Nekrolog
17. juli 2017
Zombiefilmens far er død
George A. Romero under optagelserne af Land of the Dead fra 2005, hvor instruktøren endnu engang lod en flok levende døde gå løs på en gruppe mennesker. Foto | uoplyst

Zombiefilmens far er død

George A. Romero er sovet stille ind i en alder af 77 år. Hans betydning for den moderne horrorfilm er svær at overvurdere.

Af Nicki Bruun og Claus Christensen

Det har været en hård weekend for filmelskere. I lørdags døde skuespilleren Martin Landau, og i går mistede verden kultinstruktøren George A. Romero, der gik bort 77 år gammel efter en kort sygdomsperiode med lungekræft.

Det oplyser instruktørens samarbejdspartner Peter Grunwald til Los Angeles Times. Ifølge Romeros familie sov han ind, mens han lyttede til musikken fra en af sine yndlingsfilm, John Fords Den tavse mand fra 1952.

George A. Romero blev kendt som ”zombiefilmens far”, der har skabt den moderne horrorfilm.

Han vil især blive husket for de såkaldte ”Living Dead”-film, som begyndte med Night of the Living Dead fra 1968. Senere lavede han fem andre film i serien, deriblandt Dawn of the Dead fra 1978 og Day of the Dead fra 1985.

På politistationen
George A. Romero voksede op i Bronx, New York. Hans far kom oprindelig fra Spanien, og morens familie var fra Litauen. Som fjortenårig lavede han sin første 8mm-film med en brændende voksmannequin, som han smed ud fra fjerde sals højde.

”Mannequinen var kun en halv meter høj, og politiet kunne ikke forstå, at jeg bare lavede en film, så de tog mig med på stationen,” sagde han i 1993 til Berlingske.

Da han skulle på universitetet for at studere kunst og teater, flyttede han til Pittsburgh. Snart begyndte han at lave kortfilm og reklamer – langt væk fra det pæne Hollywood. Og sammen med en gruppe venner startede han selskabet Image Ten Productions, som producerede Night of the Living Dead for bare 114.000 dollars.

Fascistoid afstumpethed
George A. Romero vendte pengemanglen til sin fordel ved at skabe en rå, sort-hvid og dokumentarlignende film, som kun gør zombiernes hærgen endnu mere skrækindjagende. Og mareridtet bliver yderligere forstærket af, at vi ingen forklaring får på, hvorfor de døde pludselig vækkes til live.

I Night of the Living Dead følger vi en gruppe overlevende, som har forskanset sig i et stuehus. Filmen havde premiere i 1968 og kunne med sin apokalypse og nihilistiske slutning ikke have ramt mere skævt i forhold til studenteroprøret, livsglade hippier og The Beatles, der sang All You Need Is Love.

Night of the Living Dead var langt mere blodig end tidligere gysere, og sammen med Tobe Hoopers Motorsavsmassakren fra 1973 blev den gang på gang hevet frem som splatter-skrækeksempel i debatten om videovolden, som herskede i 70’erne og 90’erne. For mange var Romeros film indbegrebet af fascistoid afstumpethed.

Revolution af zombier
I 1978 vendte han tilbage til zombierne med Dawn of the Dead. Her søger en gruppe mennesker tilflugt i et shopping-center for at undgå at blive spist af de kødædende, levende døde, og med den film begynder der at tegne sig en social kommentar, ikke mindst i forhold til forbrugersamfundet.

”Jeg har altid opfattet, at zombier handler om revolution, om en generation, der forbruger den næste,” sagde George A. Romero i et interview med The New York Times i 2008.

Syv år senere fulgte Romero op med en tredje zombiefilm, Day of the Dead, og på det tidspunkt var kritikerne begyndt at få øjnene op for, at ikke alt blod er reaktionært. Den anerkendte Robin Wood skrev således, at zombierne i Dawn of the Dead repræsenterer ”den patriarkalske konsum-kapitalisme”.

Mindes på Twitter
Siden instruerede George A. Romero op gennem 70’erne billige gysere som The Crazies (1973) og vampyr-fortællingen Martin (1978), der ikke blev lige så populære som debuten.

Hans tre sidste film som instruktør var alle i ”Living Dead”-serien: Land of the Dead (2005), Diary of the Dead (2007) og Survival of the Dead (2009).

At Romero har inspireret en lang række mennesker, behøver man blot kigge på de sociale medier for at se.

En anden af nyere tids store gyserinstruktører, John Carpenter, skriver på Twitter: ”George Romero var en stor instruktør, den moderne horrorfilms far. Han var min ven, og jeg vil savne ham. Hvil i fred, George.”

Også en anden gysermester, Stephen King, har skrevet på Twitter: ”Jeg er ked af at høre, at min yndlingssamarbejdspartner – og gode, gamle ven – George Romero, er død. George, der vil aldrig være nogen som dig.”

Edgar Wright takker
Edgar Wright, der er aktuel med Baby Driver og kendt for den morsomme zombiekomedie Shaun of the Dead, har sågar skrevet et indlæg på sin blog om Romeros betydning for ham.

”Simon Pegg og jeg fik den vilde idé at lave en film i Georges univers, men som et britisk deadpan-svar på hans episke fortælling i Pittsburgh. Det resulterede i Shaun of the Dead, som åbenlyst ikke ville eksistere uden mesteren. Da filmen var færdig, ville vi vise den for ham. Hans mening var den eneste, der betød noget for os.”

George A. Romero var langt fra den mest aktive instruktør i historien og nåede ”kun” at lave omkring tyve film og tv-serier. Men i kraft af sin store betydning for gysergenren er han en af de mere indflydelsesrige instruktører i nyere tid.

Trailer: Night of the Living Dead

Relevante artikler

Nekrolog
17. juli 2017
Martin Landau er død

Martin Landau er død

Dvd-anmeldelse
01. feb. 2015
Birth of the Living Dead

Birth of the Living Dead

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten