Nyhed
19. sep. 2019
Fabel om det mørke i verden
I Harpiks spiller Ghita Nørby en bedstemor, der besøger sit isolerede barnebarn, som bor afskåret med sine forældre dybt i den danske skov. Foto | Louise McLaughlin

Fabel om det mørke i verden

”Vi har i dag svært ved at forstå naturen og kærligheden,” siger Daniel Borgman, der netop har haft verdenspremiere på Harpiks.

Af Frederik Hoff

I Harpiks lever en lille familie på tre i paranoid isolation dybt inde i en skov på en dansk ø. Men den stille tilværelse trues, da datteren Liv stiller spørgsmålstegn ved deres tilværelse, og de får uventet besøg.

Den newzealandske instruktør Daniel Borgman spillefilmsdebuterede i 2013 med The Weight of Elephants, der af Ekkos anmelder blev beskrevet som en børnefilm for voksne.

Denne gang er der langt fra børneuniverset, men til gengæld ligger en decideret uigenkendelig 200 kilo tung Sofie Gråbøl sengebundet i et skovskur. Hendes mand spilles af Peter Plaugborg.

Bo hr. Hansen står bag manuskriptet, som er baseret på Ane Riels roman af samme navn. Men selv om instruktøren ikke selv er idémanden på projektet, har han alligevel meget at sige med sit dystre isolationsdrama.

”Mørket i filmen har en forbindelse til det, der sker i verdenen lige nu. Verden er døende på grund af klimakrisen. Samtidig handler filmen mere konkret om en giftig, ødelagt kærlighed, som ødelægger alting. Vi har også problemer med at forstå kærlighed – hvordan man elsker rigtigt.”

”Filmen er svær at tale om, fordi det er en fabel. Den kan opleves på flere planer. Men den er ikke en politisk film om klimaforandringer, snarere en film, der gerne vil være tæt på naturen.”

Omvandrende filmmaskine
Harpiks har for nylig haft verdenspremiere på Toronto Film Festival, og instruktøren er især glad for, at anmeldere har fremhævet det visuelle og skuespilpræstationerne.

En af skuespillerne er ingen ringere end Ghita Nørby, der i det nye Ekko fortæller, at hun sætter stor pris på at arbejde sammen med nyere filmmagere.

”Hun er en legende. Hun er en fucking levende, omvandrende filmmaskine. Hun er sej,” siger den 38-årige instruktør.

Faktisk bragte Nørbys blotte tilstedeværelse en helt ny stemning til filmsettet.

”Når man som instruktør fra den nye generation arbejder sammen med de her helt store skuespillere, opdager man, at man ikke bare er et kunstnerbarn, der render rundt i en skov. Man er nødt til virkelig at få styr på sit lort.”

Harpiks har premiere 12. december.

Trailer: Harpiks

Relevante artikler

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Tim Burtons film
Top 10
10. mar. 2015

Top 10: Tim Burtons film