restrepo.

Medinstruktøren af Restrepo, fotojournalisten Tim Hetherington, mistede livet året efter filmens premiere, da han blev ramt af granatsplinter under borgerkrigen i Libyen. Både Junger og Quested er altså meget bevidst omkring farerne ved deres job, men følte sig alligevel nødt til at lave Helvede på jord.

”Der manglede ikke som sådan noget i nyhedsdækningen fra Syrien, men når man får små bidder hele tiden, kan konteksten nemt forsvinde. Derfor ville vi sætte borgerkrigen i kontekst og fortælle krigens historie, som ser meget anderledes ud, når den serveres bid for bid,” fortæller Nick Quested, der helst havde fortsat optagelserne, men var tvunget til at overholde deadline.

”Krigen er åbenlyst ikke lige ved at slutte. Borgerkrigen i Afghanistan har kørt siden 1980’erne og i Somalia har den været i gang siden 90’erne. Sådan nogle krige varer årtier og generationer, og jeg kan nemt se det fortsætte på samme måde i Syrien,” supplerer Sebastian Junger.

”Derfor ville vi prøve at sige noget evigtgyldigt om krigsførelse mere end noget specifikt om netop denne krig. Det er jo ikke en nyhedsudsendelse, men en dokumentar, så før eller senere må man slukke kameraet. Men vi har struktureret filmen sådan, at publikum gerne både skulle forstå krigens dynamik og føle med de mennesker, som vi følger.”

Det er især to syriske familier, hvor fædrene er de to brødre Marwan og Radwan. De kæmper desperat for at få deres kære ud af det krigsplagede land og til sikkerhed i Europa.

Jihad i førsteperson
Instruktørernes arbejde på filmen begyndte i sommeren 2015, en håndfuld år efter, at Det Arabiske Forår for alvor antændte konflikten i Syrien. Processen op til, hvordan Islamisk Stat bryder frem, skildrer makkerparret grundigt gennem arkivoptagelser og interviews med eksperter.

Inkluderet er også optagelserne fra terroristen Mohammed Meras motorcykelhjelm, da han i 2012 kørte rundt i Frankrig og slog syv soldater og civile ihjel. Til gengæld ville filmskaberne ikke vise selve mordene.

”Der er en fin linje mellem at vise brutalitet og brutalisere sit publikum. De optagelser viser jihad fra første person-perspektivet på en kold, beregnende og slet og ret ond måde, som er noget andet end at se fly i bygninger og eksploderende biler. Vi tog det med for at vise kynismen, men det var også vigtigere end at vise de faktiske mord,” fortæller Nick Quested.

”Der er selvfølgelig også et juridisk spørgsmål, men lige så meget et moralsk spørgsmål om at vise mennesker i det øjeblik, de dør. Vi fik frie rammer af National Geographic, men pålagde os selv nogle begrænsninger,” pointerer Sebastian Junger.

God og dårlig vold
Kort forinden interviewet er England endnu engang blevet ramt af et terrorangreb, da tre gerningsmænd den 3. juni slog otte mennesker ihjel i London.

I Helvede på jord – Syriens fald og Isis’ fremmarch siger en af eksperterne, at man ikke kan skelne mellem god eller dårlig vold. Men er der også gråzoner, når ondskaben så tydeligt viser sit ansigt?

”For en iraker er det hverken værre eller bedre, om IS skyder 100 shia-muslimer i en grøft eller en amerikansk kamphelikopter bomber en trafikeret gade – den slags vold er identisk. I USA bliver vi ved med at tro, at vores egen vold er bedre end andres, men det er jo forkert,” siger Sebastian Junger.

Denne gang lader han dog engelske Nick Quested få det sidste ord.

”Filmen forklarer nok ikke terroristernes psykologi, men den viser, hvordan ideologien er blevet populariseret. Og måden at komme den til livs, tror jeg, er gennem uddannelse snarere end isolation, for de fleste angreb bliver begået af anden- eller tredjegenerations immigranter. De føler sig holdt uden for samfundet og derfor bliver de tiltrukket radikale ideologier. Forhåbentlig kan vi få plads til dem i samfundet”.