Dag 9: Guldpalme-vinder skuffer fælt i Venedig

Unge skuespillere må have et kompliceret forhold til Abdellatif Kechiche, der på niendedagen gæstede Venedig-festivalen med sin første film siden mesterværket Adèles liv siden 2013.

På den ene side kan den kontroversielle instruktør gøre dem til stjerner, som han gjorde med hovedrolleindehaveren Adele Exarchopoulos i Adèles liv. Filmen om et lesbisk kærlighedsforhold vandt Guldpalmen i Cannes og blev rost for sit mod og sin intensitet.

Men på den anden side havde skuespillerne tilsyneladende ikke den fedeste oplevelse under optagelserne. Kechiche blev kritiseret for sine arbejdsmetoder og sit syn på kvinder – især med henvisning til en tretten minutter lang og meget eksplicit lesbisk sexscene.

Filmens skuespillere følte sig som prostituerede og vil ikke arbejde med instruktøren igen.

Uanset hvad blæser Abdellatif Kechiche på kritikken i sin nye film. Rystende røve og twerkende bagdele udgør i hvert fald omtrent en tredjedel af den tre timer lange Mektoub My Love: Canto Uno.

En god sommer
I filmen, som foregår i 1994, er den spirende manuskriptforfatter og amatørfotograf Amin rejst fra Paris for at holde ferie i sin hjemby ved kysten i det sydlige Frankrig. Sete, som den smukke by hedder, udgjorde også bagtæppet til Kechiches The Secret of the Grain.

Den varme atmosfære er smukt indfanget og passer godt til historien om Amin, der bruger dagene på stranden og på byens barer, hvor han hænger ud med sin familie og den ældre scorefætter Toni.

I det hele taget er filmens første time en fornøjelse, både hvad angår fotograferingen, dialogen og kemien mellem de unge og uprøvede skuespillere. Det er en sommer, man har lyst til at være en del af.

Toni scorer den ene kvinde efter den anden, mens Amin mere er den reserverede og akademiske type. Han griber aldrig chancen, selv om adskillige smukke kvinder viser interesse. Og når hovedpersonen ikke handler, står historien stille. Helt stille.

Kurvede kvinder
Som karakter er Amin langt fra lige så spændende som pigerne i Adèles liv. Amin er svær at aflæse, fordi han er yderst passiv og aldrig reagerer på noget som helst.

Alligevel virker det til, at han er forelsket i sin barndomsveninde, der dog har en affære med Toni, mens hendes forlovede er udstationeret. 

Denne affære er omdrejningspunktet i filmen, der ellers ikke har meget historie at byde på. Ud over nærbilleder af kurvede kvinder fylder Kechiche filmen med lange og ligegyldige dialoger og lader det usagte være nøglen til at forstå Amin.

Er han typen, der altid begærer, hvad han ikke kan få? 

Læser man de forskellige anmeldelser fra verdenspremieren i Venedig, er der decideret tvivl om, hvad Amin stræber efter. Det er et stort problem for en film, der i forvejen er alt for lang.

Ikke god nok til Cannes
Kechiche synes mere interesseret i konstant at zoome helt ind på svedglinsende røve og bryster. Kameraet elsker kvinden som objekt, og det har allerede resulteret i massiv kritik blandt publikum og kritikere på den italienske festival.

Helt grotesk bliver det i en 30 minutter lang diskotekscene, hvor de smukke kvinder gnubber sig op ad hinanden, snaver, stripper og snor sig kælent op ad klubbens stripperstang. Det er både unødvendigt og uforståeligt, især når instruktøren insisterer på, at twerking allerede eksisterede i 90’ernes Frankrig.

Da Mektoub ikke deltog på Cannes-festivalen tidligere på året, lød den officielle forklaring, at filmen ikke var færdig. Man kan ikke lade være med at spekulere på, om den bare ikke var god nok for Cannes.