Gribende comeback til Michael Mann

Michael Mann (Heat, Miami Vice) har ventet en menneskealder på at fortælle historien om racerkøreren og bilfabrikanten Enzo Ferrari. 

Det var ventetiden værd. 

Hans konkurrencefilm på Venedig-festivalen er et benhårdt drama om en benhård mand i en eksistentiel krise. Enzo er klemt mellem sin sørgende hustru og forretningspartner Laura, elskerinden Lina og den søn, han har med hende. For da slet ikke at tale om den skrantende forretning, hvor hans racerkørere dør som fluer. 

Det ser vi i en tidlig scene, hvor en af hans racerstjerner mister kontrollen et splitsekund, mens han forsøger at slå en fartrekord. 

Mere skal der ikke til. 

Bilen flyver væk fra kørebanen, drejer et par gange og knuses mod en betonmur. Manden hvirvles rundt i luften som en kludedukke og lander så hårdt på asfalten, at hans hoved eksploderer som en vandballon. 

Dét billede bliver siddende på nethinden og giver publikum respekt for det legendariske Mille Miglia-løb fra Brescia i det nordlige Italien til Rom og tilbage igen, som er kulminationen på dramaet og den prøvegrund, der skal redde Enzo Ferraris livsprojekt. 

Racerløbet er den perfekte metafor for den slags ensporede besættelse, der driver Michael Manns karakterer.

Frigjort i sejrsrusen
Ferrari åbner med sort-hvide optagelser a la 1920’ernes nyhedsoptagelser. Adam Driver sidder storsmilende bag rattet i en racerbil, mens han vinder et løb, ung og frigjort i en sejrsrus, han vil jage resten af livet. 

Da vi møder ham i filmens nutid, månederne forud for det store racerløb i 1957, virker Adam Driver unægteligt for ung til rollen som den grånende racerbilsfabrikant. 

Man skal lige vænne sig til at se ham med makeup-rynker i panden, hvidt hår og vom. 

Men jo mere verden går imod Enzo Ferrari, desto mere overbevisende træder den amerikanske hjerteknuser i karakter som en midaldrende mand, der kæmper for at holde sammen på sit liv uden at stille det til skue. 

Penelope Cruz er mindst lige så fremragende som hans desperate kone. Hun er i dyb sorg over deres 24-årige søns død og ser mindre og mindre til den mand, hun engang elskede. Enzo er blevet en indesluttet mand, der behandler hende mere som en forretningspartner end som en elsket partner. 

Det er et fænomenalt gribende drama, muskuløst, rørende og neglebidende intenst. Med sin bedste film siden The Insider fra 1999 er Michael Mann lige nu den filmskaber, der er Nikolaj Arcels største konkurrent til Guldløven. 

Besson i højeste potens
Også franske Luc Besson holder på formerne med konkurrencefilmen DogMan, selv om det ærligt talt siger mindre. 

Filmen har australske Caleb Landry Jones i hovedrollen som en vanrøgtet mand. I en overdramatisk indledning anholdes han med blå blink og barske ordrer, siddende bag rattet på en lastbil med blødende sår på ryggen og i platinblond drag som Marilyn Monroe. 

Politiet kan ikke finde hoved og hale i den mystiske mand, der har bilen fuld af køtere i alle afskygninger. En psykiater tilkaldes. Hun har selv ondt i privatlivet og bliver fascineret af den intelligente, sarte mand, hun møder. 

For Dogman – Douglas eller ”Doug” blandt venner – er veltalende som en sydstatsmatriark og vanrøgtet som den martyr, både han og Luc Besson tydeligvis ser ham som. Hans liv har været én lang lidelsesfortælling, siden hans far smed ham i bur med sine kamphunde som dreng og senere skyder ham handicappet med sin shotgun. 

DogMan er storladent iscenesat og spillet med hud og hår af Caleb Landry Jones i en præstation, der må tegne sig for det meste af den seks minutter lange klapsalve, der fulgte verdenspremieren. 

