Gensyn med Gekko

Amerikas sociale samvittighed kaldes Oliver Stone. Ikke uden grund. Med dødsforagt har den 63-årige instruktør kastet sig over det ene nationale traume efter det andet.

Vietnam-krigen (Platoon, Født 4. juni og Heaven & Earth), attentatet på Kennedy (JFK) og Watergate (Nixon).

Samfundsbetændte emner som ungdomskulturens voldfascination (Natural Born Killers) og finansverdenens grådighed (Wall Street) har han taget under kærlig behandling.

Oliver Stone er en potent filmskaber, der ikke stikker op for bollemælk. Han var soldat i Vietnam og er ven med Fidel Castro, hvilket i nogle amerikaneres øjne gør ham til en landsforræder.

Men er han på sine ældre dage ved at udvikle sig til nationens sentimentale healer?

Greed is good
Spørgsmålet melder sig dagen efter verdenspremieren i Cannes på Wall Street: Money Never Sleeps, Oliver Stones med spænding ventede opfølger på sin egen nyklassiker fra 1987.

Originalen er mere end en film. Den har vokset sig større og større og står i dag som et dokument over amerikansk kultur og korruption.

”Greed is good,” lyder filmens uforglemmelige oneliner. Replikken siges af den karismatiske skurk, børsmægleren Gordon Gekko. Han er kongen af Wall Street og et levende bevis på Hitchcocks tommelfingerregel: Jo bedre skurken er, jo større succes får filmen.

En færdig mand
I den nye film møder vi Gordon Gekko — som stadig spilles Michael Douglas — netop som han bliver løsladt fra fængslet.

Han får udleveret nogle få ejendele, deriblandt en gigantisk mobiltelefon anno 1987. Han er færdig på Wall Street, sønnen er død, og det eneste, han har tilbage, er datteren Winnie, som ikke ønsker nogen kontakt.

Men da Gekko lancerer sin nye bog, Is Greed Good?, møder han Winnies kæreste, den stræbsomme forretningsmand Jake. Gekko aner en vej tilbage i Winnies liv.

Let og legesyg
Det er lige så konstrueret, som det lyder.

Shia LaBeouf savner emotionel klangbund som Jake, mens Lone Scherfigs fund fra An Education, Carey Mulligan, gør, hvad hun kan i en tårevædet og kedelig rolle som blødt venstreorienteret blogger-datter. Bedst er filmen, når Michael Douglas er på lærredet.

Hvor Wall Street kuldegysende fangede tidsånden i yuppie-80’erne, er den nye film båret af et sentimentalt familieplot.

Tonen er gennemgående let og legesyg. Satiren er mild. Oliver Stone hygger sig med referencer til den gamle film og æstetisk lir som splitscreens, irisåbninger og grafik. Han har sågar givet sig selv en cameo-rolle.

Selvopfyldende profeti
Gordon Gekko blev — stik mod intentionen — et forbillede for en generation af økonomistuderende. Det var dem, der havde magten, da det økonomiske system kollapsede i 2008, og på den måde er Wall Street blevet sin egen selvopfyldende profeti.

Det risikerer Wall Street: Money Never Sleeps ikke.

Den vil ikke friste svage sjæle, for den rummer slet ikke samme fascinationskraft som etteren. I stedet tilbyder den de hårdtprøvede amerikanere eskapisme og lindring. Og minder dermed om Oliver Stones World Trade Center, hvor han også forvandlede en rystende, storpolitisk begivenhed til en lille, opløftende human interest-historie.

Pas på grøn teknologi!
Det er skuffende, at den gamle moralist Oliver Stone ikke har mere at byde på, når man tænker på, at hvad den amokløbne grådighed på Wall Street har kostet, ikke bare de amerikanske skatteborgere, men hele verden. Det kunne godt have fortjent en ædende ond satire.

En foruroligende advarsel har den nye film dog: Grøn teknologi er det nye, økonomiske luftkastel!

Wall Street: Money Never Sleeps blev vist uden for konkurrence i Cannes. Den har dansk premiere 30. september.