Kritikerne har været mindre begejstrede og det med god grund. Man bliver hurtigt træt af den gadesmarte tegneserierealisme og Luc Bessons overforbrug af amerikanske filmklichéer og tung kristen symbolik. 

For hør, vidste du, at ”dog” skrevet baglæns er ”God”? 

Den franske instruktør var et hovednavn i 1980’ernes cinema du look-bølge, der i bedste postmodernistiske ånd havde mere at vise, end de havde at sige. 

En overgang i 90’ernes lignede hans selskab EuropaCorp en fransk blockbuster-maskine på Hollywood-niveau. Men selv om Luc Besson stadig hitter fra tid til anden, er han for længst blevet overhalet indenom af yngre og bedre kræfter. 

Med tanke på de voldtægtsanklager, der har plaget ham i årevis, ligner udtagelsen af DogMan til dysten om Guldløven en belønning for, at instruktøren har klaret sig igennem en shitstorm. 

Historisk forsimpling
Det er en utaknemmelig opgave at tage over for Luca Guadagnino, der skulle have åbnet ballet i Venedig med det sexede tennisdrama Challengers. 

Og hans landsmand Edoardo De Angelis er med Anden Verdenskrigs-filmen Commandante desværre overhovedet ikke opgaven moden. 

Filmen udfolder den autentiske historie om den italienske ubådskaptajn Salvatore Todaro. Han trodsede ordrer fra oven og satte sin egen besætnings liv på spil for at redde de skibbrudne belgiere, hvis krigsskib han havde sænket. 

Det er en dramatisk historie om heltemod til søs, om stolte soldater og sammenhold i klaustrofobiske omgivelser, der vækker mindelser om ubådsklassikeren Das Boot. 

”Vi angriber maskinen, men manden? Manden redder vi,” siger Pierfrancesco Favino, italiensk films alsidige mandsbrød, der lægger krop til kaptajnen. 

Salvatore og hans besætning er ikke fascister, men italienere med mod og mandshjerte – en historisk forsimpling, der skurrer fra start til slut. 

Taleban er tilbage
Anderledes interessant er Venedig-festivalens første uomgængelige dokumentar, det foruroligende Taleban-portræt Hollywoodgate. 

Få dage efter, at de sidste amerikanske soldater er fløjet ud af Kabul, flyver instruktør Ibrahim Nash’at ind efter aftale med det tiltrædende regime. 

Over et år følger han en højtstående og en lavtstående soldat i Taleban, mens de sejrrige islamister tager bestik af det land, den vestlige koalition har efterladt dem. Og ikke mindst det efterladte krigsmateriel for op imod otte milliarder dollars. 

For godt nok har amerikanerne saboteret de jetfly og Black Hawk-helikoptere, de har ladet stå på luftbasen i Kabul – kaldet Hollywoodgate – men de har også efterladt hangarer fulde af reservedele. 

Vi kommer helt tæt på disse forbistrede afghanske mænd, der er euforiske over at have fordrevet ”jøderne”, der har bekriget dem i en generation. 

Kameraet er et stille vidne til deres udfald mod Vesten og deres misogyne selvretfærdighed, som da en soldat forklarer, hvorfor kvinder skal tvinges til at gå i hijab. 

Hvis man får valget mellem en uåbnet chokoladebar og en åben, der ligger på gulvet, hvilken vil man så helst have? spørger han. 

Andre scener kan man næsten klukle over. Som da den afghanske leder af luftvåbnet sidder med sin stab og kæmper for at klare simple matematikstykker. Inkompetencen i det nye regime er slående, men deres krigsbegejstring får det til at løbe koldt ned ad ryggen. 

Filmen igennem hører vi snak om oprørere i nord, som regimet nedkæmper. I de sidste scener er snakken vendt til trusler mod nabolandet Tajikistan. Og de første helikoptere er kommet i luften.